ZAREN/DEN KLOGE KVINDE • OPER FRANKFURT
★★★★★☆
Foto: Barbara Aumüller
ANMELDELSE ZAREN VIL FOTOGRAFERES/ DEN KLOGE KVINDE: HERLIG ABSURD OPERA MODERNISME I FRANKFURT
Keith Warner’s Frankfurt iscenesættelse af to modernistiske operaer er på én gang herligt boulevardteater og givende, smalt musikdrama i et produktionsdesign, der tager pippet fra de fleste.
Kurt Weil’s Zaren Vil Fotograferes er første del af denne doublebill på Frankfurt Opera, der fortsætter med at holde absolut topniveau på husets opsætninger.
Zaren åbner med et brag i en blæret rundbuekulisse, med portrætter af berømte statsledere spredt på oplukkelige lemme, nærmest som en julekalender.
Klapperne flyver op ved et pludseligt orkestercrescendo og afslører uhyggelige skelethoveder der blæser den voldsomme intro for fuld kraft lige ud i hovedet på publikum. Så vågnede man lige!
Med et portrætfoto-atalier-setup placeret på drejescenen i midten, veksler scenografien mellem at give plads for den igangværende handling – og perspektiverende tableauer af berømte attentater.
Stilleben af Zar Romanov med hustru og fem børn, dræbt af skud og bajonetter, indsmurt i blod på lækker hvid fotobaggrund, JFK på talerstol ved sin fødselsdag med Marilyn Monroe i stramtsiddende sølvpailletkjole ved sin side – og Julius Cæsar eftertrykkeligt knivdolket, omringet af misdæderne iført blodige tunikaer i frosset snapshotpositur.
Zaren Vil Fotograferes er en skøn, lille en-akter af lystig beskaffenhed, der får mig til at tænke på Puccinis Gianni Schicchi.
Her handler det om en Zar (læs en hvilken som helst tyrannisk despot), der forsøges myrdet af revolutionære oprørere under fotooptagelse i studiet hos en mondæn, fransk fotograf.
Oprørene hijacker studiet, indsætter en vellignende dubleant for fotografen – og placerer en pistol i kamerahuset, klar til et skud, der bliver lidt anderledes, end zaren havde forstillet sig.
Ret herlig, moderne opera buffa-detalje på bare 50 min., der udarter komisk, da zaren er mere interesseret i at komme i trusserne på fotografen, end i selve billedet, der skal indskrive ham i rækken af portrætterede berømtheder.
Som en del af den pikante flirt insisterer han tilmed på at bytte rolle med fotografen, og lænker hende til portrætstolen, for selv at gå bag kameraet og joke med at trykke på udløseren….
Tabloidopera, kaldes genren også, med et godt udtryk jeg ikke kendte.
Attentatplanerne optrævles, oprørerne fordufter, og den rigtige fotograf kan vende uskadt tilbage til studiet, uvidende om pistolen i kamerahuset. Zaren, som ikke helt har fattet, hvad der er foregået omkring ham, vil dog stadig gerne have sit portræt taget…
Kurt Weil, der især er kendt for sit samarbejde med Bertolt Brecht, skrev denne fine detalje i 1928 – et sjovt, musikalsk værk i komponistens sædvanlige, intense stil, med det nærmest cirkus/cabaret agtige tonesprog.
Som den falske fotograf er sopranen Juanita Lasacarro en oplevelse såvel vokalt som dramatisk. Zaren gestaltes lige så behændigt af den slovenske bariton Domen Krizaj. Det er en skøn forestilling, der burde finde vej til en dansk scene.
Lidt anderledes kompliceret er dobbeltprogrammets anden del med Carl Orff’s Den Kloge kvinde – et ligeledes satirisk, magtkritisk værk, som er mere indviklet i sin opbygning af 12 billeder, der noget surrealistisk springer ind og ud af sin tidslinje.
Også her er scenografi og kulisser skabt med imponerede kreativitet. Dele af castet er gengangere fra aftenens første del.
Den spøjse fortælling handler om en ung kvinde, der ender med at narre, udstille og ydmyge magthaverne i form af en grisk konge, der træffer tvivlsomme beslutninger, og ender med at blive spærret inde i den kuffert, han har smidt sin hustru på gaden med.
Musikalsk en noget krævende omgang fra Carl Orff, der skrev værket i 1940 og i forbindelse med efterkrigsårenes afnazificeringsprogrammer forsvarede sig med stykkets indbyggede, omend gedulgte magtkritik.
Plottet rummet så meget subtil symbolik, at det er lidt svært at hitte rundt i, ligesom det musikalsk ligger et godt stykke fra den smægtende, melodiske vellyd, mange forventer af en operaoplevelse.
En spændende operaaften i Frankfurt udløser fem stjerner for sit høje, kunstneriske niveau – og så må du selv rode med, om du er klar til denne måske lidt smalle genre af absurd, modernistisk musikdramatik.
QUICK FRANKFURT TIPS
Lej en Nextbike cykel via mobilen (de står alle steder i bymidten) og tril en hyggelig tur langs Main flodens bredder, hvor fede gæs hygger sig i de kønne, grønne områder med udsigt til løbere, kajakroere og Frankfurts ikoniske skyline.
Museer og gallerier ligger tæt og jeg anbefaler Städel med gamle mestre, (herunder et supersmukt Botticelli maleri), såvel som en fin samling Weimar-kunstnere med deres kulørte motiver og pågående stil.
Lige ved Römer torvet finder du både Museet For Moderne Kunst og Schirn Kunsthalle med veludrustede samlinger af installationsværker, man kun delvist forstår, hvis du ikke meget hellere vil tage plads ved pladsens talrige udskænkningssteder og nyde iskoldt, skummende kvalitetsøl.
Jeg bor gerne på det udmærkede, prisvenlige Motel One Römer 200 meter den gamle, genopbyggede bymidte – og endnu kortere til Oper Frankfurt på Willy Brandt Platz.
Efter forestilling i operaen spiser man på Fundus, hvor jeg flere gange har oplevet, at aftenens stjerner indfinder sig til natmad under under stor applaus fra gæsterne.
Baja Bike har udmærkede, guidede cykelture som giver en godt overblik over byen, som er mindre end man tror og på mange måder en weekendtur værd.
Alte Oper er i øvrigt smukt genopbygget og spiller klassiske koncerter af høj kvalitet vekslende med diverse populære shows og rockkoncerter.
De lokale fodboldhelte fra Eintracht Frankfurt slog Suttgart i semifinalen kort efter mit besøg, og spiller tysk pokalfinale mod Leipzig 3. juni. Held og lykke.
