ET DRØMMESPIL • SKUESPILHUSET
★★★★☆☆
Foto: Camilla Winther
ANMELDELSE ET DRØMMESPIL: FILOSOFISK MAINSTEAM I SYRET INDPAKNING
Skuespilhuset river dig ud af hverdagen med Anna Balslevs nye opsætning af Strindbergs Et Drømmespil, der er en filosofi-lektion på mellemniveau, forklædt som ekspressionistisk absurd-teater med smukke, surrealistiske scenebilleder og fine præstationer fra et usædvanligt, multiartistisk cast.
Gudedatteren Agnes stiger ned på jorden for at se nærmere på menneskene, hvis modersmål synes at være klage. Hvad er der galt dernede?
Som i en roadmovie følger vi Agnes’ rejse gennem en verden af magisk socialrealisme, befolket af klassiske arketyper, der hver har sit at slås med: Officeren, Advokaten, Arbejderen, Digteren.
Det er synd for menneskene, konkluderer Agnes gang på gang, når hun bevidner, hvordan vi alle lider i vores stædige jagt på Lykken.
Foto: Camilla Winther
Agnes gestaltes lysende smukt med sart finfølelse og stor empati af Asta Kamma August i en slags kostkole-outfit, hvori hun optræder både som iagttager og deltager i en stribe surreelle snapshots af jordelivets trummerum – symbolpakkede scenebilleder med flydende, drømmeagtige overgange.
Pointen peger i retning af, at lykken ligger i selve kampen for at opnå den. Det er rejsen, som er målet, hvis du forstår.
En poetisk, eksistentialistisk refleksion, som er relevant i en tid, hvor vi alle har så forbandet travlt med at blive lykkelige. Og vi tilmed ofte føler, at enhver lykkestund må tilbagebetales dobbelt op med lidelse.
Scenografien topper i en pragtfuld drømmescene lige efter pausen med robåde svævende rundt under loftet. Musik og æteriske soundscapes af Viktor Dahl bidrager til den søvngængeragtige ambience.
Foto: Camilla Winther
Ena Spottag er intet mindre end skæppeskøn som Lærerinden, Mikkel Arndt viser komisk talent som den plagede advokat, mens Simon Kongsted forvalter officeren i en corny, revyagtig stil på kanten af too much.
Foto: Camilla Winther
To dansere og en skuespiller i rullestol er med til at konsolidere den syrede atmosfære
Iscenesættelsen er indiskutabelt dynamisk, underholdende og opdateret med nutidige referencer (corona og rulleskøjter) og kunne for min skyld godt have knaldet mere ud i det aparte drømmeland, scenograf Laura Løwe har etableret med stor kreativitet.
Stykket var et gennembrud for modernistisk teater og må have været må have været skrappe sager, da den kontroversielle August Strindberg skrev det det i 1901.
Denne premiereaften virker Et Drømmespil i flere stræk en smule gammeldags på mig i al sin politiske korrekthed og lommefilosofiske mainstream.
Fire stjerner fra Det Sku’ Du Se.
