DAS RHEINGOLD • ROYAL OPERA HOUSE LONDON

★★★★★☆

Foto: Monika Rittershaus

ANMELDELSE DAS RHEINGOLD: MESTERLIGT KICKOFF PÅ BARRIE KOSKY’S LONDON RING

En mættet stilhed breder sig i Londons gallaklædte, tætpakkede Royal Opera House, da en splitternøgen 82 årig kvinde med en næsten intimiderende, benet og udmagret krop, stavrer langsomt over scenen med langt, hvidt oldingehår, og ansigtet begravet i hænderne som for at sige: Hvad har vi dog gjort? Hvordan nåede det så vidt? Sådan kickstarter Barrie Kosky Rhinguldet og sin med spænding ventede London Ring, der med sit spektakulære og begavede take på Wagners mesterværk, tegner til at blive endnu en markant succes for den estimerede stjerneinstruktør.

Bag kvinden, der viser sig at være Jordens gudinde Erda, afsløres væltede, forkullede stammer af det asketræ, der i Wagners mytologi holder verden sammen. Et dystert flash forward og et djævelsk varsel om den undergang, som Ringens indviklede storylines snart vil sætte i gang.

Først nu starter den ikoniske 136 takters flukturerende Es dur ouverture, der kalder Rhindøtrene frem fra træets indre, så det fatale møde med dværgen Alberich kan finde sted. Et indre, der viser sig at dunke med en puls af flydende guld.

Orkesteret under ledelse af den højt respekterede Antonio Pappano, spiller på højeste, tekniske niveau omend med en lidt mere distinkt klang og attitude, end jeg oplever i tyske operahuse, f.eks. Bayreuth hvor Wagners flittige brug af bløde horn får et særlig klædeligt, organisk udtryk. Lad os kalde det en smagssag. 

Rhindøtrene er klædt i sexet, sort lingeri, og selvfølgelig kan Alberich ikke modstå deres pirrende flirt, hvor de først stripper ham nøgen, for straks efter at iklæde ham dameundertøj, og trække hans pik frem, så den dingler latterligt ud af lingeriet for åbent tæppe. (Du læste rigtigt.) 

Således ydmyget har Albericht ikke problemer med at afsværge kærligheden for altid, og dermed få adgang til Ringen og dens altovertrumfende magt. Dramaet er i gang. 

Kosky er operaens Steven Spielberg og excellent til at tegne tydelige arketyper med genkendelige, menneskelige egenskaber, pæne såvel som mindre pæne. 

Kosky siger i et interview, at hans mål er, at få os til at glemme, at vi er til opera, og i stedet fokusere på tematikken og de menneskelige interaktioner. Ja, måske endda blive lidt klogere på os selv. 

På de ydre linjer imponerer Kosky’s stage design konstant med spektakulære tableauer og dynamisk flow. Det er stort set umuligt at kede sig til en Kosky-iscenesættelse.

Her adskiller han sig fra flere af sine kolleger, der ofte synes mere positivt indstillede over for at lade en nok så nødvendig, kunstnerisk idé skygge for underholdningsværdien. 

Alberichs guldmine med de trælbundne Niebelunger er en vild association med et forbløffende, scenisk impact. 

De forkullede stammer af asketræ optræder nu opspændt i en slags hi-tech industrikonstruktion, hvor gudinden Erda sidder fastspændt med kæmpe slanger monteret på brysterne, mens en enorm malkemaskine i rustfri stål med blinkende lamper dunker uhyggeligt i den røgfyldte baggrund. 

Sammen med lyden af Niebelungernes banken og hakken i undergrunden skabes en på en gang dragende og frastødende, visuel manifestation, der framer vores griske udbytning af jordens ressourcer. 

Et skræmmebillede så effektfuldt, at det ville gøre enhver Greenpeace fundraiser misundelig. Det er skideuhyggeligt, simpelthen.  

I dette setup foregår også sekvensen, hor Wotan og Loke franarrer Alberich Ringen efter at have lokket fjolset til at trylle sig om til en frø, fanget ham i en pose og dernæst skåret hans ringfinger af, så blodet strømmer. Intet under, at en bitter Alberich ved denne lejlighed nedkalder den forbandelse over Ringen, der skal  få så fatale konsekvenser.  

De tre herrer gestaltes mildt sagt overbevisende i nævnte rækkefølge af Christopher Maltman, Sean Panikkar og Christopher Purves i et samlet cast uden svage led. 

Snart efter ankommer kæmperne Fasholt og Fafner for at afregne opførelsen af Wotans prestigebyggeri Valhalla. 

Du ved selvfølgelig allerede, at kæmperne har taget Wotans svigerinde som pant, og at man enes om en slutpris på så meget guld, at det dækker hende komplet. 

I Kosky’s version bliver denne scene bestialsk på Tarantino-niveau, da svigerinden bliver tvunget ned i et kistelignende badekar af blik, og derefter overhældt med spandevis af flydende guld, til hun næsten drukner. 

Nu i besiddelse af den forbandede ring, dræber den ene kæmpe den anden ved at smadre ham til døde med en polokølle. Jo, der er er gang i den!

Slutscenen hvor Wotan fejrer dramaets tilsyneladende lykkelige udfald med familien, foregår i det mest utrolige vandfald (syndefald?) af langsomt dalende glimmerkonfetti, der fortsætter som i et uendeligt paradis af Techniclor.

Her hygger selskabet sig i festkjoler uden at ænse Erda, der står lidt tilbage på scenen, nøgen og fortvivlet i en bleg lysstribe, som den eneste, der har forstået, at dette er en begyndelsen til enden – pakket ind i guld og glimmer. 

Et stiff-upperlip, konservativt britisk publikum kvitterer med stor, fortjent applaus, der dog forekommer noget afmålt i sammenligning med den hyldest, jeg er sikker på, Kosky ville havde scoret i Berlin, Salzburg eller Bayreuth. 

De følgende afsnit får premiere de kommende sæsoner med planlagt opførelse den samlede London Ring cyklus i 2028. 

Med den nye smagfulde Piazza bar og restaurant på London-operaens rooftop, inkl. sublim udsigt over Covent Garden, vil det ikke være det dårligste sted at tilbringe en lille uges ferie, sammen med det, der tegner til at blive en operaproduktion af højeste, internationale klasse.