RIGOLETTO • AMSTERDAM
★★★★★☆
Foto: Bart Grietens
ANMELDELSE RIGOLETTO AMSTERDAM: SINDSSYGT OPERAGYS I DEN LUKKEDE AFDELING
Det giver et sug i maven, da Rigoletto åbner på Amsterdams Nationalopera i en kridhvid, trashet kæmpecelle med fliser på væggene og tremmer for vinduerne.
Topinstruktøren Damiano Michieletto har spærret os inde på den lukkede afdeling af et sindssygehospital i sit radikale greb på Verdis klassiker, som er overrumplende, gribende og sine steder skideuhyggelig.
Det store sanatorieaflukke er indrettet med intet andet end en håndvask i rummets ende, og en hospitals-tremmeseng midt på gulvet.
Her ligger en rystende, traumatiseret Rigoletto og græmmer sig i spøgelsesagtigt meta-selskab med datterens uhyggeligt maskerede genfærd, der overvåger ham, mens videoklip med fragmenter af hofnarrens tragiske historie blæses op på bagvæggen.
Flodbredden med det våde græs, close-ups af mudrede fingre, der åbner ligposen og afslører Rigoletto’s myrdede datter efter et lejemord, som Rigoletto har bestilt på en anden.
Foto: Bart Grietens
Historien fortælles i forskudte tidszoner så både fortid, nutid og fremtid kan afvikles samtidig.
En slags narrativ akrobatik, der virker ret stærkt, selv om det lejlighedsvis (lad os bare sige ret ofte) udfordrer logikken og sammenhængen mellem det, der bliver sunget og det, som rent faktisk foregår på scenen.
En præmis, man må æde, men som også har tiltrukket sig en hel del forudsigelig kritik. Hvis dette er første gang, du ser Rigoletto, får du altså svært ved at hitte rundt i det.
Solisterne er fremragende – orkesterspillet ligeså, men man kan vel ikke helt afvise, at der noget ved hele set-uppet, som på den ene side er er supergodt tænkt – og så måske alligevel en smule fortænkt.
Michieletto’s innovative iscenesættelse har delt vandene, men formår alligevel at fremkalde henrykte klapsalver fra publikum, her en uge efter premieren.
Foto: Bart Grietens
Handlingen udspiller sig vedvarende i sanatoriets hvide storcelle, som fra tid til anden indtages af hertugens hooligans, der som bekendt bortfører Rigoletto’s overbeskyttede datter Gilda kort inden pausen, i den tro, at det er den pukkelryggede hofnars elskerinde.
Hvis første del forekommer lidt løs i sit musikalske udtryk, strammer anden del niveauet hele vejen rundt. Kvartetten, hvor hertugen jonglerer både den naive Gilda, lejemorderen Sparafucile (Alexander Köpeczi) samt hans prostituerede søster Maddalena (Maya Gour) er stærke sager med den ødelagte Rigoletto sindssygt trissende rundt i baggrunden.
Foto: Bart Grietens
Spinkle, russiske Aigul Khismatullina tryllebinder salen med sin sølvklingende sopran i den kendte koloratur-arie hvor hun besynger sin kærlighed til den unge, pengeløse student, som i virkeligheden er hertugen af Mantova på damerov under falsk flag.
Helt på toppen er den sympatiske mexicansk/amerikanske skurketenor René Barbera som hertugen i showpiece-ørehængeren Donna e Mobile.
En prægtig krænker-arie, som ikke var gået i dag. (Kvinden er utilregnelig, flagrende og ustabil – den, som stoler på hende, er et fæ!).
Rigoletto, flot, flot leveret af den russiske baryton Roman Burdenko, er på scenen uophørligt i Paolo Fantin’s Gøgereden-agtige setting – hvor han i lange perioder sniger sig rundt på bagscenen, så tydeligt traumatiseret, at en nærsynet kan se det uden briller.
Særligt nederdrægtig er al den payback time guldkonfetti, der jævnligt bliver drysset ud over ham, som en slags ekstra ydmygelse og latterliggørelse. Uf, det gør ondt helt ind i hjertet.
Foto: Bart Grietens
Mangler vi, når det kommer til stykket, noget norditaliensk renæssance-ambience for at skabe den rette operastemning omkring Verdi’s klassiker fra karrierens højdepunkt i 1850erne, hvor han komponerede La Traviata, Rigoletto og Trubaduren lige efter hinanden?
Michieletto er blandt mine instruktørfavoritter for sine radikale takes på klassikere, herunder hans stærke Red Light District Madame Butterfly fra Teatro Real i Madrid, som du kan læse min femstjernede anmeldelse af her.
Her i Amsterdam vælger jeg atter at belønne dristigheden, og kvitterer med fem stjerner fra Det Sku’ Du Se.
