MANON LESCAULT • FRANKFURT OPERA
★★★★★★
Foto: Barbara Aumueller
ANMELDELSE MANON LESCAULT: ASMIK GRIGORIAN VÆLTER HUSET I FRANKFURT
LOVE står der, så det ikke er til at misforstå. Hvert bogstav er knap 10 meter højt og skåret ud i beton. En seksstjernet udgave af Puccinis tidlige tåreperser Manon Lescault er sat i gang, med stjernesopranen Asmik Grigorian i spidsen.
Tilsammen fylder de fire bogstaver hele scenens bredde, og fungerer samtidig som støttepiller for den motorvejsbro, der kører oppe under loftet.
Selvfølgelig triller en minibus ind på scenen og sætter en gruppe passager af ved den motorvejsrestaurant, hvor den unge student Renato des Grieux om et øjeblik skal møde unge, smukke Manon Lescault, som han forelsker sig i øjeblikkeligt, uafrysteligt og fatalt for begge parter. Det er jo Puccini, der er på spil.
Manon Lescault er blot Puccinis tredje opera, men HOLD DA OP, hvor kunne han allerede komponere.
Allerede her møder vi Puccinis særlige kompositionsteknik, hvor orkerestret maler de tydelige, melodiske linjer, og sangerne så at sige ’synger ‘lige ovenpå‘, så man får den her storladne orkestrering af klare melodiforløb der bare går lige i hjertet.
Orkestreret er storspillende med en smukt afrundet klang, under direktion af Frankfurt debutanten Modestas Pitrenas.
Den litauiske sopran sensation Asmik Grigorian vælter huset allerede i sin første arie, og de få murbrokker, der står tilbage, klarer den fabelagtige mexicansk-amerikanske tenor Joshua Guerrero med en medrivende udfoldelse af ægte tenor power, tilsat langt sort, tilbagestrøget, italiano-hår.
Salen genlyder af bravo råb og applauser, og vi er kun lige begyndt.
Med en sceneteknisk magtdemonstration, jeg aldrig har set magen til, sænkes motorvejen nu ned over bogstaverne, samtidig med en den vender rundt om sig selv, og forvandler sig til dekadent natklubs bordel- med et blæret interiør, der omgående befolkes med dusinvis af forførende sexy, afklædte kvinder med Manon Lescault i spidsen. Jeg har ikke tidligere hørt publikum klappe af et sceneskift. Men det er dér, vi er.
Hvordan beton-bogstaverne samtidig morfede til rød neon, fattede jeg ikke en bjælde af.
Asmik Grigorian synger resten af denne akt kun iført glimmerbikini, og afmonterer for tid og evighed myten om, at det kræver en overvægtig klangkasse at synge opera på topniveau.
Asmik synger så tårerne konstant presser på, mens hun udstiller sin martrede sjæl – stundesløs i jagten efter den store kærlighed på den ene side – og et frit liv i lider, lyst og luksus på den anden. Det skal jo gå galt, og gør det også.
Asmik Grigorian var selve årsagen til, at jeg rejste til Frankfurt for at overvære premieren på denne 2. comeback opsætning af Puccini klassikeren i catalanske Alex Ollés forrygende iscenesættelse, med vildt stagedesign af hans faste makker Alfons Flores.
En pragtpræstation, der har trukket store overskrifter i verdens operamedier, og medvirket til, at Frankfurt Opera i 2021/2022 blev kåret som årets operahus i Tyskland. Vistnok for 4. gang i træk og 27. gang i alt!
Uden at blinke kan jeg sige, at både Asmik Grigorian og forestillingen som sådan overgik mine tårnhøje forventninger.
Hun synger med et sjældent vokalt overskud i de høje partier, og med en klang, der associerer til mahognitræ og ahorn sirup. Lyder det for mærkeligt? Tjek det selv. Asmik synger Jenufa på Staatsoper i Berlin i 2023 og dér ser du (også) lige mig. Premiere 20. april.
Scenografien fortsætter med at forbløffe, da den efter pausen forvandles til en slags Guantanamo prison med fængslede horer i gitterbure, hvorfra den nu kriminaliserede Manon (det er en længere historie) skal udskibes fra Le Havre til Amerika.
Historien minder lidt om La Traviata. Den er måske ikke helt så stramt fortalt, som f.eks. La Bohême, der fulgte kort efter. Men operaen blev Puccinis internationale gennembrud, og det forstår man til fulde. Musikken er fremragende og kridter banen op for at verdensklassesolister kan levere det ypperste.
Operaens finale er et grafisk mesterstykke med kun de gigantiske LOVE bogstaver på scenen i brillant lyssætning, hvori de to elskende omkommer i hinandens arme – mens tårerne pisker ned ad kinderne på det velklædte Frankfurter repremiere-publikum og placerer denne Manon Lescault som en af de flotteste og mest gribende operaopførelser, jeg har overværet.
Der er ingen vej uden om seks stjerner. Forestillingen kan ses et stykke ind i 2023 og kan ikke anbefales stærkt nok.
MINE FRANKFURT LYN TIPS
Efter teatertid spiser man på teaterrestauranten Fundus på hjørnet af selve teaterbygningen.
Maden er udmærket, uden at være cusine eller på anden måde prangende, men stemningen er livlig og betjeningen er på tæerne. Cremet spinatsuppe med Riesling og rumpsteak med Rioja har der mig bekendt aldrig været noget galt med.
Sjovt er det, når nogle af stjernerne fra aftenens forestilling dumper ind under klapsalver og bravo-råb.
Frankfurt er Tysklands 7. største by med blot 700.000 indbyggere. Det er euroens hjemmebane og huser Den Europæiske Centralbank foruden en række andre big business headquarters.
Byen blev så ulykkeligt bombet sønder og sammen i 1944, men har som tysk og internationalt finanscentrum rejst sig med en Manhattan-agtig skyline langs floden Main (biflod til Rhinen), som er absolut ueuropæisk og flot på sin egen måde.
Den lidt kønsløse, men også velhavende middelklassemodernitet, afspejler sig i store, overordenligt velbesøgte shoppingscentre, mens et kønt, genopbygget område af gamle købmandshuse i romantisk bindingsværk nær domkirken og rådhuset udgør et velkomment åndehul.
Det store julemarked i december ligner fuldstændig det, man finder på Kgs Nytorv i København eller Alexanderplatz i Berlin. Jeg fandt en rigtig god Frankfurter Stadtwurst og nød den ubetinget før jeg skyndte mig ind og drak øl på det gamle bryggeri om hjørnet.
Frankfurt er et sympatisk bekendtskab, som jeg ser frem til at genoptage, gerne i lidt lunere måneder.
F.eks. når Barrie Kosky nyopsætter Händels Hercules i april/maj 2023.
