DEN FLYVENDE HOLLÆNDER • BAYREUTH
★★★★☆☆
Foto: Enrico Nawrath
ANMELDELSE DEN FLYVENDE HOLLÆNDER I BAYREUTH: BRÆNDENDE HAD OG ISKOLD HÆVN
Ikke meget er, som det plejer, i den russiske instruktør og set designer Dmitri Tcherniakov’s iscenesættelse af Den Flyvende Hollænder ved Wagner Festspiele 2024 i Bayreuth.
Den altid udfordrende instruktør har forsynet historien om den spøgelsesagtige kaptajn med en videoprolog, der ændrer hele plottets definition, og radikalt omfotolker Hollænderen fra at være et epos om udødelig kærlighed til at være et iskoldt hævndrama med undertoner af traumatisk vanvid.
Picture this: I et videoflashback ser vi hollænderen som lille dreng i selskab med sin mor, der snart har hed sex op ad en husmur med borger Daland, kort efter afviser hende, og på en eller anden måde får vendt provinsbyens indbyggere mod hende.
Knaldet, udskammet og smidt væk tager moderen sit eget liv ved at hænge sig fra en af bygningerne, hvor hun kaster sig ud og dingler fra løkken, mens den lille dreng ser på – og den stormfulde ouverture med de kendte ledemotiver af brusende blæsere og bølgende strygere sætter i gang.
Fra dét øjeblik handler denne Bayreuth-udgave af Wagners tidlige klassiker kun om Hollænderens hævn over Daland og det sammenspiste, ondsindede lokalsamfund.
Foto: Enrico Nawrath
I en besynderligt undertilberedt scenografi af 1970’er agtigt provinsbyggeri af gule mursten og grimme termovinduer, skøjter en håndfuld semi-livagtige smalltown-huse rundt på scenen, hvorimellem byens borgere agerer med og mod hollænderens entourage af medbragte bøller.
Foto: Enrico Nawrath
Der er intet spøgelsesskib og intet piskende hav – forestillingen udspiller sig omkring en tarvelig bar ved torvet og i en hæslig udestue på forsiden af et gulstenshus, hvor det fatale møde mellem hollænderen og Dalands datter Senta finder sted.
Der leveres midt sagt fremragende vokale præstationer af Elisabeth Theige (Senta), Georg Zeppenfeld (Daland), Eric Cutler (Erik) og Tomasz Konieczny (Hollænderen), der var last minute indhopper for publikumsfavoritten Michael Volle, som ellers er en af tidens helt store og mest efterspurgte barytons.
Volle var angiveligt kommet galt afsted med bentøjet og havde gennemført flere forestillinger med stok, før han måtte kaste håndklædet ind.
Foto: Enrico Nawrath
Tcherniakov (44) har skilt historien ad og sat den sammen på en ny måde i et opdateret, uskønt univers, der rigtig nok giver medvind til ideen om følelseskold hævn, men også nyfortolker fortællingen om kærlighedsofferet, så den nærmest ikke er til at kende igen.
Foto: Enrico Nawrath
Nej, Senta kaster sig ikke ud fra en klippe for at frelse hollænderen og undslippe lillebyens verden af kvælende konformitet som i mange andre opsætninger.
Faktisk ender det med, at hollænderen bliver skudt midt på torvet og på den måde brat udfriet af sin forbandelse, mens hele byen inkl. huset, hvor moderen hængte sig, går til grunde i et sceneteknisk imponerende flammehav.
Dirigent Oksana Lyniv og Bayreuths Festspielorkester har, trods nogen kritik af den musikalske fortolkning, mange aktier i det smokingklædte publikums entusiastiske applaus ved tæppefald.
Lad så være, at instruktørens grundige ommøblering af historien medførte lidt sære øjeblikke, hvor scenedramatik og musikledsagelse ikke hang specielt overbevisende sammen.
For operafans, der har set Hollænderen indtil flere gange, var dette en interessant nyskabelse i Wagners ikoniske operahus, som udløser fire stjerner fra Det Sku’ Du Se.
