DIE SCHWEIGSAME FRAU • GÖTEBORG

★★★★★★

Foto: Lennart Sjöberg

ANMELDELSE DIE SCHWEIGSAME FRAU: BARRIE KOSKY SEJRER

Det er ganske enkelt fabelagtigt, hvad der foregår i stjerneinstruktøren Barrie Kosky’s iscenesættelse af Richard Strauss’ die Schweigsame Frau (Den Stille Kone) på Göteborg Opera.

Et sandt festfyrværkeri af komiske optøjer, kombineret med en musikalsk pragtleverance af Strauss’ blændende partitur, der i flere sekvenser rammer det sublime inden for operakomposition.

Såvel solister som orkester har Salzburg Festspiele-niveau i denne opsætning af Strauss’ sjældent opførte comedy-opera, der i Barrie Kosky’s ustyrlige regie er løftet til skyerne i et pragtfuldt clash mellem Mel Brooks, Muppet Show og gribende kærlighedssekvenser med musik så skøn, at hjertet ind i mellem hopper et par taktslag over. 

Historien, der har libretto af den blændende forfatter Stefan Zweig, er buffa med referencer til Mozart og Rossini. Figaro, Barberen og i dén boldgade.

En ensom og gnaven søofficer, Sir Morosus, med nultolerance overfor støj, ønsker sig En Stille Kone at dele livets efterår og sin betydelige formue med. 

Officeren betror sig til sin barber, der ligesom ham fra Sevilla, viser sig at være en talentfuld fixer, der kan få ting til at ske, og nok mener at kunne levere nogle passende kandidater til et stilfærdigt ægteskab.

Da Morosus’ nevø pludselig braser ind i historien, bliver det indviklet. Gensynet er så hjerteligt, at officeren kommer til at love ham hele arven.

Imidlertid viser det sig, at nevøen er droppet ud af sin borgerlige tilværelse og er blevet operasanger (hvor useriøst er dét lige). Han har tilmed indladt sig med et operakompagni, der elsker at optræde, og godt kunne bruge pengene. 

Ved tanken om den larm, der omgiver et operakompagni, fortryder Morosus og tilbagekalder arven.

Med barberens listige hjælp iværksættes nu en plan, der skal sikre søofficeren en stille kone gennem et fingeret ægteskab, der ved sin ’ophævelse’ alligevel vil kanalisere pengene ned i lommen på opera-nevøen og hans frivole venner. 

En indviklet operation, der dog synes at kunne gennemføres ved hjælp af operakompagniets sangere i talløse forklædninger, og måske oven i købet lykkes med at lære Morosus at genfinde kærligheden til livet. 

1. akt er baseret på en blændende regie-idé, der er såstorartet ogligetil, at jeg ikke forstår, hvorfor ingen har fået den noget før. Jo, Peter Langdahl kunne faktisk godt have fået den, det er lige hans stil.

Operakompagniet tropper op i deres samlede kostumearsenal, hvilket betyder, at vi nu har omkring 30 af operahistoriens mest ikoniske figurer på scenen samtidig.

Rigoletto med sin narrehat, tyrefægteren fra Carmen i fuldt ornat. Brunhilde med superwagnersk vingehjelm. En småhostende Traviata med blodigt lommetørklæde. Madame Butterfly i hvid sminke og rosenkinder. Turandot med überkinesisk hovedbeklædning. Egyptiske guder fra Aida anført af Anubis i sin uhyggelige sjakalhjelm. Ridder Lohengrin med hvid svane. Salome med afhugget hoved i favnen. Falstaff, fed, fjoget og voksenmobbet ud på et sidespor…..

Det er et syn for guder, og hylende skægt, når f.eks. Wotan ikke kan holde nallerne fra Tosca, og flere kommer lidt op at toppes internt i gruppen, mens historiens gakkede hovedspor udvikler sig, og masterplanen tager form.

Det er tydeligt at Kosky har moret sig, og resultatet er pragtfuldt. 

2. akt etablerer det planlagte snydebryllup, mens komikken vender til sekvenser af gribende kærlighed, hvor operaens musikalske kvaliteter træder helt frem under Yoel Gamzou’s indfølte direktion og fortolkning.

3. akt åbner med et af de mest blærede sceneskift, jeg længe har set. Søofficerens abstrakte bolig åbner sig, som man vipper låget af en skotøjsæske, hvilket får en flod af guldmønter til at styrtregne ned over scenen, mens den nybagteofficer-hustru er gået bimbo amok, og er i færd med at ændre hjemmet til en våd drøm af pink.

Klapsalverne hagler ned over denne perle af kreativ omgang med sceneteknik.

Kosky’s intelligente take på komedien er elementært underholdende, selv gennem mere end  3,5 times spilletid, indtil skilsmissen går i vasken, Morosus kollapser i chok, og vågner op til, at hele dette scam afsløres, og den gode stemning atter breder sig. Skøn er musikken, som han siger, især når den stopper. 

Anders Lorentz er fremragende i hovedrollen med sin overbevisende basbaryton, mens Sofie Asplund som snydehustru viser stort dramatisk og vokalt overskud, og nok havde fortjent en melodisk hit-arie eller to i operaens usædvanligt afvekslende komposition, der konstant tager ny farve efter replikker og stemninger. 

Det er kort sagt en operaaften langt ud over det sædvanlige. Og hvis du vil forkæle din operainteresse, så er det omgående afsted til Göteborg, hvor denne perle kan opleves til 6. april. 

Seks stjerner fra Det Sku’ Du Se.

GØTEBORG LYN TIPS

Prisbillig og lidt sjov indkvartering i Göteborg finder du på det største sejlskib, der er bygget Norden.

Barken Viking er en 4-mastet kæmpe på 108 meter, der ligger til kaj som hotelskib i havnen kun 250 meter fra Göteborg opera. Skibet, der bl.a. har sejlet på Australien og Sydafrika har metalskrog, og er bygget på B&W i København i 1906. Overnat centralt i kahyt med koøje og morgenmad i kabyssen. Flot lyssat by night.

Göteborg Operaens restaurant overrasker med sin gode kvalitet og en fin havneudsigt.

Køkkenchefens anbefaling, en teatermenu  til 595,- svenske excl. vinpairing blev indledt med  carpaccio af røget kammusling med soyamarinerede rogn af forel i sabayonne sauce på brunet smør, og var en sand lækkerbisken.

 I glasset kom en god Weissburgunder fra Pfaltz, der var helt væk før næste ret kom på bordet. Et flot stykke norsk strei, en vandrende, arktisk torsk, serveret med  skaldyr i sauce vierge (jomfru sauce på oliven, citron, choppet tomat og basilikum.

Hertil en forbavsende god øko/bio Riesling ved navn Vibrations fra Alsace.

Desserten lod jeg servere i pausen som et smæk af sukkertilskud i form af Baily ganache og mocca pannacotta sammen med et udmærket, lidt for lille glas Moscatel  fra catalonien.

En alternativ pre-dinner løsning,  som jeg dog først opdagede for sent, var de kolossale og stærkt fristende rejemadder, der blev serveret i Operabaren på 2. sal i den højloftede foyer. Det bliver næste gang.