BORTFØRELSEN FRA SERALIET| HAMBORG STAATSOPER
★★☆☆☆☆
Foto: Jörg Landsberg
ANMELDELSE BORTFØRELSEN FRA SERALIET: FOR LIDT AF DET HELE
En tyndbenet og fjollet iscenesætttelse af Mozarts gennembrudsopera Bortførelsen Fra Seraliet gør ikke Wolfgang’s geni ære i denne opsætning på operaen i Hamborg, der for en gangs skyld skuffer sit kræsne publikum.
Der er for lidt af alting i en forestilling, der ubetinget savner geswung for at give krop og sjæl til den tynde kop tyrkiske the, der udgør historien. Skitser til Mozarts senere opera-magi anes, og hjælper lidt på det hele.
Mozart dirigerede selv uropførelsen i Wien i 1782. Der er for mange toner, indvendte Kejser Josef, der sponserede det tysksprogede værk som modvægt til datidens italienske opera-invasion. Hvortil Mozart modigt replicerede: Der er præcis det antal toner, der skal være. Historien er god men vist ikke helt sand.
Konstanze elsker Belmonte, men er spærret inde i haremmet (Seraliet) på tyrannen Bassa Selim’s osmanniske palads, hvor det kronragede muskelbundt Osmin vogter nidkært om damerne.
Det centrale parti som Osmin fornægter ikke sit humoristiske potentiale og er absolut velsunget med dunderrøst af barytonen Ante Jerkunica.
Jeg holder meget af Osmins enkle opskrift på problemknusning, som er et mantra, han gentager flere gange undervejs.
Først halshugning, dernæst hængning, så afbrænding, drukning og sluttelig mishandling.
I nævnte rækkefølge, altså. Jeg er især vild med afstraffelsens første to trin, der fremkalder et muntert billede. Læs det lige igen og se det for dig.
Belmonte er kommet for at befri sin elskede Konstanze, der ind til nu er lykkedes med at undvige Bassa Selim’s gustne sexlyst, men tingene begynder at spidse til, da hun endnu en gang afviser hans tilnærmelser og smider både roser og champagne tilbage i hovedet på tyrannen. Så kan han lære det, det krænkersvin.
Sagen er den, at Bassa Selim, fint leveret af Burghart Klaußer, rent faktisk er forelsket i Konstanze, og ikke vil gøre hende ondt. Bassa higer efter Konstanzes frivillige kærlighed, og jo mere, hun stritter imod des mere forelsket bliver han i hende.
Der er er noget med kærlighed, der ofte er skruet forbandet upraktisk sammen.
Med hjælp fra paladsgartneren Pedrillo lykkes det Belmonte at få job som husarkitekt på Seraliet, med henblik på at iscenesætte en befrielsesaktion hvori også Pedrillos udkårne, stuepigen Blonde kan indgå.
I en munter scene lykkes det at drikke fangevogteren Osmin under bordet efter at have været en tur omkring klicheen med pivstiv luftguitar.
Flugten bliver imidlertid opdaget og det hele ender i hat og briller.
I finalen viser tyrannen Bassa Selim imidlertid nåde, og løslader de fire elskende på kærlighedens bud.
Det var på den tid kunstnerisk klogt (hvis ikke ligefrem nødvendigt) at tegne et billede af magtens mænd, som vise og tilgivende, i dag ville samme tilgang autoriteterne udløse øjeblikkeligt tab af street credit…
Bum – og så er den potte ude.
Som du nok fornemmer, skal det naive syngespil pimpes mere end godt op, for at blive spændende scenekunst.
Man håbede på et prægtigt, guldglimtende perserpalads, eller måske bare en skummel opdatering til mørk rockerborg med trafficking for fuld Svetlana – men får i stedet en halvtom scene hvorpå der er smidt et par slidte madrasser.
Fantasiløsheden er tilsat en faktisk ret cute videoprojektion af nogenlunde charmerende, tegneserieagtige animationer.
Rekvisitafdelingens mest signifikante bidrag er en ret stor økse, som Osmin kontant bærer på sig, et baseballbat samt arme og ben fra en mannequindukke, som det lykkes at prygle Osmin med i en scene, der forekommer temmelig åndssvag, for nu at sige det, som det er.
Der er simpelthen ikke ret mange points for denne iscenesættelse, der nok kan undskyldes for sine coronarelaterede begrænsninger og et instruktørskift sent i prøveforløbet. David Bösch lægger navn til, og er næppe heller helt vild med resultatet.
Det bedste ved forestillingen er den unge Mozarts forfriskende musik i hænderne på ’vor egen’ Adam Fischers energiske og levende direktion.
Man aner i dette tidlige værk skitser til noget af den magi, Mozart tryllebinder os med i senere, indiskutable operahits som Figaros Bryllup og Cosí fan Tutte.
Nyd musikkens lethed og gennemsigtighed. Glæd dig over de fænomenale dobbelt-duetter hvor fire elskendes sanglinjer vikler sig ind og ud af hinanden i mageløs, ekvilibristisk komposition. Dét er kunst.
Hamborg underpræsterer for en gangs skyld med denne Mozart, der trods sine udmærkede solister ikke lever op til det sædvanlige, høje niveau.
STEGT VANDMAND SKUFFER FÆLT
The Dining Room går for at være et af Hamborgs topspisesteder. Det var ikke tilfældet, da jeg besøgte den hypede og lidt for smart indrettede restaurant.
De gratinerede østers havde lidt kvælningsdøden under et tætsluttende lag stivbagt Comté og gjorde med ét den ellers helt ordinære rejecocktail ’Rockefeller’ mere interessant.
Helt skidt var signaturretten, stegt vandmand med pinjekerner og Feta, som jeg vil placere højt på listen over det mest ulækre, jeg har fået på en restaurant.
Bedre gik det på Hamborg klassikeren Café Paris nær Rådhuset, hvor folk stadig står i kø for at komme ind og nyde den gode tatar og den travle stemning. Anbefales til hver en tid.
Et nyt, pudsigt fund er Petit Bonheur, frankofilt til fingerspidserne og med en super hyggelig dagligstuestemning, der omfavner de klassiske, franske retter.
Jeg fik et par fantastisk gode, ristede kammuslinger med en slags hollandaiseskum, som tilsammen skabte en udpræget aura af luksus. Skøn frokost i et kvarter med sære små undergrundsgallerier, som f.eks. Heliumcowboy.
VLET in der Speicherstadt er et smart, nyt eftertragtet spisested i det hypede pakhuskvarter, som i en beklagelig, tam corona-setting med en husblok mellem bordene, blev en uventet fattig oplevelse på trods af udmærket bouillabaise og dessert med henkogte frugter.
Jeg har senere fået nys om hvor jeg hellere skulle have spist, så det hører du nærmere om næste gang.
