BRØGGER PÅ REVOLVER

 

★★★★★

ET POWERHOUSE AF POESI

 

Overraskende, forbløffende, imponerende. Dét er ligegodt Brøggers!

100% musikalitet, 100% kreativitet og 200% energi springer ud som stjernestund med Brøgger på Revolver.

 

Brøgger er en af efterårets frydefulde overraskelser på musik- og teaterscenen. Forestillingen, der har spillet for fulde huse inkl. forlængning bliver genopsat i august 2020, og det er bare om sikre sig billet i en fart. Salget er åbnet nu og derfor tillader jeg mig at anmelde den her lidt på bagkant, hvis du ikke nåede at se den i første omgang.

Brøgger er en fuldkommen overvældende energiudladning med Jeanett Albæk i centrum for et one-woman-show, der omsætter Suzanne Brøggers tekster til en personlig refleksion i musik og performance.
Det lyder måske som en underlig fisk, men resultatet er komplet overvældende. På én gang stærkt og porcelæns-skrøbeligt. Stolt og hudløst.

Jeanett Albæk vil være kendt af mange som del af kunsterkollekivet Sort samvittighed, der brillerede på Betty Nansen i foråret med forestillingen I Et Forhold, der væltede huset og var noget af det sjoveste og mest skamløse jeg længe har set. Deres tidligere forestillinger Hvid Magi og Tove, Tove, Tove har du helt sikkert også hørt om.

Her i Brøgger brillerer Jeanett Albæk solo i en bittersød kollage af poesi og musik, en blanding af live sangnumre og playback i forskellige afskygninger f.eks. i hendes eget live piano akkompagnement til en pre-recorded leadvokal, afspillet via kassettebåndspiller anbragt på klaverets top med mikrofon foran.

Pænt corny og sådan er det hele vejen igennem. Ekvilibristisk, gennemmusikalsk og pågående. Som jeg hørte i foyeren fra en af teatrets folk – vi vidste selvfølgelig det ville blive godt. Men ikke at det ville blive SÅ godt.

Musikken springer ubesværet rundt i flere genrer fra singer-songwriter traditionen til klezmer til spoken words over live piano mol-blues med Jeanett selv i sære outfits på piano, accordion og diverse guitars.

Det hele mixet undervejs med live fremstilling af artworks herunder kusseaftryk og koboltblå maleri på kæmpelærred malet med Jeanett’s egen, blonde hestehale.

Bare rolig, Det har altsammen en dybere mening – gå selv ind og oplev ti-øren falde og kabalen gå op. Overraskende, forbløffende og imponerende. Dét var ligegodt Brøggers! Afsted med dig – ind og se Brøgger til næste år.

 

FIND DEN INDRE VARME PÅ WOKSHOPPEN

Wok Shop på Østerbrogade er ikke noget dårligt bud på en let pre-teater dinner.

Stedet er smukt indrettet på den dér lækre måde, man tit ser hos trendy madkæder i London og menukortet byder på klassiske thai retter lige ud ad landevejen til medium priser.

Jeg valgte nogle af de friske forårsruller og dernæst en velsmagende Red Curry med kylling, der selvfølgelig blev skyllet ned med en kold Chang, så er dén ged barberet.
Skal der ekstra fut i den indre varme så bestil en skål Prik Nam Pla som er frisk chili i fiskesauce som sideorder til at spice lidt ekstra op. Velbekomme.