FAUST| OPERAEN

 

★★★★★

ANMELDELSE FAUST: FANDENS FLOT COMEBACK I OPERAEN

Sofie Elkjær Jensen føjer ekstra længder til talentet med en fabelagtig præstation i Operaens comeback-forestilling Faust, der forkæler en fyldt sal med skøn scenografi, gribende musik, operakor og solister i høj, høj klasse. Intet mindre end en fremragende aften på Holmen.

Faust er en djævelsk, klassisk fortælling, som et væld af kunstnere har haft fingrene i. Roman- og skuespilforfattere, komponister, filmskabere, you name it, har skabt store værker, der på hver sin måde har fortolket Goethes originaldrama.

I bund og grund handler det om grådighed og straffen derfor – udmålt af Djævelen – Fanden, Satan, Mefisto, Lucifer, eller hvad vi ønsker at kalde ham. På nær hende, der går i Prada, er djævelen jo altid hankøn. (Det vil jeg sådan set godt klage over.)

Således også i denne udgave af den franske operakomponist Gounod.

Faust, der havde premiere i 1859, var engang blandt verdens mest opførte operaer.
I dag er Gounod måske lige så kendt for sin Romeo og Julie.

TinTin fans kender Faust uden at vide det, for det er denne opera, der rummer den kendte Juvel-arie – Bianca Castafiores kendingsmelodi  Ååååh jeg ler, når jeg mig selv så skøn i spejlet ser…

Nu kan du godt fremkalde Herge’s udødelige tegninger af Kaptajn Haddock, der er ved at gå bananas, lænket til sin rullestol i ’Det Gådefulde Juveltyveri.

Faust en succesfuld, midaldrende videnskabsmand med trofækone og smukke børn.

Han har det hele, lidt til og meget mere – men er ramt af en slags midtvejskrise og efter et selvmordsforsøg på jagt efter noget ekstra, der kan peppe pølsen op.

For nok er IKKE nok, uanset hvad nogle begejstrede idealister en gang sagde, da de stiftede et politisk parti, der snart fik nok af sig selv.

Hvad fanden gør jeg, synger Faust i skikkelse af en mere end velsyngende Niels Jørgen Riis, der håndterer titelrollens travle tenorparti overbevisende fra start til slut.

Og vupti, så kom fanden lige forbi, og tog plads for enden af spisebordet, denne premiereaften hastedubleret af en rigtig god Tadas Girininkas fra Litauen, der måtte tage over, da Det Kgl.’s egen bas Kyongil Ko var indisponeret.

Da Djævelen frister med en aftale, der lover Faust ungdom, vellyst og unge kvinder, slår han til, uden ret megen betænkningstid. (Surprice!)

Det er noget af det samme, min fitnesscoach lover mig to gange om ugen, og på en eller anden måde et hint til en aktuel zeitgeist, hvor det handler rigtig meget om at få endnu mere af det hele.

Prisen er surrealistisk. Faust skal betale Djævelen med sin sjæl.

Og det forekommer jo så tilpas luftigt, at det lyder som en deal, man godt kan gå ind på. Snart efter erobrer Faust efter en stormkur den skønne ungmø Marguerite. 

Sofie Elkjær Jensen er rent ud sagt flyvende i dette lyriske sopranparti med flere høje C’er, som hun leverer med  stort overskud og masser af bund i toppen, som man siger.

Marguerite bliver gravid efter en prægtig sexscene, hvor den mildt sagt får på alle tangenter af dansere og statister over hele scenen – men dét småbørns pjat gider Faust ikke være med til, og forlader Marguerite snart efter.

Alene og svigtet, beder Marguerite Kristus om hjælp, men bliver i stedet svaret af Djævlen, i en fantastisk flot og gribende, sort messe-scene, der sammen med det lige så prægtige can-can nummer, er forestillingens højdepunkter.

