MASKEBALLET | OPERAEN

★★★★☆☆

Foto: Camilla Winther

MASKEBALLET: FOR LIDT KNALD PÅ

Maskeballet åbner bragende flot med en slags forudsigelse af plottet, hvor de tre hovedkarakterer går til grunde i en altopslugende, djævelsk malstrøm. Virkelig raffineret mikses videoteknik og live optræden til et forbløffende cinematisk udtryk, tilsat Verdis dramatiske musik. Måske årets intro i Operaen!

Magien holder desværre ikke hele vejen hjem, men det kan man starte med klandre Verdi og hans manuskriptforfatter for.

Opsætningen er en veldrejet co-production med den Norske Opera & Ballett, fermt og loyalt iscenesat uden skabagtigheder af den prisvindende, polske instruktør Karolina Sofulak, med dramatisk, blåtonet
thriller-scenografi af Alex Eales, skønne kostumer af Jon Morell, og et lysdesign af Guiseppe Di Iorio, der render med en stor del af roserne. 

En smukt og sikkert produceret forestilling her op til jul, med gaver til både ører og øjne fra først til sidst. Men der er et eller andet, som gør, at den aldrig rigtigt kommer ind under huden.

Der er bogstavelig talt for lidt knald på den utroskabsintrige, der skal få os til at investere følelserne og lide med de implicerede.

Verdi skrev Maskeballet i 1850’erne, nogenlunde i samme periode, som mesterværkerne La Traviata og Rigoletto, der begge står som noget nær selve definitionen på opera i dag.

Det musikalske slægtskab med specielt Rigoletto fornægter sig ikke i Maskeballet, der dog ikke synes at have helt den samme, ekstraordinære kvalitet.

I grunden er det sært, da plottet rummer flere af de klassiske, psykologiske lag, der normalt garanterer et gribende output. Stormende, forbudt kærlighed, jalouxi, ydmygelse, hån og hævn.

Historien er novellistisk dokumentarisme – eller skal vi bare sige inspireret af virkelige begivenheder.

Gustav III af Sverige havde i 1770’erne lænset den svenske statskasse så grundigt med sin krigsførelse, at det fik tronstolen til at brænde under ham.

Fattigdommen bredte sig. Aristokratiet konspirerede. Sammensværgelsen kulminerede under et maskebal i Stockholms opera, hvor kongen blev skudt i ryggen af Grev Anckarström, der hurtigt blev pågrebet og komplottet optrævlet. 

Kong Gustav, der i øvrigt var meget operainteresseret og selv skrev libretto’er, døde 9 dage senere.

Anckarström blev pisket, radbrækket, halshugget og lagt på hjul og stejle.

(Hvis du ikke lige husker det, dækker udtrykket over, at bødlen parterer liget efter halshugningen og lægger kropsdelene til skue på vognhjul monteret på høje pæle.

Denne særligt vanærende straf ramte også Struensee, men det er en anden historie. Han ligger i øvrigt begravet i Sankt Petri kirke – nu ved du, hvorfor han kan være i et skrin under gulvet!

Maskeballet kalkerer Kong Gustav-historien og tilføjer et opdigtet, svidende lag af kærlighed, der skal være med til at vække følelserne og drive det ellers lidt teknokratiske plot frem.

Kongen er i Verdis udgave brændt varm på Amelia der er gift med hans bedste ven – ups! – grev Anckarström.

Selv om forholdet aldrig når længere end til tegnebrættet, farer den forsmåede Anckarström i flint, da han får nys om, at der er uro på bagsmækken, og udråber Amelias dødsdom. (I betragtning af, at affæren aldrig har været i nærheden af at blive knaldet ordenligt igennem, tager hun det forbavsende pænt –  og slipper i øvrigt med skrækken.

Kongen kommer ret hurtigt til fornuft og afskriver drømmen om Amelia, men bliver overhalet indenom af Anckarströms hævn, der ved tilfældighedernes spil er blevet accelereret af andre, mere politisk motiverede forræderes blodtørst.

