AGRIPPINA | HAMBORG STAATSOPER

 

★★★★★

 

Foto: Hans Jörg Michel

ANMELDELSE: AGRIPPINA: SEX OG STOKKEPRYGL

Ingen kan som stjerneinstruktøren Barrie Kosky blæse liv i i klassisk operamateriale, så det på én gang, bliver tidssvarende, vedkommende og drønhamrende underholdende.

Hvis du tænker, at Händels 3,5 timer lange barokopera fra 1709 lyder som en langgaber, kan du godt tro om igen. Agrippina er mesterligt, musikalsk stof, tilsat en evergreen af satirisk libretto –  lagt i hænderne på en sand teater-troldmand og 100% en rejse værd.

Opsætningen er nået til Hamborg 2020 efter premieren i 2019, som jeg var så heldig at overvære ved operafestspillene München, inden nogen havde lært at stave til Covid-19.

Den var helt fortjent nomineret som Årets Opera/New Production ved International Opera Awards 2020. Kategorien blev i øvrigt vundet af Rimsky-Korsakovs eventyropera The Tale of Tsar Saltan fra Monnaie i Bruxelles, som man lige skulle have været obs på i tide.  Agrippina spiller igen til december – perfekt anledning til et juleshopping/operabesøg i Hamborg.

Agrippina er kaldt den ondeste kvinde i det antikke Rom. Den historiske sandhed om hende kunne blive et smask-blodigt seriehit på Netflix.

Som en kvinde, der ville frem i verden, brugte hun i stor stil magtfulde mænd, snoet om lillefingeren, som redskab til selv at komme til magten.

Snedigt indgik hun ægteskab med sin onkel, kejser Claudius, for senere at dræbe ham med gift – med henblik på selv at score magten gennem sin søn Nero (som hun også knaldede i ny og næ, bevares, vi er jo i Romerriget.)

Planen mislykkedes, og hun blev dolket ihjel af en lejemorder, efter at have overlevet dels en fingeret bådulykke, dels flere giftattentater ved at tage modgift i tide.

Stik mig i livmoderen, var hendes sidste ord, som en slags payback til Nero, der selv havde bestilt drabet på sin mor, da han havde fået nok af hendes indblanding.

Som romersk kejser blev Nero selv symbolet på brutal ondskab og afstumpet nådesløshed, men en aktuel udstilling på British Museum i London rejser spørgsmålet, om hans blakkede ry er fake news baseret på 2000 år gamle løgne. Jamen kan man da overhovedet ikke stole på noget længere? Tag selv over og kig på det. Udstillingen slutter 24. oktober.

Händels fine barokopera Agrippina er i Barrie Kosky’s herlige opsætning en ganske anderledes munter omgang, med afsæt i kvinden, der manipulerer alt og alle for selv at få magt.

Kosky har modelleret alle intrigerne til en Marx Brothers-agtig opera-comedy, i en blæret modernistisk/minimalistisk setting i rustfrit stål.

Humoren shiner i scenografiens blanke flader. Magtliderligheden udstilles og sejrens pris undersøges.

Musikken er i sig selv nok til at sikre successen. Super kompetent leveret under ledelse af Riccardo Minasi, der dirigerer med violinen i den ene hånd, og selv totalt overskudsagtigt spiller ind lejlighedsvist.

Sprød barok af den bedste slags med hvirvlende koloraturer og smukke, følsomme arier.

Fremført af blændende sangere med sopranen Julia Lezhneva i spidsen som Poppea, der med sin energi og knaldgule chiffonkjole er motoren, der driver centrale dele af intrigen.

Plottet sætter i gang ved nyheden om, at Agrippinas mand, kejser Claudius, meldes omkommet efter et krigstogt.

Agrippina får med politisk tæft og luftige løfter (selvfølgelig noget med sex) samlet strategisk opbakning til, at senatet skal krone hendes blot 16 årige søn Nero til ny kejser, så hun selv kan gribe tøjlerne fra bagsædet.

