NACHTTRÄUME/NIGHT DREAMS • ZÜRICH OPERA
★★★★★★
Foto: Gregory Batardon
ANMELDELSE NACHTTRÄUME/NIGHT DREAMS: ABSOLUT EXCEPTIONELT TOTALTEATER I ZÜRICH
Jeg har ganske enkelt aldrig set noget lignende. Marcos Morau’s danse-med-mere forestilling Nachtträume (Night Dreams) spiller for fulde huse på Zürich Operaen i en opsætning, der må være et must see for enhver, der har med moderne scenekunst at gøre.
Forestillingen er en helt forbløffende hybrid af moderne dans, fysisk teater, kabaret, pumpende percussion, skånselsløs house, og poetisk klassisk, spektakulært udfoldet i en scenografi, der på en gang er hyper-minimalistisk og svimlende overdådig.
Den unge, spanske, Valencia-fødte koreograf Marcos Morau (41) sigter bevidst mod det modsatte af traditioner, ideel harmoni og flydende bevægelse. Et take på ballet og fusions-scenekunst, der har sikret flere priser og gjort Morau til et efterspurgt topnavn, både som international freelancer og som leder af sit danse/teatercompagni La Veronal.
I centrum for denne genopsætning af 2022 kæmpesuccesen der gik under min radar, og som jeg først nu har stiftet bekendtskab med, finder vi et gigantisk, rundt bord, hvorover en kæmpemæssig, modernistisk lysekrone i skinnende krom og lysende neon nedsænker sig.
En våd designer-drøm med en sært truende undertone af Werner von Braun’sk Saturn 5 raketteknologi og dystopi.
Morau skaber med Nachtträume et bizart kalejdoskop af bevægelse, visuelle kontraster og rytmiske skift, der antyder diktatur, undertrykkelse, frustration og krise.
På scenen indfinder sig en 34 personers dansegruppe, der fungerer som én stor, synkron organisme, men alligevel formår at stritte i alle retninger. Kostumeringen er uniform i hvide skjorter, sorte laksko, habit-shorts og old-world-strømpeholdere. Snart er de udstyret med en stol pr. næse og stolelegen/udskillelsesløbet omkring magtens bord kan begynde.
I løbet af forestillingen toner påklædningen fra kostskole/business class til sorte pailletjakker og flagrende glimmerkjoler. Dansernes dynamik er lynende præcis og skifter sømløst mellem stram, massekoreograferet disciplin og komplet kaos under fuld kontrol.
Det samlede narrativ er en slags hallucination over temaer som individ versus gruppe og revolution versus autoritet. Det lyder pivåbent, og det er det også. Faktisk er det Morau’s erklærede intention, at publikum selv skal arbejde med at digte en slags handling ind i de fortolkningsparate tableauer, man præsenteres for.
Som en slags sprechstallmeister og gennemgående figur finder vi en æggende drag queen (Ruben Drole) i frivolt, barbenet outfit, toppet af et voldsomt diadem med tætsiddende brillanter, der flasher i den skarpe lyssætning.
Elsk mig, messer han diabolsk til publikum, elsk mig, som drømme elsker natten. Jeg er kommet for at guide jer i mørket.
Da lysekronen udskiller en slags overvågningsdrone tæt besat med blinkende kameraer, går der Big Brother og 1984 i den, mens organismen af dansere udarter desperat og skingert i såvel koreografi som vokalt, med råb og skrig fra scenen. Den gamle verden er på vej mod undergangen, og en ny skal fødes.
Det ene spektakulære stage design afløser det andet i en rejse gennem blandede følelser og ekvilibristisk performance.
Man sidder på kanten af sædet for at få det hele med, i håbet om at forstå alting bedre i morgen…
De hovedløse jakkesætsfigurer er måske set før, men aldrig så godt, og så surrealistisk, som da de 8-10 skjulte dansere afmonterer lysende glaskugler fra lysekronen, sætter dem på halsen som oplyste æggehoveder og danser videre ind i hallucinationen.
Jeg blev næsten svimmel, da samme lamper hang ned fra loftet på restaurant Schiller ved siden af operahuset, hvor jeg dulmede oplevelsen med gintonics efter forestillingen, og drømmene ikke syntes at ville slippe sit greb i mig.
Afslutningen med stjernehimmel og to pianister med hver deres koncertflygel på scenen udarter i ren lyrik, da 30-40 får svæver gennem rummet, båret næsten usynligt af pailletklædte dansere til æterisk klavermusik af noget, der kunne minde om Rachmaninov eller Shostakovich.
Det fabelagtige lyddesign er skabt af Barcelona-komponisten/sound designeren Clara Aguila i en slags DJ mix med indlagte samples af bl.a. Schubert og Kurt Weil. Blændende.
Zürich Balletten forløste Morau’s kunstneriske intentioner forbilledligt, og har mange spændende produktioner på plataken også i den kommende sæson.
Nachtträume er scenekunst af helt forbløffende karat og jeg skal hilse at sige, at publikum var helt oppe at køre under fremkaldelserne. Der er seks stjerner fra Det Sku’ Du Se til denne sublime opførelse, som ud over en rig teateroplevelse gav mig nye, innovative samtidskunstnere på højt kreativt niveau at holde skarpt øje med fremover.