Altid overbevisende Johan Reuter synger Anckarström-partiet med stor bayton’sk dominans, men også smukt, sårbart og ydmyget, da han opdager hustruens spirende, omend ufuldbyrdede interesse til anden side.

Utroskabet stoppede godt nok, inden det startede, men hun er næppe den første, der er blevet dømt på intentionen alene.

Allerbedst denne premiereaften er den svenske sopran Gisella Stille, der især i den centrale kirkegårdsscene viser internationalt niveau som Amelia, der er fanget i den klassiske  #Me Too fælde. For selv om Matteo Lippi’s tenor forekommer lidt skarp, kan det jo godt være svært at sige nej til kongen.

Trods meget godt at sige, kommer Maskeballet kommer aldrig rigtigt ind under huden. Der er noget med dén kærlighedshistorie, der aldrig bliver vedkommende nok, til at man vil parkere sit hjerte deri, endsige fælde en tåre derover. Der savnes noget knald på, både rent bogstaveligt og lidt mere generelt i det manuskript.

Symptomatisk ender det hele næsten lidt for komfortabelt med, at kongen tilgiver dem alle sammen, mens han udånder over et stort skib af glas, som måske illustrerer noget med skrøbeligheden i kærlighedens rejse. 

Resultatet, for nu at blive i juleterminologien, er en lidt for blød pakke, der underleverer på ondskab, lidenskab og stærke farver på paletten.

Første gang, jeg besøgte Restaurant Barr ovre på Holmen nær Krøyers Plads, var i sensommeren i forbindelse med Operaens come-back premiere på Faust.
Både middagen og forestillingen var førsteklasses.

Ved den lejlighed fik jeg virkelig gode østers i raffinerede, sommerlige maskeringer, samt små, delikate grøntsags-serveringer med tomat og sommerblomster.

Det var ren mad-poesi og fik mig til at ærgres over, at jeg ikke havde tid til at få das ganze noch einmal, som Far sagde.

Jeg greb chancen for en genvisit her op til premieren på Maskeballet, hvor menuen var gået i afdæmpet jule-mode.

4-retteren til 595,- lagde ud med pudsig, lille appetizer, der så glimrende klædte resten af min gintonic.

Værs’artig – Salt klejne med tørret andebryst og en lille skål mousse af stegt andelever on the side. Ja tak.

Herefter en velsmagende, omend ikke så køn servering af taskekrabbe under et låg af grillet vinterkål, på et leje af en slags persillecreme, omringet af skummende ølsauce.

Efter første bid blev det noget rod at se på, men faktisk var det en ambitiøs smagsoplevelse, serveret ret henkastet – en stil man godt kan kalde en vibe, de dyrker her på Barr.

Hovedretten var bagt rødfisk, der er så næsten nisse-festlig ud med sit store røde hovede, som lå dér og stirrede undrende på mig, mens jeg nød det perfekt tilberedte fiskekød sammen med grillet savoykål og syltede, grønne jordbær. Enkelt, let og elegant uden at være opstyltet.

I glasset kom en overraskende flot Pinot Noir fra Bourgogne, der have saftig volumen af frugt uden at løbe fisken over ende. Et rigtig godt glas.

Bedste ret var måske desserten, som lignede et blødkogt æg, men var en toppet kugle sorbet af syrnet fløde, med et skvæt egebladsolie i toppens hulning. I sig selv en laber, lille aha-oplevelse – enkelt anrettet på en køn keramik med coulis af vilde brombær og søde urter.

Så var klokken 30 minutter i opera, og selv om det er næsten lige ved siden af, var jeg endnu en gang nødt til at forlade Barr uden ligesom at have fået nok.

Køkkenet kan hel masse med fantasi og håndværk, der sammen med den gode karma i lokalerne gør stedet så absolut værd besøge.

Velbekomme.