FORFØRERSKEN • FRANKFURT OPERA

★★★★☆☆

Foto: Barbara Aumüller

ANMELDELSE FORFØRERSKEN: RODET SOAP OPERA I FRANKFURT

En samspilsramt, russisk fyrstefamilie i en samspilsramt iscenesættelse af Forførersken, letter ikke for alvor i Frankfurt operaen, trods engageret orkesterspil og en førsteklasses præstation af Asmik Grigorian i titelpartiet.

Operaen er en sjældent opført Tchsaikovski, komponeret i slutningen af 1880’erne, lige mellem de mere kendte Eugen Onegin og Spar Dame.

Det drabelige, Puccini-agtige thrillerplot synes ellers at have de rette ingredienser, men der er noget ved eksekveringen og psykologien i det hele, der ikke rigtig formår at tage os med derind, hvor ju-hu knappen sidder.

Tchsaikovski mente ellers selv, at Forførersken (Die Zauberin/The Sorcerer) var den bedste af de 7 operaer han skrev, men han nåede selvfølgelig heller ikke at se Frankfurts aktuelle og ret besynderlige dramatisering af den ellers så efterspurgte, unge russiske instruktør Vasily Barkhatov.

Natasja, (Asmik Grigorian) driver et etablissement uden for byen, hvor festaber og fritænkere mødes og giver den gas – langt fra småborgernes nysgerrige blikke og lovens lange arm. 

Festen er god, lige ind til fyrstesønnen og snart efter også  fyrsten lægger vejen forbi, og fascineres af den ligefremme stemning blandt den maleriske gruppe af liderlige libertinere og legesyge liberale. 

Præsten er hurtig til at advare fyrsten mod løjerne, der hurtigt kan føre til respektløshed og anarki. Det smager lidt af Weimar republik og Babylon Berlin.

Optændt af mødet med den smukke og spændende Natasja, beder fyrsten imidlertid præsten klappe i, og sætter dermed gang i en forudsigelig kædereaktion af magtmisbrug. Næst efter en bitter kvinde, er det farligste i verden en underkendt præst, der gerne vil blande sig i politik.

Efter en række intriger ender det hele med, at fyrstinden giftmyrder Natasja i jalousi, hvorefter fyrsten skyder sig selv.

Selvmordet begås efter at han først har myrdet både sin kone og sin søn (der også er brændt varm på Natasja, den nat, han er kommet for at dræbe hende, i et halvhjertet forsøg på at redde familiens ære. 

Fortællingens DNA kredser om magtkritik, lov og moral, der er kirkelig konspiration og kampklædt politi, tungt stof, som i hvert fald på papiret synes at have godt af en løftet, humoristisk bearbejdning.

Den sympatiske Barkhatov har da også iscenesat det blodige plot i et livligt stagedesign, der synes inspireret af soap opera, med sære filmiske cuts i form af aprupte tæppefald –  men det hele virker mildest talt flagrende og ufokuseret til trods for energien i  de mange, løjerlige optrin

Tchsaikovski er tilsat en række spredte, scenografiske jokes, funny kostumer og gøglede rekvisitter, der skal forestille at sikre en 1990’er opdatering, men ofte virker noget påklistrede og dumsmarte.

Fyrstesønnen ankommer til Natasja’s Place i fuldt bokseoutfit med guldstøvler og en slags VM bælter, båret af hans hangarounds, hvor vi skal tro på at Natsja bliver hemmeligt skudt i ham.  

Fyrstinden dyrker pilates på gulvet i palæet iført lyserødt hjemme-fitnesstøj a la Hollywood Housewifes, når hun ikke bare er lækker i sølvpailletkjole, blonde lokker og flotte, lange stænger.

En buste af fyrsten midt på spisebordet viser sig at være lavet af skumplast på vippefod, da den underkendte præst bruger den som boksebold, og trakterer den med snævre hooks og cirkelspark.

Fyrsten selv hygger sig i sofaen med sin schäferhund mellem besøgene hos Natasja, der bliver mere og mere kærlige. Hunden er i øvrigt spillevende og ret cute, nysgerrig på hele det set up, den er havnet i.

Det lyder måske meget sjovt, men det virker alt sammen sehr gemacht og efterlader topsopranen Asmik Grigorian som solgt til stanglakrids i en rolle, der heldigvis er udstyret med en række aldeles smukke arier, der lader hende udfolde sit brillante talent.

Asmik er aftenen værd, det samme er Iain MacNeil som fyrsten og Alexander Mikhailov som sønnen, men de gode takter hos solisterne trækkes ned af en lidt for broget iscenesættelse, som ikke holder niveauet fra de to andre forestillinger, jeg så ved dette Frankfurt besøg.

Det skal siges, at den tyske operapresse for en gangs skyd er mere begejstret end jeg, og bl.a. roser forestillingen for at være musikalsk overbevisende regieteater. På den anden side er der måske en grund til, at Forførersken er så sjædent opført, som tilfældet er. Det bliver fire stjerner fra Det Sku’ Du Se.

MINE FRANKFURT LYN TIPS

Efter teatertid spiser man på teaterrestauranten Fundus på hjørnet af selve teaterbygningen.

Maden er udmærket, uden at være cusine eller på anden måde prangende, men stemningen er livlig og betjeningen er på tæerne. Cremet spinatsuppe med Riesling og rumpsteak med Rioja har der mig bekendt aldrig været noget galt med.

Sjovt er det, når nogle af stjernerne fra aftenens forestilling dumper ind under klapsalver og bravo-råb.

Frankfurt er Tysklands 7. største by med blot 700.000 indbyggere. Det er euroens hjemmebane og huser Den Europæiske Centralbank foruden en række andre big business headquarters.

Byen blev så ulykkeligt bombet sønder og sammen i 1944, men har som tysk og internationalt finanscentrum rejst sig med en Manhattan-agtig skyline langs floden Main (biflod til Rhinen), som er absolut ueuropæisk og flot på sin egen måde. 

Den lidt kønsløse, men også velhavende middelklassemodernitet, afspejler sig i store, overordenligt velbesøgte shoppingscentre, mens et kønt, genopbygget område af gamle købmandshuse i romantisk bindingsværk nær domkirken og rådhuset udgør et velkomment åndehul. 

Det store julemarked i december ligner fuldstændig det, man finder på Kgs Nytorv i København eller Alexanderplatz i Berlin. Jeg fandt en rigtig god Frankfurter Stadtwurst og nød den ubetinget før jeg skyndte mig ind og drak øl på det gamle bryggeri om hjørnet. 

Frankfurt er et sympatisk bekendtskab, som jeg ser frem til at genoptage, gerne i lidt lunere måneder.

F.eks. når Barrie Kosky nyopsætter Händels Hercules i april/maj 2023.