ET TYSK LIV I SKUESPILHUSET

 

★★★★

 

ET TYSK LIV NAZI-DOKU I (LIDT FOR) LANGSOM GENGIVELSE

 

Nazi-sekretæren Brunhilde Pomsel udfordrer selvtilstrækkeligheden i et noget langtrukkent lærestykke om, hvad der sker, når man bliver regimets logrende hale, og ender som medløber i dødsræset mod undergangen.

Et tysk liv - - detskuduse anmeldelse

Foto: Camilla Winther

Wir Schaffen das (den klarer vi) – proklamerede kansler Angela Merkel resolut, da hun i 2015 åbnede Tysklands porte for den syriske flygtningestrøm, der skyllede ind over Europa, tryglende om hjælp og medmenneskelighed.

Herhjemme slap vi nogenlunde billigt med den vildt presse-hypede flygtningemarch op ad motorvej E45, før vi fik ekspederet problemet videre over til svenskerne.

Den vanskelige flygtninge/indvandrer-debat skaber brudflader på kryds og tværs af Europa, men det er tydeligt, at Tyskland, for evigt brændemærket af nazi-årene, føler sig udstyret med en særlig moralsk forpligtelse.

Nazismens uhyrligheder efterlader spøgsmålet om, hvordan det kunne gå så galt i et ellers oplyst og kultiveret samfund. Kunne det have været os, og kan det ske igen?

Skuespillet Et Tysk Liv, der er aktuelt i Skuespilhuset, er et lærestykke i, hvad der sker, når gode mennesker vender det blinde øje til.

De fleste er vel enige om, at det tyske folk (fraset de nazistiske topledere forstås) ikke var ren djævleyngel, udstyret med et særligt nederdrægtigt DNA.

Flertallet var almindelige mennesker som dig og mig, der for længe sad på hænderne i en blanding af magelighed, selvtilstrækkelighed, uforstand og afmagt.

Folk, der lod sig forføre og ikke opdagede, de befandt sig på grusomhedens glidebane, før det var for sent.

Kirsten Olesen er Brunhilde Pomsel i et Tysk Liv, som er en dramatisering af den østrigske 2015-dokumentar om den tidligere sekretær for Hitlers propagandaminister Josef Goebbels.

Brunhilde Pomsel stillede op til det stærkt omtalte, superæstetisk sort/hvid producerede film- og tv-interview, og fortalte sin historie to år før hun døde i 2017 som 106-årig. Du kan se trailers m.m. på You Tube.

Hendes skrivebordsjob i propagandaministeriet bestod bl.a. i at nedjustere tyske tabstal – og opjustere antallet af voldtægter på tyske kvinder, begået af Den Røde Hær.

Derudover havde hun vistnok et godt øje til ministeren, som altid var velklædt og charmerende, og havde en fantastisk evne til at spille skuespil.

Goebbels husker du måske som skræmmende folkeforfører i den berygtede Ønsker I Den Totale Krig-tale til en hysterisk jublende tilhørermængde i Berlin Sportspalast, da krigslykken var ved at vende. Og som kærlig far til seks børn, som hustruen giftmyrder i en slags barmhjertighed – ét for ét, skildret uafrysteligt i filmen Der Untergang i en af filmhistoriens mest isnende scener.

Pomsel var et af de allersidste vidner fra nazi-inderkredsen. 1 million reichsmark spørgsmålet er, om vi kan genkende noget af os selv i hende.

Iscenesætteren Liv Helm har fravalgt brug af de sædvanlige videoprojektioner af heilende folkemasser og stramt koreograferede nazi mega-events. I stedet er opsætningen udstyret med en fabelagtig scenografi af massiv, symbolsk tyngde.

Fortil snorlige rækker af hvide stole i perfekt symmetrisk orden, hvor Pomsel stilfærdigt træder ind og sætter sig, for at dele sine erindringer om ungdom og arbejdsliv med os – ganske upåvirket af alvoren og i upåklagelig, kronologisk orden.

