MAHAGONNY | KOMISCHE OPER
★★★☆☆☆
Foto: Iko Freese
ANMELDELSE MAHAGONNY: BARRIE KOSKY PÅ SKRUMP
Stjerneinstruktøren Barrie Kosky er kendt for sine showprægede opsætninger af operaklassikerne, der gerne dulles op til bristepunktet med spektakulær scenografi, skamløs sex og udfordrende sjov. I sin sidste produktion som chef for Komische Oper i Berlin, har han desværre fundet kontrapunktet.
Kosky leverer en atypisk mager, indeklemt, og halvfattig udgave af Kurt Weil/Bertolt Brecht operaen Mahagonny – Aufstieg und Fall der Stadt Mahagonny som den korrekt hedder.
Mahagonny er en krads kapitalisme-kritiker, skrevet i 1920’ene med musikalske referencer til både opera, musical og jazzede stilarter.
Plottet hudfletter det kaos og den kyniske frihjulskapitalisme, der var en del af the roaring 1920’ies i såvel Rockefellers USA som Weimartidens Berlin.
En dans på vulkaner, der f.eks. skildres så blændende i tv-serie hittet Babylon Berlin, som der heldigvis er en sæson eller vist oven i købet to mere på vej af.
Plottet er en slags post-John Wayne Wild West romantik, der går ad h til.
På flugt fra FBI grundlægger tre flygtende venner in the middle of nowhere en utopisk by ved navn Mahagonny, der skal lokke folk til med billig sprut, villige kvinder og løftet om et perfekt liv.
Show me the way to the next whisky bar – den er fra Mahagonny – ringer en klokke?
Det lyder jo mægtigt, og går fremragende i starten, ind til en gammeltestamentligt, straffende storm truer med at smadre det hele.
Stormen skåner Mahagonny i sidste øjeblik, og byen kvitterer med et endnu mere løssluppent moralkodex.
Du kan tillade dig alt, blot alt blot du kan betale. Er du sulten? Spræt dog en gris op midt på scenen og æd dig ihjel, sejlende i blodige tarme. Just do it!
Forestillingens to akter udspillles i samme, nøgne scenerum, indsnævret af to skråtstillede skillevægge, der presser det samlede cast sammen i et symbolsk kaos.
Beklædt i første akt med en sort grafik, der ligner en mellemting mellem et hønsenet og et badeforhæng fra IKEA.
Fra anden akts begyndelse trækkes forhænget væk, og væggene fremstår nu som gigantiske spejle, der med kalejdoskopiske genspejlinger, efter sigende udstiller en selfie-agtig narcisisme, jeg tilstår, jeg har lidt svært ved at fange.
I hvert fald ender det galt, da Jim Mahoney, en tilrejsende lumberjack fra Alaska’s barske skovhuggerliv, først sætter alle sine penge på taberen i en boksekamp, og dernæst gi’r omgnge til hele baren uden at have en cent på lommen. Straffen er døden.
Hele castet er i anden akt klædt i sorte pailletdragter, som dels er et spektakulært syn i de vinklede spejlinger, dels illustrerer kapititalismens glitrende forløjethed.
Jims henrettelse er pænt ulækker, da han først får stukket øjnene ud, og dernæst stikkes ned med en kniv der går på omgang blandt hele castet. Han spilles effektivt af Allan Clayton med Nadja Mchantaf som Jenny, der også vælger at skride fra det hele til sidst.
Forestillingen reddes på målstregen af et ualmindelig flot finale. Døende på scenegulvet ligger Jim mens et ret langt og virkelig flot stykke kormusik afvikles med hele castet demonstrativt off stage for at understrege ensomheden og ulyksaligheden.
Det er et Rekviem for Dollars, der i sig selv giver kuldegysninger – og så kan det godt være, at forestillingen generelt ikke når de vanlige Kosky-højder, men helt mistet grebet, har mesteren altså ikke.
Den normalt så overskudsramte stage director skuffer noget i sin sidste nyopsætning på hjemmebane, men er stadig min favoritinstruktør, og jeg glæder mig til at følge ham freelance rundt i Europa, f.eks når han sætter Eugen Onegin op på San Carlo i Napoli til sommer. Bare et tip.
Tre stjerner til en forestilling, som man nok kan køre længe rundt i, men som set fra passagersædet ikke er den mest spændende teaterlørdag, jeg lige kan mindes.
HØJ PROMI-FAKTOR HOS BORCHARDT
Nu tænker du, det er noget med promiller, men vi snakker faktisk om kändisfaktor – bare på tysk.
Uden Borchardt var Berlin ikke en rigtig metropol.
Det er på Borchardt, et stenkast fra Komische Oper, folk som George Clooney, Natalie Portman, Barack Obama og din anmelder fra Det Sku’ Du Se’ træffes omkring teatertid.
Det er her, man ikke blot kommer for at spise, men også for at rende ind i andre promi’er og selv blive set.
Så gør det jo heller ikke noget, at stedets wienerschnitzel siges at være virkelig god og klassikerne fra det franske middelhavskøkken præsenteres ærligt og ordenligt.
August F.W. Borchardts højloftede restaurant med de fire søjler daterer sig tilbage til 1853, hvor den åbnede som vinbar og har således overlevet begge verdenskrige og været med i de brølende 20’ere, som Mahagonny tegner et syrligt billede af.
I DDR-tiden var restauranten inddraget til kokkeskole, og faktisk var var det her, nogle af de ældre chefs i Berlin lærte deres fag. Efter en intens renovering i 90’erne er Borchards nummer 1 på listen over Berlin’ske Promi steder, der også rummer Grill Royal og Paris Bar.
Jeg gik ærkefransk til værks her i Französische Strasse 47. Rejer, østers, grøn salat, Chablis, vand og kaffe. Priserne er nogen lunde afslappede og den historiske ambience nklusive.
Jeg spiser her altid, inden jeg skal i Komiche Oper. Barack har jeg ikke lige set for nylig, men husk alligevel at reservere bord, da der altid er fuldt hus.
