ABBA • LONDON
★★★★★★
Foto: Johan Persson
ANMELDELSE ABBA VOYAGE: REN MAGI I LONDON
Fiktion og virkelighed flyder sammen som ren koncertmagi i en mindblowing rejse gennem ABBA’s univers, performet af mildt sagt forbløffende, elektroniske projektioner af Benny, Bjørn, Agneta og Frida. Avatarer, der er så virkelige på scenen, at et enigt, internationalt anmelderkorps fudkommen har tabt underkæben.
Abba Voyage showet startede som en diffus idé om at genoplive fortiden, og give Abba’s fans den koncertoplevelse, de måske ikke nåede at få i gruppens storhedstid. (Nogle vil mene at storhedstiden aldrig er sluttet.)
Med anvendelse af den nyeste, mest avancerede teknik inden for virtual reality, er det lykkedes at producere en fuldblods Best Of Abba-koncert, som er drønende spektakulær, elementært underholdende, og til tider ligefrem gribende.
Abba’s værk fremstår i sin overlegne musikalitet og fremragende komposition, som en hyldest til musikken og det menneskelige fællesskab omkring den.
De fire Abba’er medgiver i programnoterne, at det hele er lidt strange ud fra en normal betragtning af koncertbegrebet, men håber, at publikum får en god fest. Jeg skal lige love for, at det håb bliver indfriet.
Showet åbner, så alle de små hår rejser sig.De 4 ABBA-bogstaver blæses op på scenen et ad gangen med et eftertrykkeligt brag, og et ekko af en lyshale, der kører 360 grader rundt i den fyldte, specialbyggede arena i smukt skandinavisk design, hvor godt 2000 publikummer er spændt gevaldigt op til lir’.
Da de fire artister åbenbarer sig i et semi-religiøst flash, går London komplet Abba-amok.
Gruppen fremtræder 120 procent ÆGTE LIVE, mens Bjørn fyrer den af på diverse guitars, Benny trakterer det ikoniske Yamaha Grand stage piano, pigerne synger sig ind i publikums hjerter, danser og chitchatter med det topgearede publikum, hvoraf mange er festklædt i pailletter, plateaustøvler og ikonisk Abba-tøj.
Avatarerne er bakket op af et 10 personers, sublimt spillende rockband der synes at blende ind og ud af de originale playback tracks. På begge sider af scenen sørger gigantiske skærme for skiftende nærbilleder af gruppens medlemmer i en blanding af avatar-closeups og ægte, historisk film- og MTV-materiale.
Hurtigt mistes fornemmelsen af, hvad der er op og ned på live action og computergenereret færdigvare.
Resultatet er forførende mesterligt, i al sin uigennemskuelighed.
Popmusik har altid været drevet frem af ny teknologi. Fra el-guitaren til synthesizeren og Phil Collins’ noise-gatede dommedagstrommer, til vore dages hæmningsløse brug af vokal autotune, der kan få selv en ged til at synge rent.
Abba-showet er en teknisk pragtpræstation med knap 300 separate højttalere, og et samlet lydtryk (uhørt god kvalitet forstås) – på op mod 870.000 watt.
Lysdesignet betjener sig af 30.000 individuelt kontrollerede lyskilder, 500 bevægelige spots og en klynge af omkring 100 ufo-agtige, flyvende spejl-tallerkener i uafhængige ophæng, der tillader dem at vinkle i alle retninger, og skabe en ambience, jeg aldrig har set magen til.
Setlisten er sammensat, så alle får, hvad de er kommet efter.
Hele hitkataloget afleveres efter bogen, hvor flere af numrene synes afviklet i let remixede udgaver med lidt tungere dance beats.
Stærkt i erindringen står numre som SOS, Knowing Me, Knowing You, Gimme Gimme Gimme og selvfølgelig hele striben af party-klassikere som Waterloo, Voulez-Vous og Dancing Queen.
Et nummer som Fernando, som jeg normalt finder en smule plagsomt, springer ud som komplet rørende ballade i en smuk, smuk staging, mens lange, instrumentale passager (Eagle?) ledsager en imponerende, computeranimeret fantasyfilm, eksekveret i hyperbrillant, digital kvalitet.
Her følger vi en Manga/Mulan-agtig karakter på rejse gennem en fantasy-verden mod en slags Abba-tempel, hvor lykkens porte åbner sig til sidst. Jeg undrer mig stadig over hvor hun kom fra, og hvilken diskurs jeg har overset, men fantastisk så det godtnok ud.
Gennem hele showet gestalter avatarerne den relativt ungdommelige forestilling om Abba’s look, man har fra 80’erne.
Ret skønt og fuld af selvironi er det, da festen slutter med filmklip af gruppens medlemmer, der vinker farvel til os, som de aldrende, rynkede popstars, de er i dag.
Man forlader Abba Arenaen i en mættet musikalsk stemning af nostalgi og frydefuldt vemod.
Efter koncerten og udmattet af 90 minutters sublimt iscenesat hitparade, finder jeg mig selv i en fyldt togvogn på vej tilbage mod London City.
Da de mange mennesker helt uprovokeret begynder at synge Thank You For The Music, var står jeg midt i en klihcé, der er så fed, at jeg aldrig ville have troet på det, hvis jeg ikke selv havde været der.
Peace, Love and Happiness er faktisk muligt.
Der er seks stjerner fra Det Sku’ Du se til et show, du ikke bør snyde sig selv for, hvis du er det mindste Abba-fan, holder af en god fest, eller blot er interesseret i at se, hvor showbiz og scenekunst kan være på vej hen. Det er grænseoverskridende.
