BJÖRK I ROYAL ARENA

★★★★

KLIMACOOL BJÖRK I SPEKTAKULÆRT ARTSHOW

Klimakrisen som guddommeligt artshow og musikteater med Bjørk som ypperstepræst.

Den islandske verdensstjerne, Björk, er en skarp multikunstner og innovatør på tværs af musik, kunst, mode og teknologi. Gennem fire årtier har hun inspireret, eksperimenteret og rykket grænserne for musikverdenen.

I Royal Arena rykkede hun grænserne for, hvad en teaterkoncert egentlig er.
Selv beskriver Björk sin Cornucopia Tour som et digitalt sci-fi teater. Vi er vidne til et gavmildt kunststykke af en multimediekoncert med spektakulære visuelle effekter, overvældende videoinstallationer, omfattende lydopsætninger og et stort kor. Musikere på mærkelige instrumenter, herunder en percussionist der spillede på en slags kokosnødder, der flød i et vandbad på scenen og muligvis kunne ryges bagefter… samt en sekstet på tværfløjter iført hvide gummiagtige heldragter der fik dem til at ligne dopede alfer i flipperdans, fægtende med deres tryllestave i sølv.

Björk optrådte selvsikkert i hvid flødeskumskjole (dog ikke svanen) og iført en besynderlig gylden maske, der på afstand lignede noget fra Tintin i Soltemplet, og som matchede plateaustøvlerne i guld og netop ikke de skrigturkise leggins. Pang! Det er en af de mest utrolige opvisninger i lys og lyd, jeg har oplevet. Og hvad angår videoprojektionerne, har jeg aldrig set noget så fænomenalt.

Fantasifuldt og teknisk overlegent. Organiske, undervandsagtige former og figurer i goblende animationer. Udtænkt af den argentinske filminstruktør Lucrecia Martel, hvis meget kunstneriske filmunivers netop har kunnet opleves på CPH Pix.

Tredje ben i showets kreative joint venture er Arca, den i London bosiddende, venezuelanske pladeproducent, sangskriver, sanger, mix-ingeniør, performancekunstner og DJ.

Trekanten indrammer en slags arthouse drømmespil opført af avatarer i Amazonas. Tænker du klima nu, så er du på rette vej gennem junglen.
Musikalsk præsenterede koncerten en blanding af Björks bagkatalog med hovedvægten på materiale fra UTOPIA (2017).

Alt sammen re-arrangeret til showets flydende, fabulerende musikalske format, hvilket på den ene side gjorde helhedsindtrykket harmonisk og egalt men også lidt ensformigt – der var hverken tud eller røv, som min far yndede at sige.

Jeg havde i hvert fald svært ved at gennemskue, hvad der egentlig var noteret musik og nedskrevne numre – og hvad der var bølgende improvisationer i store, drømmende lydbilleder, der kunne starte eller slutte når som helst, det skulle være – og det har jeg det faktisk lidt stramt med, fordi jeg grundlæggende mener, at en begavet, aflæselig, indre struktur er en del af en god komposition.

Oplevelsen var flot, men også lidt skuffende, da jeg havde sat næsen op efter en lidt mere skarptskåren og rytmisk præsentation af Björks materiale, der både kan være insisterende og anstrengende, men også nyskabende og dermed interessant i sin egen ret.

Meningen med det hele – dette koncert-sci-fi-teater-whatever – blev lejlighedsvist skåret ud i pap – bl.a. gennem en rulle-tekstet manifestation, der gled over det transparente lærred som smeltevand fra Arktis, må det hedde i denne sammenhæng.

Og nu siger jeg lige noget (det er den frase, man er begyndt at anvende, før man lufter et synspunkt, der kan give anledning til uro på bagsmækken.)
Dét manifest var en gang forblommet klimavås i en semi-åndfuld sukker-coating, der skulle få det til at glide ned hos den del af publikum, der ikke havde reggaehår, boliviansk sweater og bambusundertøj fra Politiken Plus.
Det var noget i retning af, at vi skal genopfinde menneskeheden i en ny verden, hvor videnskab og biodiversitet skaber bæredygtige livsformer og evig lykke eller hvor det var på vej hen…

Jeg blev så træt allerede efter de første linjer, at jeg gudskelov nåede at glemme det meste inden den begejstrede applaus døde hen.
Ingen er vel for alvor uenige i, at vi byder klimaet mere end det kan tåle, og at der skal tages nogle hårde, centrale beslutninger for at ændre kursen. Men jeg stejler, når klimaproblematikken bliver sådan en paradeuniform, man kan tage på til en koncert og så vil selvgodheden ingen ende tage.

Jeg mindes Pink Floyd megahittet fra The Wall, som jeg så opført for nogle år siden, hvor Roger Waters – eller var det David Gilmour- (de turnerede jo på et tidspunkt med hver deres udgave af Pink Floyd) – fik hele Parken til at skrige med på at we don’t need no education – hvilket helt ærligt er en gang kodylt pladder, for dét, der er allermest brug for, er sgu da uddannelse, men det bliver pludselig fremstillet som et overgreb – og alle jubler og hæver fadbamserne i en indforstået, revolutionær gestus. Hoooold nu op altså….

Lidt på samme måde fungerede klimadagsordenen ved denne illustrerede koncert. Koncertens finale var et bonusindslag i form af en videotale med Greta Thunberg i gigantisk projektion, der med sin tøsefornærmede mine gav ’alle os voksne’ en gevaldig opsang. Tak for det – men nu synes jeg, du skal gå lidt ind på dit værelse, Greta.

Måske er det bare mig der allergisk overfor agitpop uanset i hvilken farve, rød, blå, grøn eller regnbue, den optræder i.
For du kan jo indvende, at alt er politisk. Mozarts operaer bedriver jo også samfundskritik, udstiller klasseforskellene, udfordrer kønsrollerne og gør nar ad magthaverne.

Verdi var med til at sætte adelen på porten og puste liv i den italienske republik, da hans kendte slavekor fra Aida blev en slags slagsang for Garibaldi og hans revolutionære tilhængere, da Italien blev samlet og genfødt i 1860’erne.

Så hvorfor ikke klimakrisen som agitpop og guddommeligt artshow med Björk som ypperstepræst. Det er sgu da på Island, gletsjerne smelter for næsen af dem!
Og hvis du lige henter et par flasker (økologisk) rødvin, så kan vi få den her snak til at tage hele natten!

NÅÅÅH- SÅ GIVER DET MENING!

Cornucopia, som er navnet på Björks turne, er i top 10 på listen over engelske ord jeg haldrig før har hørt. Det betyder overflødighedshorn.

Begrebet stammer fra den græske mytologi. Her kommmer et lynkursus.
Da Zeus var spæd, blev han holdt skjult i en grotte på Kreta for at hans far ikke skulle spise ham. Her blev han passet af to nymfer, der gav Zeus mælk fra deres ged Amaltheia.

Gennem mælken fik Zeus guddommelig kraft og ved et uheld brækkede han det ene af gedens horn af. Amaltheias brækkede horn blev herefter et symbol på uudtømmelig overflod – et overflødighedshorn.

Nååååh – så giver det jo mening, at koncerten på nogle områder var lidt for meget det gode. Man kunne bare have læst på lektien, så havde man været advaret.
Dén historie kan du underholde med nytårsaften, hvis du skulle støde på en cornucopia i kransekageudgave, som ofte ses ved dén lejlighed. Godt nytår!