CAVALERIA RUSTICANA OG PAGLIACCI PÅ DEUTCHE OPER.

 

★★★★★

ALT HANDLER OM SEX, UNDTAGEN SEX.
SEX HANDLER OM MAGT.

 

Stjernetenoren Roberto Alagna viser spitzenklasse i Cavaleria Rusticana og Pagliacci på Deutche Oper.

 

Alt handler om sex, undtagen sex. Sex handler om magt. Ordene er Oscar Wilde’s og godt dækkende for dobbeltforestillingen på Deutche Oper, hvor to frydefulde italienske en-aktere opføres samme aften. Cavaleria Rusticana af Mascagni lægger ud med et klassisk, ulyksaligt plot, dømt til dødelig udgang.

Scenografien er flyttet fra siciliansk landsbytorv til grillkiosk under motorvejsviadukt, et overraskende godt greb med opdateret, visuelt impact og en masse dynamik, da det viser sig at scenografien kan skilles ad og køres rundt som løse sætstykker i forskellig kontekst.

Den smukke kvinde Santuzza elsker Turrido og han elsker hende – siger han i hvert fald.

Men Turrido er en flot italiano type med charme, selvtillid og kort læderjakke og så ved man godt, hvor det er på vej hen…

Santuzza ved allerede, at Turrido er risky business, men kærlighed gør blind. For længe siden sværgede han evig kærlighed til dejlige Lola. Da han vendte hjem fra hæren havde Lola imidlertid giftet sig med Alfio.

Nu har vi balladen, for de to – altså Lola og Turrido – kan alligevel ikke holde fingrene fra hinanden og ses i hemmelighed.

Det er derfor, Turrido endnu ikke dukket op til gudstjenesten og heller ikke er i nabobyen for at hente vin, som han ellers har sagt til sin mor Lucia, der styrer grillkiosken.

Santuzza benytter ventetiden til at dele sine frustrationer med svigermor Lucia, og så ruller lavinen.

Santuzza synges denne aften med stor kraft af den flotte mezzosopran Elena Zhidkova der modbeviser myten om at sopraner helst skal være overvægtige for at have klangbund. Elena Zhidkova er slank som en flaske hvidvin og udstyret med en nervøs formiddags-bimmelim som tager til, da Turrido endelig gør sin entré.

Hun trygler om hans kærlighed (og det hjælper aldrig) men han ignorerer hende, da han hellere vil følges med Lola, som også skal i kirke sammen med sin mand, Alfio, der ikke aner hvilke narrestreger der foregår bag hans ryg.

I dette minefelt af følelser indtræffer et af de øjeblikke, man ind i mellem kan være heldig at opleve i et operahus.

Da Turrido i skikkelse af Roberto Alagna slipper tenoren løs, bliver stilheden blandt publikum så intens, at man næsten kan røre ved den.

Folk rænker sig ligesom i sædet og læner sig ekstra frem. Det mærkes tydeligt, at man er vidne til noget ud over det sædvanlige.

Alagna synger med et så strålende overskud, så stor power og overlegen lethed – og med den særlige brightness i klangen, der også kendetegnede Pavarotti. Applausen brager ned over ham fra det i forvejen godt vante Berliner-publikum. Det er ganske enkelt spitzenklasse og man føler sig heldig over at få lov at opleve en sanger på det niveau sådan lige dér i virkeligheden foran sig.

Men tilbage til intrigen! Hvad gør man, når magten i forholdet er på spil? Når dén man elsker, elsker en anden? Man prøver at sabotere forbindelsen og vinde sin elskede tilbage.

Så Santuzza afslører bedraget og inden længe står den på knivduel mellem den forsmåede Alfio og den bedrageriske Turrido. Sammen med det berømte, melodiske Cavaleria Rusticano-intermezzo går det hele op i en højere, lækker-sørgelig enhed.

Det hele rammer selvfølgelig som en boomerang – Santuzza har i håb om at vinde kærligheden tilbage selv udløst knivdrabet på sin elskede.

Da Turrido’s livløse krop smides ud over motorvejsviadukten og rammer asfalten ved grillkiosken med et vådt klask, er det en pænt effektiv finish på tragedien. Jeg hoppede en halv meter i sædet og fortrød, at jeg ikke havde bestilt en stor gintonic til pausen…

Herefter fortsætter ulyksalighederne med Pagliacci eller Bajadser som den kaldes på dansk. En omrejsende gøgler/klovne-trup er omdrejningspunkt for anden del af dobbeltforestillingen, der fikst genbruger motorvejsviadukten fra aftenens første halvdel i nye opstillinger. Samt i øvrigt det meste af castet og koret i samme kostumer – enkelt, elegant og veltænkt.

Pagliacci er skrevet af Leoncavallo et par år efter Mascagnis Cavalaria Rusticano og ligger stilmæssigt i cirka samme boldgade. Vidunderlig, melodramatisk musik og et plot i den italienske verismo-stil, der afspejler ægte menneskers ægte følelser.

Igen er temaet forrådt kærlighed. Igen er handlingen enkel, men kompliceret. Igen brillerer Roberto Alagna som stjernetenor og skurk.

Som Canio er Alagna leder af gøglertruppen og gift med smukke forførende Nedda. Efter diverse forviklinger, herunder grov sexchikane fra en forrygende god Tonio, der også er medlem af truppen og må afvises med pisk, – lader hun sig imidlertid overtale til at forlade mand og job og rejse væk med en lokal fan og tilbeder.

Ad omveje får Canio kendskab til Nedda’s hensigt og hans hjerte knuses. Alagna leverer endnu en kraftpræstation som den magtesløse, forsmåede elsker i operaens signatur-arie Vesti La Giubba, som du helt sikkert genkender, når du hører den.

På med kostumet, betyder det, og refererer til, at Canio trods sin sønderknusende opdagelse må spille spillet overfor Nedda i aftenens gøglerforestilling.

Det er her, Pagliacci framer fortællingen om den tragiske klovn med tåren trillende ned over det hvidsminkede ansigt. Har du selv oplevet forsmået kærlighed, så rammer den lige i solar plexus. Det var så hjerteskærende ulykkeligt, at musikken, stemmen og melankolien sad i mig i dagevis.

Selvfølgelig må det ende med døden. Canio griber kniven og det er ikke alle medvirkende, der kommer til at se solen stå op over motorvejsviadukten igen.

Desværre spillede forestillingen kun tre gange på Deutche Oper i denne omgang. Men jeg håber du har fået skærpet din appetit på at se den, når den opføres et andet sted. Og Roberto Alagna kan jeg virkelig anbefale at opleve.

Deutche Oper holder et tårnhøjt niveau og har nogle spændende premierer i pipeline som er værd at følge.

ER DU ALLIGEVEL I BERLIN, SÅ BESØG DET NYE BERLINISCHE GALLERIE

Dette nye galleri rummer nogle aldeles dejlige malerier og kunstværker af berlinske kunstnere og har et praktisk pocketformat , så man kan nyde det på en god times tid og går glad derfra med et frisk kunstnerisk input – uden at have slidt sig gennem så mange must-see’s at man til sidst ikke kan se skoven for bare træer.

Galleriet er spændende indrettet i en tidligere glasfabrik og dyrker modene kunst i aktuelle udstillinger sammen med den faste samling.
Her er f.eks et herligt maleri af den nyligt afdøde, tyske kunstner, Johannes Grützke som jeg godt ville have kendt til noget før.

Berlinische Gallerie holder til på Alte Jakobstraße 124–128. Checkpoint Charlie ligger blot et kvarters gang derfra.