CASPAR PHILLIPSON I POSTHUS TEATRET
★★★★★
CASPAR PHILLIPSON LATE NIGHT SHOW – EN UARTIG GENISTREG
Den danske Hollywood skuespiller Caspar Phillipson har begået en lille genistreg af et one-man-show i det løjerlige Posthusteater i Indre By. En charmerende, kompakt solo-kabaret, der imponerer med humoristisk og musikalsk ekvilibrisme, så man smiler hele vejen hjem.
Der er mange veje til Hollywood.
Caspar Phillipson har spillet mindre roller i en række danske film og teaterforestillinger, da han pludselig slår igennem i rollen som POTUS John F. Kennedy i det anmelderroste, oscarvindende doku-drama Jackie med Natalie Portman som First Lady.
(Caspar Phillipson ligner den ikoniske, amerikanske præsident og kvindebedårer på en prik, og det er vel ikke den værste, man kan ligne).
Senere er det blevet til roller i bl.a. Mission Impossible, hvor danske Caspar fra Amager såmænd sælger plutonium til Tom Cruise!
Mens Hollywood og alle vi andre venter på vaccinen, har Caspar Phillipson begået en lille genistreg af et one man show, der forekommer næsten udansk, med sin aura af noget i en anden vægtklasse fra London eller New York.
Iført ulastelig rød velourjakke og butterfly, indtager Caspar Phillipson pianoet, og er alene på scenen den næste lidt over en time, med en buket af intelligente, raffineret-humoristiske sange, flettet sammen af veloplagte causerier og begavede jokes i nærkontakt med publikum.
Sangene, der leveres af den velsyngende og absolut piano-ferme Phillipson, er en stribe skamløse Monthy Phyton hits i lystigt selskab med en parade af artigheder fra den amerikanske humorist, satiriker og singer-songwriter Tom Lehrer’s bagkatalog.
Åbningsnummeret er i hopla med den indforståede, dagsaktuelle titel I Got It From Agnes.
Jeg bliver nødt til at give dig lidt af teksten i en hurtig dansk mock up-version, fordi den så præcist indrammer hele showets underspillede, uartige stemning. Det er sjovt, så det smitter som bare pokker.
Jeg elsker mine venner, og de elsker mig
Vi er så tætte, som man kan være
Whatever vi får – we share!
Jeg fik det fra Agnes
Hun fik det fra Jim
Vi er alle sammen enige om,
at det MÅ have været Louise,
der gav ham det til HAM…
Hun fik det selv fra Harry,
der fik det fra Marie,
Og alle ved at Marie…
Got it from meee!
Max fik det fra Edith
Som får det hvert forår,
Hun fik det fra sin Daddy
der giver hende alt…
Hun gav det videre til Daniel
– hans spaniel har det nu…
Og så kører smittekæden ellers videre derudaf, vers efter vers, så man er helt flad af grin. Det er rent ud sagt kongeligt!
Andre upassende Lehrer-titler fra showet er The Masochist Tango, Poisoning Pigeons in the Park, og så er der jo den helt absurde, crazy tungebrækker The Elements.
Her opregner Tom Lehrer, som den matematikprofessor, han (også) er, alle grundstofferne i det periodiske system, i en vanvittig sang, der har sin lystige musik fra musicalkomedien Piraterne fra Penzance – men dén historie og dens indbyggede scenetradition kan du selv gå ind og høre, for jeg kan næsten ikke huske den selv, for bare latterkramper.
Musikalsk er vi i kabaret-afdelingen, lidt ballroom, lidt revy, lidt vaudeville, og så er der indlagt en stribe fornøjelige danske, syng med-numre, f.eks.Otto Brandenburgs kække sømandsvise med alle pigerne – Susanne, Birgitte og Hanne… som spejler dén med Alice så veltænkt.
Caspar Philipsson er i storform som entertainer, og man har kort sagt en opløftet kvalitetsaften i godt selskab med drinks fra baren og afslappet stemning i teatrets corny plysmøbler før, under og efter showet.
Corona-deprimeret? Så er Caspar Phillipsons one-man-show lægens ordre.
KROGHS – EN ELSKET KLASSIKER – FRISK SOM EN FISK
Få hundrede meter fra Posthusteatret finder du Krogs Fiskerestaurant – en københavnerklassiker i rigtig god dagsform og frisk som en fisk. De smukke, klassiske lokaler inviterer til livsnydelse med skøn udsigt til Slotsholmen med Christiansborg, Thorvaldsens museum og Chr. Holms kanal for dine fødder.
Køkkenet byder på de sædvanlige fiskefavoritter som østers, skaldyr og rødtunge i klassisk påklædning, men også på mere moderne serveringer af markedets friske tilbud. Udeserveringen om sommeren er et at byens bedste spots.
Jeg har spist her flere gange og er aldrig gået skuffet herfra. Om det så har været til klassisk lørdagsfrokost, østers og bobler i utide, stille og rolig hverdagsforkælelse med tavlemenuen til en helt ok pris – og for nylig på et Dinner Days tilbud med 3 lækre serveringer på et urimeligt kampagnetilbud til kun 210 kr. excl. vin.
Først en ceviche af rødfisk med såkaldt ’komprimeret agurk, der indkapslede den fine agurkesmag som et perfekt akkompagnement til den lyn-råmarinerede rødfisk med sprød perlebyg og zucchini. Frisk og lækkert.
Nordspansk hvid med passende fad og god krop i glasset.
Herefter langtidsbagt lange (haha) – flot stykke fast, hvid fisk med glaseret gulerod, kartoffelpuré og en skøn sauce på muslinger og pighvar.
Dejlig 2019 Chardonnay fra Pays d’Oc svømmede parsynkront med fisken.
Afslutningsvis: Laber limesorbet med brændt marengs og chokolade-crumble.
Næsten uden at skamme mig nød jeg en senthøstet tysk Riesling til.