TRISTAN OG ISOLDE | BAYERISCHE STAATSOPER
★★★★★
Foto: Wilfried Hösl
ANMELDELSE: TRISTAN OG ISOLDE: MAGI I MÜNCHEN
Musikalsk magi med tidens største operastjerner båret frem af overvældende orkesterspil.
Et sandt stjernecast forkæler publikum ved gallapremieren på Tristan og Isolde ved Münchens operafestspil.
Tristan og Isolde er et af operahistoriens mest ikoniske værker.
Berømmelsen skyldes ikke mindst, at Wagner med dette værk revolutionerede den klassiske musik med en ny, musikalsk filosofi.
Det banebrydende, var Wagner’s hidtil uhørte, avancerede brug af kromatik og orkestrale farver, malet af ’skæve’ toner, intelligent disharmoni og uopløste kadencer.
Den såkaldte Tristan-akkord er den mest berømte akkord i musikhistorien. (Næst efter den F+9 på George Harrisons 12-strengede Rickenbacker guitar, der åbner Beatles klassikeren A Hard Days Night.)
Tristan og Isolde markerer begyndelsen på en bevægelse væk fra konventionel harmoni og tonalitet, i retning mod mere komplekse lydbilleder, der er som skabt til filmmusik, hvorfor Wagners Musik da også er lydtæppe i i talløse film.
Mest kendt er måske Valkyrieridtet, der ledsager de napalm-kastende kamphelikoptere i Coppolas Vietnamfilm Apocalypse Now.
Også Lars von Trier har sans for romantikken i fælles undergang i Melancholia, som er min yndlings-Trier film i sin sentimentale pragt, pakket ind i den mytisk/monumentale musik fra Tristan og Isolde.
Og så tilbage til München eller Bayerischer Staatsoper Festspiele, som det korrekt hedder. Ordnung muss sein!
Jonas Kaufmann er en af tidens største tenorer i Domingo/Pavarotti klassen.
Han er en af dem, der virkelig sælger billetter, og han er født lige her i Bayerns hovedstad, hvor han nu rolledebuterer som Tristan i Wagners ikoniske opera, der havde premiere netop i München i 1865.
Sammen med den tyske sopran Anja Harteros og den russiskfødte topdirigent Kiril Petrenko, (chefdirigent for Berliner filharmonikerne og vinder af International Opera Awards 2021), udgør Kaufmann den super-trio, der forkæler os ved denne premiere i Münchens pompøse operahus.
Der er lagt i ovnen til den helt store hjemmebanetriumf.
Med en tysk-effektiv, Covid-tilpasset chessboard seating, er der skabt plads til 900 gallaklædte publikummer i salen, som normalt huser over 2000 tilskuere.
Der er fuld skrue på smoking’erne, de lange kjoler og de funklende ædelsten om halsen på den sydtyske elite. Lad os bare sige, at man har en ret lækker fornemmelse af, at være blandt de udvalgte.
Handlingen i Tristan og Isolde er (selvfølglig) en umulig lovestory a la Romeo og Julie.
Forlægget er et middelalderligt eventyrsagn med #Me Too alarm.
Tristan er ridderen, der har fået til opgave at eskortere den skønne Isolde med båd til Kong Marke, der i spænding afventer sin kommende brud som led i en Irsk/Cornwall’sk fredsaftale.
På rejsen mod dette politisk motiverede tvangsægteskab lykkes det imidlertid Isolde at give Tristan en kærlighedseliksir, som binder de to sammen for evigt. Og så har vi balladen.
Den rørende nyforelskelse kan på grund af de taktiske omstændigheder selvsagt ikke udleves – kun i døden kan Tristan og Isolde forenes.
Liebestod (kælighedsdød) er et kendt Wagner-tema og et begreb, der var på mode i den romantiske tid. Bare tænk på Den Unge Werther’s lidelser og Elvira Madigan.
Tristan og Isolde, som Wagner skrev i en pause fra arbejdet med Ringen, siges at være inspireret af en af hans egne kærlighedsaffærer. (Han erobrede damen, som var gift med en af hans mæcener, men de døde dog ikke af det.)
Wagner var en uartig herre, revolutionær inden for både kunst og politik – og tilmed noget af en excentriker med et crush på pink – som prægede indretningen af hans overdådige hjem og skræddersyede silkeundertøj.
Formentlig en side af komponisten, som Hitler underspillede i sin begejstring for Wagners musik og heltedyrkelse af germanismen.
