HERCULES • OPER FRANKFURT
★★★☆☆☆
ANMELDELSE HERCULES SKUFFER I FRANKFURT
Stjerneinstruktøren Barrrie Kosky skuffer forventningerne med en tam Frankfurt opsætning af Hercules, hvor en semi-koncertant, underdramatiseret opera/oratorie hybrid trods stærke solister, et fremragende operakor og sublimt orkesterspil dirigeret af Laurence Cummings, efterlader en fornemmelse af have sat sig mellem to stole.
Opsætningen åbner lovende med en stram, grafisk komposition, hvor en hvid marmorstatue af titelfiguren er placeret i en lilla sofa i det ellers nøgle scenerum. Her bliver den imidlertid siddende, de næste to timer.
Omkring flokkes forestillingens karakterer lidt efter lidt, anført af Hercules hustru Dejanira og den tilfangetagne prinsesse Iole, som udløsende faktor for den neurotiske jalousi, der ender med at sætte brand i det antikke drama.
Et ualmindelig stærkt Frankfurter Operakor i forceret massekoreografi løfter den musikalske oplevelse, men formår ikke at dække for denne iscenesættelses mangel på konceptuel, dramaturgisk ide og kreativ spænding.
Paula Murrihy (Dejanira) og Elena Villalón (Iole) imponerer vokalt og dramatisk. Også Anthony Robin Schneider står stærkt som den Hercules i kød og blod, der trods alt når at vise sig.
Hercules er en opera uden for kategori – faktisk er det slet ikke en opera. Händel skrev den som oratorium a la Messias, på et tidspunkt hvor hans operaer tabte popularitet og Händel havde brug for at stabilisere finanserne.
Førsteopførelsen i 1745 blev lidt af en fiasko, men kendere har siden givet værket oprejsning for sine innovative greb og bevægende lydbilleder.
Hvordan Barrie Kosky, der er kendt for sine showprægede mega-opsætninger, er kommet undervejs med at lave denne minimalistiske ørkenvandring, kan undre.
Måske er der tale om en afvekslende stiløvelse fra mesterens hånd, mens han forbereder sin med spænding imødesete udgave af Rhinguldet med premiere på Royal Opera House i London 11. september.
Hercules handler om jalousi, der dræber. Hercules’ hustru er overbevist om at han er holdt op med at elske hende. Sandheden er, at han aldrig har elsket hende højere, og at hustruens idé om det modsatte er et fatamorgana.
I forsøget på at genvinde den ’tabte’ kærlighed, forærer hun Hercules en fortryllet kærlighedskappe, der imidlertid vise sig at være forbandet, og udstyret med en beklagelig funktionsfejl.
Kappen bryder i brand off stage, hvorefter Hercules vakler ind på scenen, skamferet af ækle brandsår, og synker død om.
Ingen hvile finder den skyldige synger den nu helt desperate Dejanira i en af de sidste arier, hvor det fabelagtige kor lukker ballet fra sidegangene i parkettet.
Rigtig gribende bliver det ikke, til trods for, at forestillingen samler sig efter pausen, hvor den siddende Hercules-statue er hoppet ud af sofaen og erstattet af en opretstående.
Samtidig er et par af vægpanelerne fjernet for at give kig til blå himmel og hvide lammeskyer. Nyd udsigten fra Olympen.
Højdepunktet er en fabelagtig præstation fra den irske mezzo Paula Murrihy i hendes bitter-ironiske flirt med Hercules, der blot beder om lidt respekt for sin troskab og de sejrrige bedrifter på slagmarken.
I stedet mødes han af hånlig, infantil forurettethed fra hustruen, der er gået op i limningen. Det psykologiske knæk indfølt, vokalt fortolket med flot teknik og kraftfulde koloraturer.
Det godt vante Frankfurter publikum kvitterer med generøs applaus ved tæppefald. Og den buh’en, jeg så småt har indstillet mig på, da Kosky himself kommer på scenen til fremkaldelserne, udebliver fuldkommen.
Måske er der blot mig, der ikke har afstemt forventningerne realistisk til denne oratorie-opera og genrens sceniske potentiale.
At Herkules-statuen begynder at ryge, som der går røg af en brand – en slags ekko af tragedien – er en visuel bonus under finalens flotte korstykke. Elegant, uden at det dog slog benene helt væk under mig.
Tre stjerner fra Det Sku Du Se. You can’t win them all.
QUICK FRANKFURT TIPS
Lej en Nextbike cykel via mobilen (de står alle steder i bymidten) og tril en hyggelig tur langs Main flodens bredder, hvor fede gæs hygger sig i de kønne, grønne områder med udsigt til løbere, kajakroere og Frankfurts ikoniske skyline.
Museer og gallerier ligger tæt og jeg anbefaler Städel med gamle mestre, (herunder et supersmukt Botticelli maleri), såvel som en fin samling Weimar-kunstnere med deres kulørte motiver og pågående stil.
Lige ved Römer torvet finder du både Museet For Moderne Kunst og Schirn Kunsthalle med veludrustede samlinger af installationsværker, man kun delvist forstår, hvis du ikke meget hellere vil tage plads ved pladsens talrige udskænkningssteder og nyde iskoldt, skummende kvalitetsøl.
Jeg bor gerne på det udmærkede, prisvenlige Motel One Römer 200 meter den gamle, genopbyggede bymidte – og endnu kortere til Oper Frankfurt på Willy Brandt Platz.
Efter forestilling i operaen spiser man på Fundus, hvor jeg flere gange har oplevet, at aftenens stjerner indfinder sig til natmad under under stor applaus fra gæsterne.
Baja Bike har udmærkede, guidede cykelture som giver en godt overblik over byen, som er mindre end man tror og på mange måder en weekendtur værd.
Alte Oper er i øvrigt smukt genopbygget og spiller klassiske koncerter af høj kvalitet vekslende med diverse populære shows og rockkoncerter.
De lokale fodboldhelte fra Eintracht Frankfurt slog Suttgart i semifinalen kort efter mit besøg, og spiller tysk pokalfinale mod Leipzig 3. juni. Held og lykke.
