TANNHÄUSER • BAYREUTH
★★★★★★
Foto: Enrico Nawrath
ANMELDELSE TANNHÄUSER: JUBELSTORM OVER GEDIGEN BAYREUTH-BASKER
Tannhäuser i Tobias Kratzers formidabelt underholdende opsætning er helt ualmindelig intelligent skruet sammen af live action og filmklip, der væver sig raffineret og nytænkende ind og ud af hinanden i en scenografi der aldrig stopper med at overraske.
Man sidder med kæben nede på brystet gennem hele repremieren på denne tidlige Wagner-perle, der fuldt fortjent blev kåret som Årets Forestilling af det überkræsne Opernwelt magasin.
Et massivt kvalitetsoverskud kendetegner hver og ét af de store og små tandhjul, der får en megaforestilling som denne Tannhäuser til at køre en vild sejr hjem på et af verdens vanskeligske opera venues – Wagners eget Festspielhaus i Bayreuth.
Til tonerne af Tannhäuser-ouverturen, der bæres af sin perlende, rene melodilinje og sugende højtidelighed, åbner forestillingen med majestætiske droneoptagelser over De Bayerske Alper og områdets eventyrlige slotte.
Kameraet følger en skøn, oldschool Citroën minibus (salatfad) hvor en klovne/skuespiller trup af frisindet kaliber er på vej mod ukendt mål – og dog.
De betagende optagelser er blæst op i gigantisk størrelse på et semitransparent fortæppe. Og minsandten om ikke minibussen ender med at køre direkte ind på scenen med hele truppen ombord, og plottet kan begynde at folde sig ud i Kratzers begavede ekstemporering.
Tannhäuser handler ultrakort fortalt om konflikten mellem hore og helgen, hvor titelpersonen har fravalgt normaltilværelsen til fordel for et lystigere liv i Venusbjerget.
Via en sangerkonkurrence i Wartburg håber hans tidligere elskede at vinde ham tilbage til dydens smalle sti.
Super raffineret er det, at konkurrencen er translokaliseret lige netop her til Bayreuths Festspielhaus. Snart blandes metalaget med den fysiske virkelighed, da truppen bryder ind i teatret og det kort efter vælter ind med politi, mens backstage teknikere febrilsk prøver at holde styr på sagerne. (Drevne Wagnerianere vil ane referencen til Wagners deltagelse i den revolutionære opstand i Dresden)
Det kontrollerede kaos følges i realtime af håndholdte live cams der transmitterer til scenen i en vild picture-in-picture-teknik, der blander tid sted, genrer og scenografiske greb. Jeg har aldrig set noget lignende.
Husk at læse på lektien (plot/kontekst) hjemmefra, da Bayreuth af princip ikke tekster deres forestillinger, hvilket jeg finder beklageligt på grænsen til arrogant, i betragtning af, at publikum kommer fra hele verden for at opleve dette operamekka, og ikke kan forventes at forstå, endsige høre alt, der klinger fra det overflødighedshorn af kor, solister, orkester og sceniske effekter, der tegner en gedigen Bayreuth-basker som denne.
Klaus Florian Vogt er Tannhäuser i en præstation, der løftes til skyerne i international operapresse.
I stormfulde øjeblikke bevægede han sig med stille, indadvendt, styrke, for derefter at åbne en verden af lyrisk karisma, som af fint glitrende, tonalt sølv. (Bachtrack).
Så kan den vist heller ikke trække mere!
Mageløst medspil får han af Elisabeth Teige som Elisabeth, Ekaterina Gubanova som Venus og Markus Eiche i en meget stærk præstation som Wolfram.
Orkesteret er forventeligt fremragende – og det er som om, en fælles opsparing af uartikuleret jubel trækker renter blandt publikum som aftenen skrider frem.
Da scenelyset slukkes, går salen amok I en sand jubelstorm.
Rockkoncert-lignende applaus, råben, tramp med guld-bidselskoene og raslen med diamanterne, kører på en i en halv time efter tæppefald for fem timers opera af allerhøjeste klasse.
Bayreuth er øretævernes holdeplads. Hæder kræver, at der tages chancer – og der er kort lunte hos publikum og kritikere.
Denne opsætning rammer lige på sømmet. Kratzers Tannhäuser er så indlysende intelligent, gennemtænkt på højt kreativt niveau og eksekveret så overbevisende af solister kor og orkester, at der ikke er nogen vej uden om de sjældne seks stjerner fra Det Sku’ Du Se.
Forestillingen genopsættes ved 2024-festivalen og anbefales på det stærkeste.
