BARBEREN I SEVILLA I OPERAEN

★★★★★

KNIVSKARP BARBER I OPERAEN

Rossini-Ekspressen drøner afsted, og du kan ligeså godt overgive dig! Løjerne er super skarpt leveret – med smittende glæde og fuld damp i buffa’en over alle buffa’er.

Handlingen i Barberen er omtrent så fjollet, som en handling overhovedet kan blive.

Grev Almaviva elsker den skønne Rosina, men er betænkelig ved, om hun kunne finde på at gengælde kærligheden alene for titlens skyld.
Hvad gør man? Klæder sig ud som fattig student under andet navn og indleder erobringstogtet inkognito.

Det går selvfølgelig galt, og undervejs må forklædningen ændres, så greven – jeg mener studenten – skifter forklædning, først til beruset soldat (folk stoler altid på fulde folk) – senere til vikar for sanglæreren som meldes syg, men selvfølgelig tropper op og er lige ved at spoile det hele, før en pose penge lukker munden på ham i sidste øjeblik.

Rosinas formynder doktor Bartolo – fortællingens skurk – er også interesseret i akut ægteskab, da han for længst har fået færten af alt det lusk, der foregår i huset – og det er omkring ham, intrigen og forviklingerne foregår. Op og ned ad trapper – ind og ud ad døre, hen ad gaden og tilbage igen op og ned ad trapper – ind og ud ad døre!

Barberen i nabohuset – og det er selvfølgelig vores ven Figaro, er mere eller mindre frivilligt rodet godt og grundigt ind i det hele som grevens, jeg mener studentens, jeg mener soldatens, jeg mener sanglærer-vikarens hjælper….er du med?

Intrigen bølger frem og tilbage, hele tiden på kanten af afsløring og pyyyha – så gik det alligevel lidt endnu! Og mon ikke det ender det rigtige sted alt sammen.

Det er sjovt, proppet med gags og slapstick og alt sammen scenograferet i et grå-sort-hvidt stumfilmsunivers, der gør denne forestilling til noget ganske særligt.

Ikke mindst fordi løjerne i det karikerede koncept får lov at udspille sig med en selvironi som er befriende, når det hele alligevel bliver en tand for løjerligt.

SÅ sjove er Gøg og Gokke måske heller ikke længere, men det har en herlig, uforpligtende charme, og så skal man altså bare tage hatten af for et sanger-ensemble, en dirigent og et orkester, der fyrer den af med SÅ meget halløj i operaen-power, at man bare må overgive sig til dette operaens svar på ob-la-di-ob-la-da – la-la how-the-life-goes-on.

Musikalsk er Barberen fyldt med herlige hits og bravournumre, designet til kontant afregning i applaus og bravo-råb fra salen. Sangerne er top og fortjener det hele.

Nyd bl.a. stribevis af musikalske tungebækkere, hvor 8 personer til tider synger hver deres stemme i munden på hinanden i den samme arie. Man sidder og taber underkæben og tænker dét er løgn, hvordan og hvor længe kan de holde den kørende? Det er rent ud sagt hylende skægt, og det går altså med en utrolig ekspresfart ud over stepperne – du keder dig ikke et sekund! Det er knivskarpt leveret og Barberen ryster ikke på hånden!

Barberen i Sevilla er komponeret af italienske Rossini og er, hvad man kalder opera buffa, altså 100% morskabsopera, hvor det er de jævne folk – stuepiger, barberer og deslige – der trækker det længste strå – og herskabet der kommer til kort. Så kan de for en gangs skyld lære det, de vigtigpråse!

Barberen er buffa’en over alle buffa’er. En operaklassiker, det hører til almindelig dannelse, at have set. Sjældent har anledningen været så god som i denne opsætning i Operaen netop nu.

Figaro kender du også fra Figaro’s Bryllup af Mozart, som er et andet take på det samme skuespil og lige så populært verden over.
Figaros Bryllup spiller i øvrigt for tiden på Staatsoper Hamburg i Stefan Herheims opsætning, som jeg anmelder snart her på detskuduse.dk. Glæd dig, det gør jeg!

SPOILER ALARM

Som læser af detskuduse.dk har du krav på akkuratesse.

Jeg har i den forbindelse besøgt Sevilla for at se lidt nærmere på hele den barber-historie.

Sevilla er en virkelig pragtfuld by med rigtig meget at se, gøre, drikke og spise – og påskeoptogene bør være et must på din liste over must-see’s. Tusinder af hatteklædte deltagere i de kendte, spidse KKK-agtige hatte vugger gennem smalle gader bærende på kolossale flåder af religiøse tableauer under dramatisk musikledsagelse af tudende horn og truende trommer.

Det er vildt fascinerende og også lidt uhyggeligt. Jeg anbefaler det rimelige, oldschool Hotel Europa lige midt i det historiske kvarter i City samt denne herlige tapasbar Casa Morales, der bestemt må besøges. En Michelinstjernet restaurant med ypperlige lækkerier til super frokostpris finder du her – Abantal, som den hedder, er gemt lidt væk men lad det ikke være en hindring. 

Men tilbage til Barberen.

Som du kan se på det øverste billede, findes den salon rent faktisk og jeg fik en god barbering og et nydeligt haircut.

Men vores ven Figaro havde de altså aldrig hørt om. Ej heller Doktor Bartolo endsige den skønne Rosina.

Så med fare for at ødelægge din teateroplevelse, bliver jeg nødt til at informere dig om, at hele historien om Barberen i Sevilla sandsynligvis er det pure opspind…..sorry…