DEN FLYVENDE HOLLÆNDER • PRAG STATSOPERA
★★★★☆☆
Foto: Zdenek Sokol
ANMELDELSE DEN FLYVENDE HOLLÆNDER: WAGNER MED STORMSKADER
Mens orkanen Malik rasede i Danmark, gik bølgerne højt i Prag, hvor Den Flyvende Hollænder forkælede publikum i en sjældent magtfuld og stort anlagt opførelse.
En gigantisk drejescene, formet som en skråtstillet pladetallerken gestalter i løbet af forestillingen såvel skibets travle kommandobro, som dets tågede dæk og stormende ræling – og matrosernes gyngende kahytter.
Med et drej på skiven befinder vi os med ét i sovesalen, som den kvindelige hovedrolle Selma lidt overraskende viser sig at bebo, sammen med en masse andre, kostskoleklædte unge kvinder, der ikke går af vejen for en go’ pudekamp.
Hov hov, tænker du lige, plejer Selma ikke at bo med sin far, sømanden, i deres spartanske, norske kysthytte – inspireret af den mareridtsrejse, Wagner havde på flugt fra baltiske kreditorer, fanget af storm i Nordsøen på vej mod England…
Ikke i denne opsætning, som illuderer Selma’s Drøm, og derfor tillader sig, at lade associationerne og fantasien flyde frit.
Det tekniske drejeskive-vidunder af indlysende Wagner’sk impact, viser sig, uanset hvad man i øvrigt mener om denne fritænkning af Wagners klassiker, at være et genialt, scenisk greb, der på grund af sin skråhældning både kan gemme den ’bagerste’ flade og åbne sig igen for publikum med nye sætstykker og medvirkende.
Genialt i sin enkelhed og overvældende i sin gigantiske dimension, der udfylder hele scenerummet i den store Statsopera i Prag, hvor denne flyvende Hollænder er landet.
Iscenesættelsen skyldes den norske teater- og filminstruktør, Ole Anders Tandberg, der har vundet et hav af priser for sine operaopsætninger i fortrinsvis Norge og Sverige. Velkendt er det, at han også har en arkitektuddannelse i vadsækken, og ofte selv konstruerer sine sætstykker.
På scenen diverterer det kraftigst syngende og mest voluminøse sangerhold, jeg mindes at have oplevet.
Som Hollænderen selv er det tyske Joachim Goltz i kodylt Goth-outfit med lang læderfrakke og Death Metal-hår, der splitter bramsejlene med en bariton af stormstyrke.
Som Daland, faderen til Selma, den kvindes kærlighed, hvorom det hele handler, er Zdenek Plech på dæk i en kampvægt omkring 160 kilo med en dommedagsvokal, der kan piske hav til skum. Helt sikkert en fyldestgørende og alsidig tjekkisk fætter, der både har været en del af castet på Cats og selv skrevet musik til flere musicals.
Jeg er ikke uenig med de tjekkiske anmeldere, der kritiserer forestillingens uafbrudte jagt på powerplay og decibel – som naturligt blæser alle tilløb til lidt mere lyriske nuancer overbord.
Man kan også påpege, at drømmekonceptet tillader så mange ideer, påhit og frie fortolkninger af plottet, at handlingen får slagside og tager vand ind, for nu at blive i lingo’en. Velspillet Wagner – ikke helt fri for stormskader!
Hvordan bliver Senta, ellers glimrende leveret af den unge, velsyngende sopran Dorothea Herbert, uden videre så forelsket i Hollænderen, at hun vil ofre livet, for derved at løse vores martrede kaptajn for den nederdrægtige forbandelse, guderne har påført ham som straffen for et øjebiks blasfemi.
Hvorfor viser det sig, at han går i i hvide skørter under regnfrakken? Hvorfor kommer spøgelsesskibets skibets last af lysende skatte dumpende fra himlen i små (supercute) faldskærme til sidst? Siden hvornår er Selma kommet på kostskole? Der er så meget blæs på, at mellemregningerne synes forduftet.
Opera-iscenesættelse uden jordforbindelse er ikke nogen sjældenhed, og kan være både spektakulært og underholdende.
Således også denne Hollænder, der især huskes for sit effektfulde stagedesign. Lad så være, at iscenesættelsen undertiden bliver ufrivilligt komisk, når 20 seje sømænd i sydvest går op ad den drejende platform og kommer til at ligne noget hej-hoo-hej-hoo fra De Syv Små Dværge. Associationen kuldsejler lidt uheldigt med alvoren i den fortælling der udspiller sig. Men flot er det sgu!
FORNØJET PÅ FLODEN
Marina er en aldeles dejlig, italiensk restaurant i den lidt pænere afdeling, med en smuk beliggenhed i floden Moldau, lige ud for Nationalteatret. Yep, Marina er en flodbåd, men den er bygget dér, hvor den ligger, og kan ikke sejle. Så ved man, hvor den er.
Fra Marina har man udsigt over til Prags Old Town med alle dukkehusene, de kringlede gader og slottet på toppen af de bløde bakker, der omkranser denne central-europæiske perle, som stadig minder om en lidt ramponeret udgave af Wien. Kommunisternes tid omtales stadig i hånlige vendinger.
Verdens største Stalin-statue, 15 meter høj i granit blev rejst her, og var dyrere at rive ned, end at opføre. Det hæslige monument måtte bortsprænges med rigelige mængder dynamit.
Som det første, trillede Stalins hoved helt sølle ned ad bakken, og blev pulveriseret til den brolægning, der ligger på vejen i dag. Her nyder det sarkastisk anlagte, tjekkiske folk at trampe på kommunisterne og de forbandede, røde år.
Karlsbroen går over Moldau nogle få hundrede meter fra Marina, og pryder udsigten, der kan nydes med drinks på upper deck – eller man kan få sig et vinduesbord på restaurant-dækket, nogle trin ned.
Jeg fik anbefalet Marina af Pragoperaens presseafdeling, der véd, hvordan man etabler en venligtsindet anmelderstemning før teatertid. Det lykkedes 100% selv om vejret var elendigt og den fine udsigt svær at få øje på, gennem en stiv kuling af regn slud og småfrossen dis.
Der er pissekoldt i Prag i januar. Besøg gerne Prag i de lunere måneder.
Da får du også valuta for pengene i de hyggelige ølhuse og vinbarer, som kanter de maleriske kanaler, der stikker ind i de gamle bydele fra Moldau.
Menukortet på Marina er italiano internationale, indretningen moderne med åbent køkken og gang i den.
Jeg fik flotte skiver tun, lige turneret på panden og serveret med syrlig mango, der klædte.
Skrupsulten som jeg var, efter en glimrende, guidet cykeltur, valgte jeg en omgang lambchops, der var usædvanligt veltilberedte. Møre med fin stegeskorpe, perfekt medium, saftige uden blod. Jeg fik virkelig god Ratatouille til garni og var stærkt fornøjet med mit valg.
Et stort glas tjekkisk Grauburgunder var et høfligt, lokalt valg og udmærket, uden at være pragende.
