KØBENHAVN • SKUESPILHUSET

★★★★☆☆

Foto: Emilia Therese

ANMELDELSE KØBENHAVN: BRAGENDE DYGTIG SKUESPILKUNST

Det vil være arrogant at kalde en humanistisk-filosofisk diskussion om den teoretiske fysiks bedste hjerner, og deres moralske ansvar i forbindelse med atombombens udvikling for uinteressant.

Hvis du synes, dén sætning var lang, så vent, til du ser Skuespilhusets aktuelle opsætning af Niels Bohr-dramaet København.

Bragende flot skuespilkunst af Jens Jørn Spottag, Karen-Lise Mynster og Mikkel Arndt, redder vel ikke helt Anja Bæhrens’ iscenesættelse af Michael Frayn’s semi-dokumentaristiske kammerspil om, hvad der skete, eller ikke skete på mødet mellem topfysikerne Bohr og Heisenberg i det tyskbesatte København i 1941.

Stykket, der blev førsteopført i London i 1998 og havde Danmarkspremiere på Betty i 99, genopsættes nu i anledning af 100 året for nobelprisen i Fysik til Niels Bohr.

Trods sin nødvendige udforskning af fronlinjeforskernes moralske udfordringer, ender forestillingen som lidt af en intellektuel sejtrækker.

Stykket dyrker et selvbillede af videnskabens ophøjede lærde til smertegrænsen –  uden særlig lindring fra sin redelige, men også noget indforståede og monotome eksekvering. Videnskabsteater kan være en prøvelse for de uindviede.

En, statisk, men smuk scenografi af Steffen Aarfing lader karaktererne udfolde sig i et nøgent, klassicistisk rum med Bindesbølls marmorrelief af Nemesis på bagvæggen.

Dekorationen i øvrigt helt dækket af matsort tavlelak, hvorpå de to videnskabsmænd opkridter deres komplicerede ligninger, til det ligner den sædvanlige, ikoniske fremstilling af science at work.

På jagt efter matematikkens beroligende logik og uopdagede strukturer, fægter de hver især med tavlekridtet, fra toppen af deres trappestiger, optændt af  drenget entusiasme i en evig kappestrid, der til tider minder om den teoretiske fysiks svar på gadedrengeløb.

Karen-Lise Mynster gestalter dygtigt Niels Bohrs hustru Marianne med empati, indsigt og nogle få kække bemærkninger, der lejlighedsvist sætter ’drengene’ på plads.

Omdrejningspunktet for dramatiseringen af historien om den danske nobelpristager Niels Bohr og hans unge ’lærling’ Werner Heisenberg, er deres far/søn agtige forhold, der sættes under pres af individuelle ambitioner og krigens adskillelse.

En adskillelse, der placerer de to atomfysikere på hver sin side af en af verdenshistoriens store skillelinjer.

Bohr strandede i Danmark under besættelsen, men fik nys om sin snarlige arrestation, og nåede at flygte til Sverige.

Senere deltog han aktivt i Manhattan projektet, der som bekendt mundede ud i detoneringen af atombomberne over Hiroshima og Nagasaki.

Heisenberg var en af de topvidenskabsfolk, der kæmpede for at sikre Hitler det kernevåben, der kunne have vundet krigen for nazisterne.

Fejlede han bevidst for at trække tiden og undgå apokalypsen? Godt spørgsmål – svaret blæser i vinden. Også her i Michael Frayn’s gennemresearchede København, der er opdateret med ny, historisk indsigt.

Hvem var det gået ud over, spørger stykket. London? Paris? Amsterdam? København?

Hæslig er aktualiteten i al den atomretorik, med Ukraine-krigens stadigt mere pressede aktører og gyselige uforusigelighed helt fremme i det daglige nyhedsstrøm.

Nazisterne nåede ikke i nærheden af, at udvikle A-bomben, paradoksalt nok, fordi så store dele af den videnskabelige, (ikke mindst jødiske) intelligentsia var tvunget på flugt, eller myrdet, inden de nåede væk.

Henry Kissinger skriver i sin seneste bog, at Reagan og Gorbatjov faktisk var blevet enige om at skrotte samtlige atomvåben på det berømte 1986 Reykjavik Summit, men at den historiske mulighed snublede, grundet teknikaliteter omkring Reagans atomskjold. Hvad vi dog ikke havde været sparet for i dag.

Fire stjerner til et førsteklasses kammerspil, der vil være femstjernet teater for indviede.

PLUTO: HUNDEN BIDER IKKE HELE TIDEN

Der er godt smæk på musikken allerede fra første seating kl 17.30 på Pluto.

Den populære incrowd restaurant på hjørnet af Borgergade og Landgreven, kun et par minutter fra Gl. Scene på Kgs. Nytorv, bliver hurtigt fyldt til tonerne af et saftigt, trendy soundtrack, der frisætter en forførende følelse af at være med på beatet. 

Hvad sagde du? Jeg sagde med på beatet.

Den levende, livlige stemning er nærmest en del af varemærket i Pluto-gruppen, som i dag består 7 forskellige restauranter; To Retour i København, én i Århus, Pluto i Borgergade, søsterrestauranten Gorilla i Kødbyen, den såkaldt syndige italiener, Barabba (som er nummer 1 på min next stop liste), samt den også anbefalelsesværdige Restaurant Maison i Dronningegården.

Hvor sagde du? Jeg sagde Dronningegården!

Pluto åbnede i Borgergade tilbage i efteråret 2012 og var tidligt oppe på trenden med stribevis af små deleserveringer family style’ i en vekslende menu uden dogmeregler. 

Indretningen er rå New York uden unødvendigheder, men med masser af livlig stemning, dæmpet belysning og åbent køkken. Maden er uformel og ærlig – fra østers og snacks til fælles hovedretter af kød, fisk og skaldyr.

Er den halvdyr? Nej, jeg sagde skaldyr!

Min ledsager og jeg steg hurtigt på menuen som vi supplerede med udmærket Samur Blanc på glas fra Chateau  Yvonne i Loire.

Vi lagde ud med at dele en omgang Gillardeau østers, helt straight serveret med vinaigrette. Snart fulgte småretter som hummus med persille-edikke og arancini’er af safran risotto med Talleggio fyld.

En glimrende tatar i smuk servering udgjorde kødsekvensen sammen med  papirtynde skiver saltet okse, der gemte sig under frisk salat, toppet af et gavmildt lag revet Manchego.

Et pænt stykke kulmule med nye kartofler og kærnemælk forekom lidt sjusket i serveringen, det samme gjaldt en lidt besynderlig pasta, der blev fugt af et par un-spicy og lidt uinspirerede chickenwings i ’Buffalo sauce’

På dette tidspunkt fik jeg en fornemmelse af, at man måske hellere skulle have valgt a la carte og klaret sig med færre, lidt mere fokuserede serveringer.

Jeg vil dog ikke afvise, at det muligvis var den livlige stemning, det gode selskab og den tætte chianti, der nu var kommet i glasset, som fik koncentrationen til at vakle lidt.

Konceptet med de 10 serveringer sætter under alle omstændigheder en festlig ramme om en middagsaftale, og menuprisen på 990,- for 10 deleserveringer forekommer helt i orden.

Der er måske ikke lige meget BID i det hele, men der er gang i den hos Pluto, og man får en komplet ’bistronomisk’ aften i en frisk setting med god mad, kvik, imødekommende service og højt humør. 

God fornøjelse.