Flere antyder dog, at den antisemitisme, som Wagner hævdedes at dele med nazisterne, formentlig ikke var stærkere, end den var i brede kredse af befolkningen i de år. (Unconvenient truth, hedder det vist i dag.)
Om alt dette er der skrevet mangt og meget. En Google søgning på Wagner giver 173 mio. hits på 0,8 sek., så det er bare at gå i gang.
Som Isolde leverer den ligeledes rolledebuterende sopran Anja Harteros en både magtfuld og passioneret præstation, mens Kaufmanns smukke tenor i forestillingens første halvdel virker en smule for slank i volumen og klang, til at give ægte Wagner-power.
Mod slutningen kommer Kaufmann imidlertid i omdrejninger og sikrer magien.
Scenografien er der ikke mange points for, og jeg oplevede at instruktøren godt gammeldags blev buh’et ud af en rasende, smokingklædt overklasse under fremkaldelserne. Det var noget af et syn!
München publikummet er kræsent. God opera er ikke tilfredsstillende. Her accepteres kun det exceptionelle. Ellers er det RAUS!
Første akt virker fattig og fantasiløs i sin iscenesættelse på nær nogle fine videosekvenser, ikke mindst da Tristan og Isolde drikker, hvad de tror er dræbergift, men viser sig at være kærlighedseliksir – hvorefter psykedeliske mønstre blomstrer frem over scenebilledet.
Anden akt udspiller sig blandt fire tunge chesterfield lænestole placeret i midten af noget, der ligner det indvendige af en cigarkasse – eller skal vi tænke ligkiste?
Handlingen, som spiller mere på de filosofiske end de dramatiske tangenter, kredser omkring en udveksling af svulstige, romantiske flosker.
Det hele finder konsensus i ideen om, at Tristan og Isolde’s umulige kærlighed er så grandiøs, at den må omfavnes af det store, sorte mørke for at konstituere sin udødelighed.
I romantikken omkring 1860ene har det nok haft en klangbund, sammen med al den højstemte nationalisme, der prægede tiden med så ulykkelige konsekvenser.
I dag forekommer præmissen mildt sagt bedaget.
I en flot, men også lidt hovsa, der kom DU lige-videosekvens ses Tristan og Isolde liggende på en seng mens rummet langsomt oversvømmes.
De vågner med et sæt, både på scenen og i videoen – samtidig med at Kong Marke og hans folk vælter ind og tager dem på fersk gerning i deres hensvømmende kærlighed.
Det ender i duel, hvor Tristan hurtigt kaster sig ind i modstanderens sabel for få sat et punktum for det ærestab, han har påført sig selv og sin konge. Og da han da noget senere møder sit endeligt for sine sår, når Isolde akkurat at gøre ham følgeskab i døden.
Sorgen er knugende, den evige kærlighed er en kendsgerning, musikken absolut formidabel og det stærkt imødesete topmøde af operastjerner når lige netop at indfri forventningerne, hvis vi ser gennem fingre med den noget fodslæbende iscenesættelse.
KLASSISK BISTROMAD AF TÅRNHØJ KLASSE
Tæt ved Operaen ligger Restaurant Schuhbeck, der ledes af en af Tysklands stjernekokke, Alfons Schuhbeck, der ud over at være et kendt madikon i de germanske, gastronomiske cirkler, også er passioneret Bayern München fodboldfan.
Jeg så ham drible rundt blandt bordene iført sin kokkeskjorte med en perfekt brodering af klubbens logo med stjerner og det hele. På tv mener jeg at have set vor egen fodboldlandholdskok Per Thøstesen fra Bistro Bohème med en lignende, velsyet kreation med DBU logoet på.
Også hvad maden angår, er de to topchefs lidt i samme boldgade.
Klassisk bistromad af tårnhøj klasse.
Efter en enkel, cremet suppe af jordskokker med purløg og sprøde croutoner, nød jeg en sjældent smuk anretning af råmarineret kammusling, der hyggede sig i en eksorbitant, kold, gazpacho af tomat, mango og rabarber.
Velsmagen fortsatte i form af en flot filet af lakseforel i en skum af muslingesauce
Middagen blev sparket helt i mål af en klassisk dessertsymfoni med rabarber, jordbær, blåbær og hasselnøddeis.
En fremragende, mineralsk Riesling mandsopdækkede måltidet i 90 minutter til jeg udskiftede den med et glas ypperlig Beerensauslese i overtiden.
