TRYLLEFLØJTEN I OPERAEN

★★★★

TRYLLEFLØJTEN FACELIFTET TIL UKENDELIGHED

Operation Tryllefløjten lykkes stort på Operaen men patienten er ikke helt til at kende efter indgrebet

Foto: Camilla Winther

Lad os indtage det synspunkt, at Mozart’s Tryllefløjten, en af verdens mest opførte og populære operaer, lige siden fødslen har været udstyret med en lang række operationskrævende handicaps.

Mesterinstruktøren Barrie Kosky, der ikke er bange for at udfordre den politiske eller kulturelle korrekthed, har i denne stærkt hypede iscenesættelse af Tryllefløjten på Operaen valgt at konfrontere det samlede problemkompleks med en stribe radikale indgreb.

Jeg skal lige love for at operationen lykkes. Men overlever patienten?

Handlingen i Tryllefløjten er en eventyrlig, men svært rodet kærlighedshistorie, som er pakket ind i en forvrøvlet omgang moralprædiken om visdom og skønhed.

Et værdisæt, der varetages nidkært af en selvudnævnt elite med både sexistiske og racistiske rødder – anført af en helt igennem irriterende, arrogant og selvfed Kloge-Åge ved navn Sarastro, som game-master for de nederdrægtige prøver, der skal bestås for at give adgang til Visdommens Tempel.

Operaen er i sin oprindelige form lang som et ondt år, ikke mindst på grund af de mange indlagte dialoger, da Tryllefløjten jo principielt ikke er en opera men et syngespil efter sin tids format, med dialogen mellem sangskattene som en træls langgaber men også som en nødvendig del af stykkets fremdrift og storytelling.

Kosky udgaven premierede på hjemmebanen Komische Oper for 8 år siden og har derefter turneret verden rundt under stor medieståhej.
Det tror pokker. For der er blevet gået til den ved operationsbordet for at omskære Mozart’s klassiker til en moderne musikforestilling med et bredt publikum i sigtekornet.

Kosky’s kirurgiske indgreb er at erstatte scenografi og kulisser med en gigantisk filmvæg, hvorpå en vidunderligt syret animationsfilm udspiller sig i et visuelt powerplay, næret af uimodståelig kreativitet og opfindsomhed.

Videoen er koreograferet på den måde, at sangerne ved hjælp af uhørt præcision og forbløffende timing, så at sige kan springe ind i billederne og blive en del af animationen ved at træde ind og ud af julekalenderlåge-agtige svingdøre, der åbner sig her og dér og alle vegne på billedvæggen.

2D video blander sig med 3D liveaction når Tamino, Papageno, Monostatos, Sarastro og alle de andre medvirkende nulrer katten, drikker drinken, dukker sig for pendulet, løber for livet, svæver på elefanten eller transformerer til hovedet på den gigantiske edderkop, der er gestaltningen af Nattens Dronning og et af forestillingens stærkeste, visuelle ikoner. Lækkert tænkt. Flot udført.

Det samlede udtryk er en skøn blanding af 1920’ernes stumfilmsæstetik, Monty Phytons gakkede animationssekvenser, Pink Floyd’s animationsfilm The Wall, – og selvfølgelig et solidt skud Walt Disney Fantasia – tydeligst i forestillingens måske herligste sekvens i et poetisk spoof på Dumbo tegnefilmens euforiserede drømmesekvens med de lyserøde elefanter.

Det hele er top underholdende og samspillet mellem sangernes liveoptræden og animationsfilmens afvikling nærmest ekvilibristisk elegant udført.

Glemte jeg at sige, at al den vidunderlige musik inkl. greatest Mozart hits som den halsbrækkende sopran arie fra Nattens Dronning og Pa-Pa-Pa-Pa-Papageno duetten selvfølgelig er soundtracket under det hele – og sikkert leveret fra det rutinerede Kgl. Kapel og det dobbeltbesatte sangercast, hvor især Gert Henning-Jensen som Tamino, Palle Knudsen som Papageno og Nina Svejstrup Clausen som Nattens Dronning tog kegler denne aften blandt operaens korona-limiterede publikum.

Der er med andre ord fuld fart over feltet, handlingsforløbet er redigeret og strammet, så vi er nede omkring 2 x 60 minutters spilletid bl.a. ved at de langtrukne dialogsekvenser er udrenset og erstattet med animerede tekster i hoppende, scratchet stumfilms grafik som vi også så for nylig i DKT’s Barberen i Sevilla, der vist haft fingrene nede i den samme idé-kagedåse.

Skal vi lige komme tilbage til problemerne, vi startede med, så er der er altså ikke meget tilbage i denne Tryllefløjte, der kan risikere at kede nogen.

Og så kan man jo lidt syrligt spørge, hvornår musikken bør skiftes ud med noget Lady Gaga, så transformationen fra 1700-tals operaklassiker til HELT moderne teaterevent er komplet.

Operationen lykkes stort på Operaen men patienten er ikke helt til at kende efter indgrebet. En rig men også lidt fattig oplevelse, hvis du forstår.

Prøv den nye Det Sku’ du se online quiz og tjek din paratviden om opera, teater og god mad i nærheden.

Du får 10 spørgsmål ad gangen – tjek din score og prøv igen med nye spørgsmål.

Læs omtaler, anmeldelser og bliv måske (endnu) klogere. God fornøjelse.

Du finder quizzen her