DET STORE STILEHÆFTE PÅ HUSETS TEATER

★★★★★

MASTERCLASS I SKUESPILKUNST

Jens Albinus og Olaf Johannessen leverer en foruroligende demonstration af intimteatrets kraft i en blændende skarp opførelse af Det Store Stilehæfte på Husets Teater. 

Foto af Henrik Ohsten Rasmussen

Ved du, hvordan man kommer helskindet gennem et minefelt? Man lader sin far gå først.

Historien om Det Store Stilehæfte er lille, men grusom.

Det er en knugende fortælling om hvordan man skræller al empati og værdighed af et menneske – i dette tilfælde et tvillingepar, der under krigen bliver anbragt i i relativ sikkerhed og på en vis afstand af sultedød hos deres ondskabsfulde bedstemor på landet.

Her er det Ungarn, i den voldshærgede overgang mellem 2. verdenskrig og kommunismens diktatur, vi taler om, men det kunne også have været en mere aktuel konflikt af slagsen, for facit er det samme. En langsom, men sikker, stinkende forråelse af menneskeligt sind.

I fred hos bedstemor på landet – det lyder trygt og godt, tænker du, og så kan du lige tro om igen. Bedstemoderen er en kodyl bitch, der i øvrigt går for at være giftmorder og er udstødt af lokalsamfundet, hader de to horeunger fra dag 1, og selv om deres medfødte, lyse sind pålægger dem hurtigt at tage del i det benhårde, daglige slid med at sikre overlevelsen på det fattige husmandssted, føres de hurtigt ud på en glidebane, der leder direkte i formørkelse.

På vejen formes de af mødet med en række andre formørkede personligheder fra lokalsamfundet – herunder Hareskåret, pigen fra nabohuset, der villigt lader sig kneppe af deres hund, da den efter sigende er den eneste, der holder af hende – og andet godt fra den skuffe…

Det er grumt, grimt men totalt blottet for sentimentalitet – det får bare lov at stå lige dér, foran dig i det snævre scenerum, hvor småt teater virker kæmpestort.

Tvillingerne spilles brillant af Jens Albinus og Olaf Johannesen, i et gnistrende, ja ligefrem unisont samspil, hvor de dublerer hinandens replikker ind og ud af den fortælling, de opruller i kronologisk orden fra ankomsten til bedstemoderens helvedeshytte, til den endelige flugt ud i friheden gennem pigtrådshegn og minefelt. Og i øvrigt tak for hjælpen, far…

Stykket er skrevet af forfatteren Agota Kristof, der selv flygtede fra Sovjetunionens brutale invasion af Ungarn i 1956. Hun slap ud med mand og barn via Østrig og endte i den fransktalende del af Schweiz, hvor hun efter 30 år som fabriksarbejder nedskrev fortællingen på sit nye, hårdt tilkæmpede modersmål i 1986.

Det store Stilehæfte regnes i dag som et hovedværk i moderne, europæisk litteratur. Titlen dækker over det stilehæfte, hvori tvillingerne nedskriver deres absurde og inhumane livserfaringer.

Spillet mellem de to tvillinger er fabelagtigt, ladet med dynamit og gnistrende nærvær som det kun sjældent opleves på danske scener.

Oplevelsen forstærkes yderligere af, at Albinus og Johannessen rent fysisk ligner hinanden på tvillingeniveau med deres skarpe træk og benede kroppe. Med DE to skuespillere, hvad skal man så med kulisser?
Jens Albinus, der også er Husets teaterchef, har stået for den danske bearbejdelse af stykket som et led i teatrets fortløbende undersøgelse af de vilkår og omstændigheder, der udgør det moderne europæiske menneskes grundlag, som det så fint hedder.

Men lad dig ikke skæmme af den noget pompøse motivering – det er i al sin enkelhed fremragende teater, lige på og hårdt – og afviklet på under halvanden time.

Efter en helt forrygende omgang anmeldelser er der allerede totalt udsolgt i resten af spilleperioden, men hvis du tør satse på en uafhentet last minute billet – eller måske en forlængelse eller genopsætning, så vil jeg stærkt anbefale dig at gøre forsøget på at komme ind og opleve en ren masterclass i skuespilkunst fra de to herrer, der med denne forestilling leverer den måske stærkeste teateroplevelse i indeværende sæson.

Tak for dét!

STARSTRUCK I KØDBYEN

En bonusoplevelse ved at gå i Husets Teater, er alle de mega hippe restauranter i nærheden.

Personligt er jeg ret vild med Paté Paté, der var et rent kändis-rendez-vous denne møgtriste, mandag aften i blæst og regnvejr. Ved et af de små, skæve træborde var jeg snart omringet af kendte jazzmusikere, skuespillere og andre VIP’s og jeg arbejder stadig på at skjule hvor starstruck jeg i virkeligheden bliver.

Paté Paté kører et super hipt køkken med en masse fristende småretter at vælge i mellem, som det efterhånden er blevet almindeligt mange smarte steder. De anbefaler 2-3 tallerkener her, and so be it.

Burrata’en/mozzarellaen er jo tidens dominerende modespise så den var ikke til at komme uden om, og slet ikke her. Tænk, hvis der kom presse og man sad dér med en rejecocktail…

Osten var måske en tand for løs denne aften, men dejligt serveret med lækkert crunch af Marcona-mandler og en god tapenade.

Danske blæksprutter er en lokal gevinst ved den globale opvarmning, men det var lidt svært at smage de ellers fine ringe af sprutten gennem et noget fyldigt lag af revet ost. Citronen hjalp dog lidt, det samme gjorde det velsmagende glas Riesling fra Washington, som jeg mest bestilte på grund af sit insisterende navn – Kung Fu Girl!

Tredje servering var flotte, velstegte skiver af kalvelever med chili, hvidløg, koriander, forårsløg, tomater og rødvinseddike, bare lækkert. Og så er det bare hen om hjørnet – lige forbi den ikoniske Bosch tændrørs neonreklame – til teatret, hvor de har en sød lille bar hvis det skulle være…

Velbekomme.