DEN GLADE ENKE 2.0 |OPERAEN

★★★★★

Foto: Camilla Winther

ANMELDELSE DEN GLADE ENKE 2.0: INDSPIST MED PRICE

Der er svidende, svirpende spank til den samlede, danske kulturelite i Adam Price og Kasper Holtens festlige, flabede gendigtning af operetteklassikeren Den Glade Enke.

Den østrigske komponist Lehar’s bedagede valsedrøm fra verden af i går, er forvandlet til Hot & Spicy samtidssatire i en gakket gryderet af revykomik, operettehits og indspist kulturkritik.

En genrebrydende, ambitiøs iscenesættelse i fabelagtig scenografi, hvor et veloplagt cast knokler, for at få de mange umage ingredienser til at gå op i en højere enhed.

Man skal vove pelsen, lyder det i programnoterne. Og det er helt sikkert, at vi har at gøre med en mundfuld af et teaterstykke, som ikke er en ret for tøsedrenge.

Måske er der lidt for meget på tallerkenen?

På denne premiereaften, hvor det meste af kultureliten er bænket til spank i operaens plyssæder, går det meste af første akt med at tabe underkæben, og prøve at greje, hvad pokker her foregår, mens sarkasmen og stikpillerne hagler ned over alle de indbudte kulturping’er, som nærmest selv bliver en del af forestillingen.

Pivfrækt af Holten/Price, der er stået til søs med en last af modige nyvalg, man letter på kasketten for.

Originalen, Lehar’s elskede operette fra 1905, handler om en glad enke fra et konkurstruet, balkansk fyrstendømme.

Forviklingerne starter ved udsigten til, at enken kan gå hen og forelske sig uhensigtsmæssigt ved en ambassadefest i Paris.

Fordufter hun med alle arve-millionerne vil fyrstedømmet være bankerot, og hele det fine selskab out of business.

Til lyden af smægtende valsehits, som du alle sammen kender fra din mormors køkkenradio, ender det heldigvis godt efter et væld af underholdende benspænd.

i Operaens stort opsatte gentænkning er alting fuldkommen det samme – og alting fuldkommen anderledes.

Handlingen er henlagt til et teater på fallittens rand, plaget af åndsformørkede, politiske krav og snærende bureaukrati i hænderne på en hær af smalsporede Djøf’ere.

Således handler det om dansk kulturliv i almindelighed og Kasper Holtens ’eget’ Kgl. Teater i særdeleshed.

Djøf, Djøf min lille sparegris, er en af mange gyldne oneliners fra Adam Prices gavmilde vokabularium.

Lehars pladderromantiske wienervalseri er blevet et aktivistisk stykke debatteater, i en skrupskør, Monty Phyton’sk teateremballage, teknisk toptrimmet og effektfuldt serveret i en kontekst, der uden større anstrengelse kan anklages for at være indspist til bristepunktet, anskuet fra menigmands vinkel.

Det intelligente ved det hele, er imidlertid, at historiens skelet, et Hollywood’sk kærlighedsroderi, er bibeholdt som fortællingens driver, hvorfor løjerne også kan nydes face value hvis man ikke lige er i stødet til at fange de mange syrlige hentydninger.

Musikken er der ikke pillet ved, den er eviggrøn, blot forsynet med nye tekster af Price, der nok forfølger det lavkomiske, men også hitter stort i den nye ’undersættelse’ af Vilja-sangen, der et godt bud på en egentlig #Me Too slagsang med titlen Vil Jeg, Så Vil Jeg. Et gyldent musikalsk øjeblik.

Gisella Stille er mere end skøn som enken, der har har arvet en svinsk stor millionformue efter Svine-Svendsen, som hun angiveligt har elsket til døde allerede på bryllupsnatten.

Nu slås det samlede kulturliv om den kulturpris på 300 mio. kr., hun agter at drysse ud over kunsten. Hendes presseevent på den afdøde ægtemands svineslagteri er et af forestillingens absolutte højdepunkter.

Morten Staugaard er revykomisk som den driftige teaterdirektør, der må og skal have del i pengene, for at teatret kan overleve.

