MADAME BUTTERFFLY • OPERAEN
★★★★★☆
Foto: PhotoWerk
ANMELDELSE MADAME BUTTERFLY: REN OPERA NYDELSE
Supersopranen Karah Son topper en gennemført rørende nyopsætning af Puccinis gribende tragediehit Madame Butterfly, som er ren operanydelse i en intelligent, behersket modernisering, fuld af stærke følelser, smukke scenebilleder og medrivende musik.
Den hollandske instruktør Floris Visser (41) står bag et nyt greb på Butterfly, der virker så oplagt, at man undres over, hvorfor ingen har taget dén vinkel før.
Visser lader historien iagttage gennem Pinkerton og Madame Butterfly’s nu voksne søn, der som bekendt er blevet hentet ’hjem’ til Amerika, med moderens harakiri-selvmord til følge – i en über-sentimental, isnende tragisk finale.
En af operahistoriens mest ikoniske scener, der kun lader hjerter af sten uberørte i Puccinis overdådige orkestrering.
I den voksne søns optik bliver operaen dermed et nederdrægtigt flashback, der med al tydelighed udstiller det egoistisk/imperialistiske overgreb, den selvfede, amerikanske søofficer Pinkerton udsætter en unge, japanske kvinde Cio-Cio San for.
Den voksne søn ageres stumt af skuespilleren Stephan Offenbacher, der bevæger sig passivt-aggressivt rundt i scenografi og handling, uden at tage aktiv del, men virker som en slags sandhedsvidne, der serverer Pinkertons udåd I tykke skiver. Se, hvad du udsatte min mor for!
At operaen i denne udgave udspiller sig i en nøjagtig kopi af en sal på Tokyo’s Nationalmuseum, indrammer konceptet på en måde, der både tilfører original stoflighed, og åbner for behersket, omend autentisk tilstedeværelse af den japanske folklore, som er med til at give Butterfly sit særlige, eksotiske impact.
Det er snedigt gjort, og hjælper iscenesættelsen til at styre uden om de oppustede, men spektakulært farverige japanske kulturklicheer, som woke zeitgeist indenfor moderne stagedesign er lykkedes med problematisere.
Uanset hvad, så er scenografien af den prisvindende, engelske set-designer Gideon Davey fuld af stærke, æstetiske billeder lastet til randen med symbolik.
Ikke mindst i nøglescenen før pausen, da en gigantisk nål sænkes ned over brudesengen, hvor Pinkerton gør klar til at spidde sin Geishsa-brud, der i historien fremstilles som 14-årig, og rent faktisk er solgt til opgaven af sin vanærede familie. Argh!
I titelrollen er den koreanske, La Scala-uddannede Karah Son et super cast med sin følsomme gestaltning af Nagasaki-pigen, der bliver et blindt offer for sine naive, romantiske fantasier.
Hendes smukt kontrollerede sopran har på samme tid både sølvklang og mørkere farver, og bringer publikum til tårer, da hun rammer toppen af Butterfly’s signatur-arie Un Bel dì Vedremo, hvor hun synger optimistisk til tjenestepigen Suzuki om sin genforening med det bortrejste bæst Pinkerton. En skønne dag, skal du se…
Det siges, at Son har sunget partiet mere end 300 gange, før hun holdt op med at tælle. Hendes præstation denne premiere-søndag i København er ganske enkelt fremragende.
Som Pinkerton cruiser den amerikanske, München-baserede tenor Evan Le Roy Johnson på lavt blus med akutte stemmeproblemer ved premieren, men ventes snart tilbage på fyld styrke.
Både Hyona Kim (tjenestepigen Suzuki) og Samuel Dale Johnson (konsul Sharpless) leverer fine præstationer såvel vokalt som dramatisk, klemt fra alle sider i tragediens krydsfelt af skyld og skam.
Paolo Carignani dirigerer et Kgl. Kapel i topform og sikrer en fornem, musikalsk oplevelse der bliver nærmest meditativ i det berømte, æteriske nynne-kor, som svæver ud i salen med florlet skønhed.
Instruktør Floris Visser er netop kendt for sine nutidige, innovative iscenesættelser af klassiske værker. Han har scoret succes på en række af de store scener f.eks. i Tyskland og på operaen i Zürich.
Hans fortolkning af La Boheme på Glyndebourne Festivalen 2022 begejstrede både publikum og anmeldere, hvor hans udfordrende, minimalistisk/monokrome produktion tilsat et ungt, entusiastisk cast, trak femstjernede anmeldelser, selv fra normalt konservativt indstillede medier.
Som et af sin generations flittigt efterspurgte navne med talent for at connecte med et samtidigt publikum, er han klart værd at holde øje med. Godt set af Operachef Linton at præsentere Visser for danske operafans.
Vissers nye produktion af Mozarts ’genopståede’ Idomeneo har premiere i Køln i disse dage, og kunne nok være en rejse værd, men det er en anden snak.
Her og nu er der fem stensikre stjerner fra Det Sku’ Du Se til denne fra Graz Opera importerede Madame Butterfly, der er ren operanydelse for et bredt publikum.
