ROBERTO DEVEREUX • AMSTERDAM OPERA
★★★★☆☆
Foto: Ben Van Duin
ANMELDELSE ROBERTO DEVEREUX: BEDAGET BELCANTO I AMSTERDAM
Belcanto-opera er en elitesport. Arierne er ofte super-ekvilibristiske med lynhurtige, akrobatiske løb op og ned ad skalaen. Donizetti-klassikeren Roberto Devereux spiller ud i Amsterdam med fine sangerpræstationer i en loyal kvalitets-opsætning, der dog lider noget under mangel på overraskelser.
Belcanto repertoiret har altid været en slags lakmusprøve for stjernesopraner som f.eks. Maria Callas, Anna Netrebko og Joyce di Donato, som jeg faktisk oplevede i New York for små 10 år siden, hvor hun blæste taget af The Met.
Dengang gjaldt det et andet Donizetti belcanto masterpiece, Maria Stuarda, som sammen med Anna Bolena og Roberto Devereux udgør den såkaldte Tudor Trilogi med dronning Elisabeth 1 som omdrejningspunkt.
Den hollandske instruktør Jetske Mijnssen har iscenesat trilogien på Nationale Oper & Ballet i Amsterdam og Det Sku’ Du Se var på plads til sidste del. Mijnssen var for nylig aktuel i Operaen i København med sin udmærkede iscenesættelse af Mozarts afskedsopera, den mindre gode Titus.
Roberto Devereux er i grunden et ret lillle kammerspil, hvor to trekantsdramaer er vævet ind i hinanden til en tragisk historie om umulig kærlighed.
Hold fast. Dronning Elisabeth har et crush på Roberto, som er en af hendes Favourites – udvalgte rådgivere ved hoffet, og måske lidt mere end det.
Elisabeth har en skidt fornemmelse af, at Roberto jonglerer en anden kvinde ved siden af. Mistanken viser sig velbegrundet. Den hemmelige elskerinde er Sara, som ud over at være Elisabeths veninde, er gift med Robertos gode ven Nottingham.
Robertos tætte forbindelse til Queen Elisabeth har gjort ham upopulær blandt dele af hoffet, der benytter en måske lidt for generøs fredsslutning efter et irsk krigstogt, til at få Roberto sigtet og dømt for forræderi.
Foto: Ben Van Duin
En dødsdom, som Elisabeth vægrer sig ved at underskrive i håbet om at hans uskyld vil blive påvist.
Nottingham opdager imidlertid sin hustrus affære med Roberto og lykkes med at forhindre en mulig last minute benådelse af sin tidligere ven.
Off stage høres det dumpe hug, da skarpretterens økse skiller Roberto’s hoved fra kroppen. Et spil uden vindere, som er en kreativ fiktionalisering af virkelige begivenheder.
Barno Ismatullaeva fra Uzbekistan synger Elisabeth med en smuk, creme-blød klang, og en karismatisk udstråling. Sara synges overbevisende af den amerikanske mezzo Angela Brower, mens den spanske, internationalt anerkendte tenor Ismael Jordi er en glimrende, men også noget glat Roberto.
Bedst er måske den russiske basbaryton Nikolai Zemlianskikh, som en indestængt, forståeligt vred Nottingham.
Foto: Ben Van Duin
Jeg må være ærlig og tilstå, at jeg efterhånden finder Donizetti operaerne noget bedagede. Det gælder Anna Bolena, som jeg oplevede for et par måneder siden i Berlin. Det gælder også denne hollandske opsætning af Roberto Devereux, der er iscenesat i to ret statiske, omend æstetisk tilfredsstillende scenebilleder.
Første del udspiles i Elissabeths smukke gemakker i klassicistisk stil med høje fløjdøre, masser af blodrødt velour og vigtige herrer i smokings.
Anden del udstiller Elisabeth i al sin ensomhed på en stor, firkantet repos, der antyder en retssal, hvorom koret tager opstilling i operaens mest virkningsfulde scener på vej mod undergangen. Dramatisk, grafisk stramt og ikke spor tosset.
Foto: Ben Van Duin
Opsætningen leverer fint på musikalske kvaliteter, læsningen og fremstillingen af karakterernes indre psykologi. Samlet set savnes dog et ekstra gear, og det bliver ved fire stjerner fra Det Sku’ Du Se.
