TRISTAN OG ISOLDE • BAYREUTH

★★★☆☆☆

ANMELDELSE TRISTAN OG ISOLDE I BAYREUTH: FRUSTRERENDE MANGEL PÅ SCENISK DRAMATIK

Hvad er længst? Nilen eller anden akt af Tristan og Isolde? Lige så imponeret jeg er af solister, komposition og orkesterspil, lige så frustreret er jeg over den provokerende mangel på noget, der kommer bare i nærheden af involverende, scenisk dramatik i Bayreuths 2024 opsætning af Wagners storværk.

Den islandske instruktør Thorleifur Örn Anarsson står for en helt ny iscenesættelse af Wagners ikoniske kærlighedstragedie, der på den ene side er en buldrende musikalsk triumf –  og på den anden side en næsten respektløst provokerende langgaber, der kræver ikke så lidt tålmodighed –  selv fra et trænet Wagner-publikum.

Den sparsomme handling er fordelt på tre imponerende scenebilleder af den spændendende, litauiske scenograf og visual artist Vytautas Narbutas. Første akt udspilles på et abstrakt skibsdæk med dekorative stumper af hængende rig i en drønflot lyssætning, med Isolde som forgrundsfigur i en gigantisk brudekjole med nik til skummende hav og bådens storsejl.

Herfra går det fra 2. akt videre ned i skibets indre, til en helt enorm scenografi af lastrummet og et vanvittigt opbud af nyt og antikt tingeltangel, der synes at være den bagage, Isolde har medbragt til sit nye liv som hustru til Kong Marke, med hvem hun skal giftes som led i en fredspolitisk aftale.

Inden det når så langt, forelsker hun sig som bekendt i ridderen Tristan, der er sendt afsted  for at hente hende men selv scorer den kommende brud, efter en trylledrik har skabt rod på bagsmækken.

Foto: Enrico Narwath

Parrets umulige kærlighed ender i den Liebestod, der blev Wagners varemærke. Kun i døden kan de få hinanden.

Værkets placering på allerøverste operahylde skyldes først og fremmest den musikalske fremstilling af kærlighedens dyb, der står som en gamechanger i operakomposition, og vel også i musikhistorien som sådan. Musikken er ofte anvendt i mørke spillefilm (f.eks. Melancholia) og Tristan-akkorden med sin uforløste dissonans er verdensberømt.

En britisk anmelder går så langt som til at mene, at hvis man ikke er musikteoretisk nørd eller i hvert fald musikalsk vidende på højere niveau end medium, så skal man bare lade Tristan og Isolde  passe sig selv. Læs mere om musikken i min anmeldelse af Tristan og Isolde fra Operaen i København her.

Foto: Enrico Narwath

Castet her i Bayreuth er i top med den svensk/finske sopran Camilla Nylund som robust Isolde og den østrigske tenor Andreas Schager som en stærkt syngende Tristan, der alt for ofte er overladt til sig selv i handlingsfattige, statiske positurer, hvorfra han synger direkte ud til publikum.

Bassen Günther Groissböck som Kong Marke har lidt mere action at arbejde med. Han formår at pakke sin vrede i überdelikat klang, og er min favorit denne aften.

Orkesterspillet under direktion af Semyon Bychkov matcher scenedramatikken og lader klangfarver udvikle sig i langsomme tempi – tydeligt, transparent og på ypperste niveau.

Der er intellektuel tilfredsstillelse ved at kunne identificere Wagners sirlige vævninger af musikalske ledetråde og motiver, der svæver nærmest vægtløst rundt i tonearter og instrumenteringer i fluktuerende varianter.

Lidt mere håndgribeligt er Mild und Leise temaet, der er elementært gribende i sin enkelhed og måske det tætteste, Wagner kommer noget, man kan nynne med på.

Samlet set er opsætningen en ubetinget flot og mættende kunstnerisk oplevelse.

Men jeg vælger alligevel i denne anmeldelse at stille mig på et bredere operapublikums side, og lander på tre stjerner til en musikalsk overbevisende, men underholdningsmæssigt skuffende 6 timers sejlads i et operahus, som det under alle omstændigheder er et privilegie at besøge.