Nero spilles herligt af kontratenoren Franco Fagioli i piercings, punker-outfit, tatoveret isse og Dr. Martens-støvler – et typisk, Kosky’sk clash af tid og stil.

Han har dog mere fokus på at komme i trusserne på skønne Poppea, og er samtidig dum nok til at tro, at interessen er gensidig. Men ak, Poppea elsker kun Ottone, som er en af Claudius’ hærførere og med på det fatale togt.

Og SÅ er det, the shit hits the fan… for midt i kroningsceremonien dukker Cladius op lyslevende i skikkelse af Luca Tittoto, der med sin dybe dunder-røst uddeler en regulær baryton-skideballe til hele forsamlingen.

Det udvikler sig til grotesk morsomme stokkeprygl  (hvor tit er man flad af grin over, at nogen får tæv ned en jernstang i en barokopera) –  da det lykkes Agrippina at få vendt situationen på hovedet, så Ottone straffes for at have planlagt det hele, så han selv kan score magten inkl. den skønne Poppea, som også Claudius har et godt øje til. Det’ noget rod, mand….

Ottone er selvfølgelig uskyldig, han vil overhovedet ikke have magten, han vil kun have Poppea, faktisk var det ham, der reddede Claudius fra druknedøden, og nu ligger han i stedet blodig og vanæret på scenegulvet, mens det langsomt går op for Poppea, at der er noget lorent ved det hele…

Forviklingerne er næsten endeløse og munder ud i et prægtigt sexy sovekammer showdown, hvor Poppea har sat fire mænd i stævne og det hele går op i hat og briller. Kosky har sørget for en detaljeret personinstruktion, så der hele tiden er optræk til endnu mere fis og ballade.

Det er helt tydeligt, at sangerne også har en fest, og det smitter af på både orkester og publikum, der kvitterer med jubel og klapsalver flere gange undervejs.

Kabalen går op. Slutningen er bittersød. Agrippina lykkes faktisk med at tage stikket hjem, men sejren er ensom, og måske smager den ikke helt som ventet?

Dén dør lader Kosky stå åben i denne herlige operaoplevelse, du absolut bør unde dig selv.

God tur til Hamborg!

DON’T MISS THE TABLE

Hamborg har fået en trestjernet Michelin restaurant med et flabet spisebordskoncept, fantastisk mad, forrygende vin og overkommelig pris. What’s not to like?

Kevin Fehling er chef og hjernen bag The Table, der i sig selv er en rejse til Hamborg værd.

Restauranten er indrettet i et højloftet betonlokale med et knivskarpt interiørdesign.

Der er kun 1 bord, til gengæld er det kæmpe langt og bølger sig som en slange gennem rummet med plads til kun 20 gæster der placeres komfortabelt og uhøjtideligt rundt omkring.

Tjenerne er om dig hele tiden, og der hersker en super gæstfri og uformel stemning fra første øjeblik. Også selv om alle er klar over, at vi er oppe og køre på den helt store klinge, her på The Table.

Ved et par store anretterborde kan man løbende følge kokketeamets smukke arbejde med at tilberede den byge af tallerkener, der udgør menuen – The Gate to the World. I alt bliver det til 16 små serveringer, heraf mange bittesmå smagshappere. Alt sammen kreeret til ypperste perfektion.

Lad mig nævne et par stykker: Økologisk gåselever med røget ål, ananas og rosa peber. Fjordørred Tandoori med mango, sennepskorn og kokosbouillon, hassenøddecreme med banan-karry is og gurkemejerod…så er du på sporet.

Vinmenuen byder på skøn Spätlese, en bemærkelsesværdigt god spansk/fransk Viognier, et genialt glas rød fra Côte Rotie og en østrigsk Auslese, der som Raymond Chandler engang udtrykte det, ville kunne få en biskop til at slå en rude ind!

 

Bestil i rigtig god tid, jeg var super heldig at komme ind på et afbud. Så heldig, at jeg også burde have spillet Lotto den dag. Velbekomme!