SEX • AVENY-T
★★★★☆☆
Foto: Zuhal Kocan
ANMELDELSE SEX: KNALDSJOVT UNGDOMSTEATER
I en scenografi af fem godt gennemknaldede boxmadrasser, konfronterer Aveny-T et tabu, der kan være et af parforholdets mest lumske.
Nemlig læringen om, at sex er noget af der mest skadelige, der kan ramme et samliv.
Sex er en ny, skarpt segmenteret forestilling i Aveny-T’s ungdomkoncept, baseret på TV2-serien af samme navn, der høstede flotte anmeldelser i 2020 med sit humoristiske portræt af ungdommens trængsler.
Serien bestod af 6 afsnit i mundrette bidder á 15 minutter, og scorede fem stjerner/hjerter fra flere medier, der bl.a. betegnede Sex som noget af det fineste om ung love og liderlighed, vi har set herhjemme.
En del af det opløftende ved historien er måske, at stykkets temaer også kan være relevante for et mere erfaringsramt publikum.
Instrukturen og forfatteren Leo Mendes har nu omsat publikumstræfferen til de skrå brædder.
I teaterudgaven er Katrine kæreste med Maja, der har mistet lysten til sex. (’Det har ikke noget med dig at gøre’).
Katrine forsikrer Maja, at det er HELT OK, hvilket selvfølgelig er en løgn på størrelse med Rundetårn.
Nu har vil balladen, da seksualdriften har lige så mange hestekræfter som togdriften, og ikke lader sig køre ud på et sidespor for husfredens skyld.
Katrine’s utilfredsstillede liderlighed manifesterer sig i lydstærke orgasmedrømme, mens hun vrider sig i lagnerne, og når hun sætter sig overskrævs på sin springmadras og dernæst rider den på højkant. Værsgod.
Frustreret lyst gennemsyrer en nogenlunde overskuelig forviklingshandling, der spejler et ungt syn på åbne forhold, polyamourøs kærlighed og ophævelsen af traditionel kønsidentitet, som en af parforholdets definerende faktorer.
Vær, hvem du vil, elsk som du vil.
At stykkets hovedpersoner arbejder på Sexlinien og lader os lytte med på deres telefonsamtaler, giver en naturlig affyringsrampe for megen konkret snak om sex, heriblandt en ret underholdende instruktion i optimal stimulering af klitoris – og afmonterer faktisk gustne tilløb til lummerhed.
Grebet er befriende enkelt, resultatet er både sjovt og charmerende. Der bliver grinet godt igennem hos det unge publikum, her i det nyrenoverede Aveny-T med clubstemning, bar og DJ ambience i foyeren.
Sex som katalysator for alle problemerne blotlægges i en af stykkets centrale replikker:
Hvis vi ikke har sex, kan vi jo lige så godt bare være venner, lyder det rationelle ræsonnement fra Katrine, der får helvede til at bryde løs. Er du nu pludselig blevet verdens mest liderlige menneske, replicerer den pressede Maja, der gerne vil elskes men ikke bolles. Kan man få det ene uden at give det andet? Er kærligheden altid quid pro quo (noget for noget)?
Tættere på livets store spørgsmål kommer vi ikke i dialogen, der sjældent stikker dybere, end en jolle i Vadehavet, og måske nok kunne have været lastet med lidt flere vitaminer.
På den anden side kan jeg godt lide, at stykket ikke prøver at kloge sig for meget, men går direkte efter at kommunikere med sin målgruppe, der nemt kan spejle sig i stykkets problematikker.
Du kender det klassiske Oscar Wilde citat: Alting handler om sex, undtagen sex. Sex handler om magt.
I dette tilfælde handler sex vist mere om AFMAGT, for hvor skal Katrine gå hen med sine lyster, når hun høfligt afstår fra at presse Maja til at indfri sin del af ’aftalen’.
Et tantrisk inspireret, tale-ikke-røre–sexperiment ender i en knaldsjov men også hjerteskærende fiasko, og efterlader Katrine i en fucked up suppedas af brudte løfter og knuste hjerter.
En spektakulær slutscene lader Katrine vælte sig i en spandfuld slim, der så at sige spærrer hende inde i sin egen liderlighed – i form af klistret kropssekret formentlig fra de nedre regioner.
En lidt mere lyrisk afkodning går i retning af en slags genfødsel og håbet om en lysere fremtid for Katrine og hendes indviklede parforhold.
Det unge cast bestående af Hanin Georgis, Clara Dessau, Nina Rask, og Nanna Eide gør god figur i en underholdende forestilling i et handy format (1 tim 20 min.), der stiller en masse spørgsmål og klogeligt afstår fra at postulere svarene.
PLUTO: HUNDEN BIDER IKKE HELE TIDEN
Der er godt smæk på musikken allerede fra første seating kl 17.30 på Pluto.
Den populære incrowd restaurant på hjørnet af Borgergade og Landgreven, kun et par minutter fra Gl. Scene på Kgs. Nytorv, bliver hurtigt fyldt til tonerne af et saftigt, trendy soundtrack, der frisætter en forførende følelse af at være med på beatet.
Hvad sagde du? Jeg sagde med på beatet.
Den levende, livlige stemning er nærmest en del af varemærket i Pluto-gruppen, som i dag består 7 forskellige restauranter; To Retour i København, én i Århus, Pluto i Borgergade, søsterrestauranten Gorilla i Kødbyen, den såkaldt syndige italiener, Barabba (som er nummer 1 på min next stop liste), samt den også anbefalelsesværdige Restaurant Maison i Dronningegården.
Hvor sagde du? Jeg sagde Dronningegården!
Pluto åbnede i Borgergade tilbage i efteråret 2012 og var tidligt oppe på trenden med stribevis af små deleserveringer family style’ i en vekslende menu uden dogmeregler.
Indretningen er rå New York uden unødvendigheder, men med masser af livlig stemning, dæmpet belysning og åbent køkken. Maden er uformel og ærlig – fra østers og snacks til fælles hovedretter af kød, fisk og skaldyr.
Er den halvdyr? Nej, jeg sagde skaldyr!
Min ledsager og jeg steg hurtigt på menuen som vi supplerede med udmærket Samur Blanc på glas fra Chateau Yvonne i Loire.
Vi lagde ud med at dele en omgang Gillardeau østers, helt straight serveret med vinaigrette. Snart fulgte småretter som hummus med persille-edikke og arancini’er af safran risotto med Talleggio fyld.
En glimrende tatar i smuk servering udgjorde kødsekvensen sammen med papirtynde skiver saltet okse, der gemte sig under frisk salat, toppet af et gavmildt lag revet Manchego.
Et pænt stykke kulmule med nye kartofler og kærnemælk forekom lidt sjusket i serveringen, det samme gjaldt en lidt besynderlig pasta, der blev fugt af et par un-spicy og lidt uinspirerede chickenwings i ’Buffalo sauce’
På dette tidspunkt fik jeg en fornemmelse af, at man måske hellere skulle have valgt a la carte og klaret sig med færre, lidt mere fokuserede serveringer.
Jeg vil dog ikke afvise, at det muligvis var den livlige stemning, det gode selskab og den tætte chianti, der nu var kommet i glasset, som fik koncentrationen til at vakle lidt.
Konceptet med de 10 serveringer sætter under alle omstændigheder en festlig ramme om en middagsaftale, og menuprisen på 990,- for 10 deleserveringer forekommer helt i orden.
Der er måske ikke lige meget BID i det hele, men der er gang i den hos Pluto, og man får en komplet ’bistronomisk’ aften i en frisk setting med god mad, kvik, imødekommende service og højt humør.
God fornøjelse.