Palle Knudsen er herlig og prægtigt syngende som den resignerede smørtenor, der har opgivet karrieren og søger oprejsning  i tv-realiyshowet Gift Ved første Knald.

Som slimfit-smokingklædt filminstruktør, der flittigt dusker teaterdirektørens kone, er Gert-Henning Jensen lige i øjet. Det samme er hans smækre vokal.

Live video og tweets blæst op på kæmpedekorationen, fest, farver og dårende dansere med noget, der fra 9. række lignede kødædende trusser under skørterne, sørger for fart over feltet.

Lad så være, at man godt kan høre, at det ikke er skuespillere, men sangere, der fra tid til anden taler sig lidt gumpetungt gennem de mange dialoger.

 Vil det lykkes teaterdirektøren at manøvrere det hele på plads, så millionerne kan frelse hans teater?

Eller er han så gennemført uduelig, at det eneste han kan bruges til, er at blive kulturminister?

Gå ind og få svaret i Operaens nok så indspiste, men også stærkt underholdende bud på en dristig, aktuel opdatering af Den Glade Enke.

COOL VIBE PÅ BOATHOUSE

Tæt på Krøyers Plads, altså den smarte lokation lige over Kyssebroen/Cykelbroen for enden af Nyhavn, er åbnet et væld af restauranter, som er med til at gøre dette nytrendy liebhaverkvarter levende og attraktivt. 

Det bliver endnu mere hot, når både Operahaven og den kommende, japanske arkitekturperle af et vandkulturhus også åbner. 

Jeg er stadig bitter over, at jeg lyttede til min revisor og afstod fra at investere i en af lejlighederne omkring pladsen, da de blot var på tegnebrættet, og faktisk til at komme i nærheden af prismæssigt. 

Er det 40 mio. kr. en af de dyre går for nu? Argh, må jeg bede om en gintonic, det er jo ikke til at holde ud at tænke på…

Nå, men Boathouse, Barr og Nærvær ligger der næsten dør om dør. Denne gang faldt valget på Boathouse, hvis velbeliggende udeservering har været svært velbesøgt i hele sommeren.

Indenfor mødes du af en cool vibe, framet af smart interiørdesign der fremkalder mindet om San Francisco Harbour og easy going waterfront restaurants, med tilværelsens ulidelige lethed på menuen.

Her på Boathouse er menukortet bygget op om California Grill og Asian Favourites.

Appetitvækkende, enkle retter, hvoraf jeg faktisk nød nogle af sushi serveringerne en regnvejsdag i juli mens teatrene stadig var lukkede. 

Beliggenheden tæt ved Operaen og muligheden for at spise let og hurtigt inden en forestilling, gør Boathuse til et godt pre-teatervalg.

 Med min ledsager delte jeg to glimrende forretter. Først en tallerken  knaldgode, grillede tigerrejer, der knurrede godt af spicy, mexican rojo-salsa, og blev serveret med butternut squash puré, koriander, græskarkerner og grillet brød.

Herefter en rigtig lækker laksetatar af koldrøget laks serveret på spinatvaffel med avocado, radise, tomater, syltede løg, chili og krydderurtedressing.

Et par fuldfede glas arketypisk, amerikansk Chardonnay med smæk på egefad og smørnoter, gav krop til det lette, californiske groove.

Grillet lammeculotte var under overvejelse til hovedretten, men lammet blev i sidste øjeblik overhalet (oversvømmet?) af grillet helleflynder, marineret i citrongræs, limeblade, galangal og lime, serveret med en varm tomatillo-chili salsa og koriander.

Det viste sig desværre at være et lidt ærgerligt valg, da den stakkels, tynde skive helleflynder var grillet så tør, at jeg under normale omstændigheder havde sendt den retur til Sahara, hvor den tilsyneladende kom fra. Men nu gik det lige så godt og jeg havde hverken tid eller lyst at gøre det ukomplicerede kompliceret.

Cortado’erne var stærke og gode, betjeningen veloplagt og imødekommende – og operaen lige om hjørnet.
Jeg tager lammet næste gang.

P.S Hils i Sahara, Helle!