DEN GLADE ENKE • ZÜRICH OPERA

★★★★☆☆

Foto: Monica Rittershaus

ANMELDELSE DIE LUSTIGE WITWE DEN GLADE ENKE: HÆMNINGSLØS BARRIE KOSKY-GLAMOUR I ZÜRICH

Den Glade Enke goes to Hollywood i stjerneinstruktøren Barrie Koskys kæmningsløst glamourøse opsætning på Zürich Opera, der underholder bravt trods et indhold af kultur-vitaminer på niveau med næringsværdien i en candyfloss.

Spørgsmålet er, om der er pailletter nok i hele verden til at dække over, hvor tyndbenet en historie, Franz Lehars 1905 operette i grunden er. Selv i den mest  insisterende, positive tilgang til værket, forekommer Enken bare at være håbløst gammeldags. Det vidste Kasper Holten og Adam Price også godt, da de lavede deres spidsfindigt vellykkede, anderledes take på historien i København i 2021.

Det fornemmes, at operette-specialisten Kosky, der rebootede genren i sin tid på Komische Oper i Berlin, i samme erkendelse har valgt at overhælde hele denne superbanale rom-com med et så tykt lag af festlig kostumepragt, at indpakningen har mere substans end indholdet. En kritik, der ikke er helt ny for den feterede stage director.

Det starter ellers lovende med en smuk, melankolsk prolog, hvor Enken  sidder alene på scenen ved et koncertflygel, der spiller et medley af forestillingens evigtgrønne ørehængere, som du med garanti kender alle sammen.

Musikken er angiveligt en kuriøs indspilning af Franz Lehar himself, der er bevaret på en klaverrulle og kan findes på You Tube.

Langsomt vækkes minderne om den gamle verden til live, da dansere skrider ind og tager over.

Herrerne i kjole og hvidt med moustache, perfekt pomadehår og nelliker i knaphullet, kvinderne i tætsiddende, lange sølvpailletkjoler med høj slids, kantet af hvid pels. Hey, what’s not to like!

Første akt slæber sig imidlertid afsted med for meget lavkomik og formange banaliteter, før pausen giver mulighed for at re-fokusere på opgaven: Jeg er kommet for at more mig, og jeg gider ikke sidde i den smukke Zürich Opera og være anmeldersur over, at en operette, der var hot i 1905 er kølnet en del siden.

Så med et godt skud pausebobler stiger stemningen hurtigt i anden akt, hvor Kosky begynder at spille sin stærke hånd af sikre kort. Mesteren af showbiz leverer et festfyrværkeri af stort opsatte glansnumre, der lukker munden på kritikerne.

Trumfen falder omkring Vilja-åh-Vilja-sangen, hvor et korps af mandlige dansere giver den gas i sorte catsuits med smaragdgrøn glimmer-ornamentik i insektlignende mønstre. En prægtig queer-uartighed, der får publikum til at tabe kæben i en af forestillingens bedste scener.

Da Enken snart efter køres ind, stående på flyglet i en gigantisk, opulent udsmykket Madonna-agtig kåbe, begynder en større idé at materialisere sig. Under kåben er hun iført et sexy dominatrix kostume, der udtrykker Koskys bagtanke med iscenesættelsen – nemlig at præsentere hende som en stærk, uafhængig, kosmopolitisk, selvbestemmende kvinde, der matcher tidsånden 2024.

En Kosky-ekstemporering af originalkarakteren, der selv i den afdæmpede originaludgave skabte vild hype om forestillingen,da den udkom omkring århundredeskiftet, og definitionen af kønsroller mildt sagt var anderledes.

Forestillingen slutter med at citere sin begyndelse i en lækker-sørgerlig melankolsk stemning omkring flyglet, der sammen med en vemodig soloviolin lukker ballet med en smuk sløjfe og en lille tåre. Sådan skal dét gøres.

Kosky har håndplukket solisterne fra tidligere, vellykkede samarbejder, herunder den pragtfulde, tyske sopran Marlis Petersen (56) der spiller titelrollen som Hanna Glawari.

Marlis Petersen var fremragende som Marskalinden i Kosky’s Rosenkavaleren, men desværre indisponeret denne aften og last minute-dubleret med lidt mindre stjernedrys.

Den højt estimerede, tyske baryton Michael Volle (63), der triumferede med Kosky i Mestersangerne, synes dog lidt sært castet til sin    mandlige hovedrolle som den modvillige ambassadesekretær og storcharmør Danilo, og får kærlighedsforholdet til fremstå absolut utroværdigt –  ganske som resten af plottet i øvrigt.

Skal vi ikke bare være enige om, at Enken mest af alt er en serie af ørehængere med en anorektisk, tynd dialog, der ikke vil tilfredsstille et intellektuelt ambitiøst publikum

Operettegenren er svær, men også historisk interessant, fordi den er bindeleddet mellem klassisk opera og moderne musicals.

Og hvad er der for resten i vejen med noget let, veldrejet underholdning i spektakulære scenebilleder, eksekveret på professionelt topniveau.

En flot, men ikke uforglemmelig aften i Zürich operaen, der lander på fire stjerner fra Det Sku’ Du Se.