FAUST • OPERA BASTILLE PARIS

★★★★☆☆

Foto: Franck Ferville

ANMELDELSE FAUST: DJÆVELSK INNOVATIVT I PARIS

Faust af den store, franske operakomponist Gounod, byder på en smuk oplevelse af melodisk, dramatisk orkestrering, men har et alvorligt problem med sin dramaturgi, som er mildest talt ineffektiv gennem det meste af sine sidste akter, hvor det synes vanskeligt at få slået knude på det djævelske plot.

Problemet har lokket den tyske instruktør Tobias Kratzer til at begive sig ud i nogle vilde, ekstemporerede moderniseringer, som for det meste er spektakulært underholdende – og andre steder noget malplacerede i Goethes tragedie fra 1808.

Vi møder doktor Faust i hans misundelsesværdigt smagfulde lejlighed, hvor han netop har haft sex med en smuk luksusprostitueret, der stiger nøgen op fra et lækkert designer sofaarrangement og klæder sig langsomt på.

Til afsked tager hun glædeligt imod hans penge, men ikke hans kys, og frustreret over sin svindende tiltrækningskraft påkalder han djævelen/Mefisto, der dukker op med sit jakkesæt-klædte serviceteam.

Inden længe har Faust indgået en aftale om at sælge sin sjæl for evig ungdom. Jagten på den unge, smukke Marguerite kan begynde.

Foto: Franck Ferville

Når jeg var særligt interesseret i Kratzer’s take på Faust, var det på grund af hans fabelagtige, nyskabende Tannhäuser i Bayreuth, der også var båret af talrige videosekvenser, som i dén grad gav forestillingen luft under vingerne, ikke mindst de mageløse droneskud fra De Tyske Alper, og et begavet, teknisk mix af liveoptagelser fra scenen og præfabrikeret footage.

Her på Bastilleoperaen får vi nogle fantastiske droneoptagelser af Paris By Night, skudt ned gennem et blodrødt, spredt skydække, blæst op på hele operaens bagvæg med Faust og djævelen flyvende foran, tværs gennem det usædvanligt højloftede scenerum i 20 meters højde, mens de leverer deres arier live, hængende ret ubesværet i næsten usynlige snoreophæng.

Det syn er altså ikke hverdagskost, og her må man bare overgive sig.

Foto: Franck Ferville

Det samme gælder en teknisk raffineret sekvens mod slutningen, blandet af live video og  prefab-baggrunds footage kørende gennem tunnellerne, hvor den ulykkelige Marguerite er fanget i den parisiske Metro med kun hende selv og Mefisto i vognen.

Pisseuhyggeligt på kanten af traumefremkaldende. (Jeg tog i hvert fald en taxa tilbage til hotellet)

Til gengæld virker en stribe ridescener Lucky Look-dumsmarte i sammenhængen.

(Faust og Mefisto overmander en deling beredne gendarmer, stjæler hestene og galopperer gennem Paris’ boulevarder ved midnat. Klip til live fra scenen, hvor de sidder og hopper på et par gymnastiksals heste og giver den gas med pisken. Come on.) Ved samme lejlighed flyver de forbi Notre Dame, som de stikker i brand i et visuelt højdepunkt.

Kratzers greb inviterer til en kammeratlig snak om, hvor meget, man bør splitte originalerne ad, for at tvinge en ’spændende’ konceptuel idé igennem. Kratzer går hele vejen.

Foto: Franck Ferville

Efter forestillingen faldt jeg i snak med et selskab af modne, kultiverede franskmænd og pensionerede amerikanske operaturister. Jeg var helt sikker på, at de havde fundet opsætningen rædsom, men tog grueligt fejl. De elskede hvert sekund og skamroste Kratzers innovative indfald.

Iscenesættelsen kan altså diskuteres, men det kan solisterne ikke. De var af højeste klasse og modtog entusiastisk jubel fra pariserpublikummet, der på ingen måde holder sig tilbage.

Foto: Franck Ferville

Mefisto gestaltes fremragende af den Bergamo-italienske basbaryton Alex Esposito – en karakter, som med sin mørke stemme og forførende personlighed er central i operaen.

Doktor Faust, der i perioder overvåges/dubleres af sit eget, tavse alter ego, synges overbevisende af tenoren Pene Pati fra Samoa. Som Marguerite er den ægyptiskfødte sopran Amina Edris en god oplevelse i Gounod’s melodiske arier i en orkestrering, der veksler mellem det romantiske, det tragiske og det overnaturlige.

Det klinger lidt af Puccini i Bastilleoperaens bemærkelsesværdigt organiske akustik.

Foto: Franck Ferville

I flere stræk hæfter jeg mig ved diskrepansen mellem iscenesættelsens action og dialog/libretto. Jeg er med på, at man må se gennem fingre med den slags, når man løfter klassiske fortællinger frem i tiden.

Går kabalen går nu også rigtigt op, denne aften i Paris? Efter flere internationale anmeldelser at dømme, står jeg alene med min tvivl.

Fire stjerner fra Det Sku’ Du Se.