Bagtil en kafka’sk helvedes-udgave af samme stole smadret sammen i et ubegribeligt, ultra langsomt zoomende kaos, der tegner krigens totale destruktion og humanismens nedsmeltning.

Kirsten Olesen leverer en fornem præstation som den fortællende Brunhilde Pomsel, der hverken er nazist eller interesserer sig synderligt for politik, men blot er glad for at have et godt, velbetalt job, som hun passer engageret og professionelt, uden noget ønske om at stikke næsen i andre folks sager.

– Den propaganda, jeg selv var med til at administrere, var så god, at jeg selv troede på den. Og ingen af os var faktisk interesserede i at vide ret meget mere. I dag kan jeg godt se, at det var en fejl ikke at tænke mere over tingene. Omfanget af nazisternes forbrydelser var jeg fuldkommen uvidende om. Skal jeg tage ansvar for noget, jeg ikke vidste?

Kirsten Olesens karakter har dramaturgisk set det indbyggede problem, at hun insisterer på at være et helt almindeligt karrieremenneske, placeret i nogle ualmindeligt modbydelige omstændigheder.

Som karakter forbliver hun derved sært uspændende, også når lagene langsomt skrælles, hvilket selvfølgelig er en del af pointen. Fra et tilskuersynspunkt er det ret udfordrende.

Der ER bare mere skub i en ægte psyko som Hannibal Lector, der foldede sig ud på nat-tv, da jeg lidt uforløst kom hjem fra teatret. På en eller anden måde giver rollen ikke Kirsten Olesen nok at spille med, og hun virker ikke så komfortabel og overbevisende i rollen, som vi er vant til at se hende.

Et Tysk Liv er nødvendigt teater på højt, professionelt niveau, men når man siger nødvendigt, plejer det også at dække over en mangel på noget. Spænding, for eksempel.

Desværre er Et Tysk Liv en pænt kedelig oplevelse med sine to timer uden pause, der får sit publikum til at karte rundt i sæderne undervejs.

Forestillingens raison d’être forstås ikke mindst som et heads up til et yngre publikum – en del af den læring, der hedder, at historien faktisk godt kan gentage sig, og måske allerede er i færd med det.

Her fejler stykket, alle gode intentioner til trods – fordi man, som vi siger i reklamebranchen, ikke kan kede folk til at købe hverken et produkt, et synspunkt eller en nødvendig reflektion.

KONGELIGT SMØRREBRØD I KONGENS HAVE

Orangeriet i Kongens Have, få minutter på cykel fra Skuespilhuset, er en kongelig oplevelse netop nu, hvor efteråret maler barokhaven i de smukkeste orangegule farver, som kan nydes gennem restaurantens kæmpe vinduer.

Spis tidligt, er rådet i disse coronatider. No problem, siger jeg, med de super lækre smørrebrødssnittter, á 95 kr., som Orangeriet serverer til frokost for tiden.

Klassisk uden at være gammeldags, moderne uden at være de dumsmarte nyfortolkninger, man efterhånden er blevet lidt træt af.

Køkkenet anbefaler 2-3 stykker af disse smørrebrødslækkerier i en behagelig medium størrelse. Jeg måtte styre mig gevaldigt for at holde det nede på tre.

Jeg valgte et stykke med karrysild, lækkert anrettet på virkelig godt rugbrød med tyndtskåret æble, æg, kapers og masser af frisk dild.

Derefter æg og rejer – en kongelig mundfuld med flotte rejer i en syndigt velsmagende citronmayo.

Slutteligt et stykke med fritteret rødspætte, sprød, lækker og serveret med god remoulade, rå gulerod og en slags sne af eddikepulver, der gav en god syre og så kønt ud på tallerkenen uden at blive – ja – dumsmart. Mums.

Fadøllet er det gode fra Møn, serveret iskoldt i vinglas så det løber lige ned i løgnhalsen.

 

Lige siden jeg gik, har jeg overvejet, hvor hurtigt jeg kan komme tilbage og smage de andre stykker fra kortet. Velbekomme.