I afmagt og fortvivlelse myrder Marguerite sin nyfødte, og bliver snart efter selv dømt og henrettet for mordet. Den full scale-guillotine, der rulles ind til formålet, får det ganske enkelt til at løbe koldt ned af ryggen!

Der er masser for øjet i denne forestilling, der synes at have lært ét og andet af mesterinstruktøren Barrie Kosky’s sans for showprægede operaopsætninger.

Gounod’s musik står glødende smukt under ledelse af den kvindelige, franske dirigent Marie Jacquot, der københavner-debuterer succesfuldt med denne på alle måder storartede Faust.

Opsætningen er en co-production med Zürich Operaen, hvor den oprindelige udgave blev skabt af instruktøren Jan Phillip Gloger. Genopsætningen her i København er rent ud sagt fremragende og sat i scene af instruktør Manuel Schmitt.

Den er så god, at jeg tror, jeg vil ind og se den igen. 

ENDNU IKKE VILDT IMPONERET PÅ ESMÉE

Esmée, der er åbnet på Kgs. Nytorv, hvor man tidligere fandt Geist og Bo Bech, er søsat af Sovino-gruppen (Victor, Alsace, Ravage etc.) med et godt skud københavner-hype. Adressen lige over for det Kgl. Teater gør denne nye spiller på indre bys restaurantscene uafviselig i forbindelse med kongeligt teaterbesøg.

Stedet er flot nyindrettet omkring et stort åbent køkken og er født med  en international ambience, der lover godt fra det øjeblik man kommer inden døre. (Og ja, man kan også sidde udendørs med udsigt til Krinsen). Ikke spor dårligt.

Det fejrede jeg straks med en rigtig god og smukt serveret Martini baseret cocktail, mens min ledsager valgte en mere ansvarlig frokostdrink på kamillethe, der var både sund og velsmagende, Godt i gang, som man siger.

Oplyste kendere i min omgangskreds havde instrueret mig i at vælge dele-småretter til forret, og gå efter den søtunge – har jeg læst pighvar et sted?- der som en godt tænkt signaturret bliver tilberedt a la RÔTISSERIE, altså grillet på en slags lodret grill, som du nok kender fra gourmet-udgaven af grillet kylling.

Endvidere havde jeg researchet mig frem til en tomatsalat med hindbær, der på forhånd lyder som et instagram-hit, og som jeg ikke agtede at lade forblive uprøvet.

Menukortet er desuden velforsynet i et spændende sortiment af seafood på is. 

Stilen er gennemgående fransk med tydelig reference til naboskabet med Den Franske Ambassade.

Første lille snack tallerken var fire små Gougères (vandbakkelser) fyldt med Comté ost og med en skive trøffel på toppen. Størst indtryk gjorde den nok på kalorieregnskabet.

Ej heller let, men absolut velmagende var næste snack, der bestod af fire små happere af lækker Iberico skinke med på ristet brioche på lun Gruyére. Tænk hvor skammeligt en parisertoast udviklede sig i 70’erne, når det faktisk kan være så godt!

Chips & dip med sour cream var et udmærket tilbehør til resten af vores drinks, mens vi glædede os til rødtungen og fik bestilt lidt hvidvin fra det omfangsrige kort. Det blev til en helt ukompliceret Grüner Veltliner til ok pris på glas.

Søtungen, der ankom i en køn servering havde ’lige kysset grillen, som det så poetisk blev sagt. Måske havde det været lidt for intenst, det kys, for fisken var tør og nærmest lidt sej, og lod sig kun modvilligt tvinge af benet. Tilberedningsfejl eller sådan er vild søtunge?

Hvis det er sådan, den var tænkt, så synes jeg godt nok det er en underlig fisk til sine 695 kr., selv om det er en dele-ret. lækre var til gengæld de medfølgende muslinger og en fræk sauce på selvsamme clams. 

Skuffelsen fortog sig en smule, da måltidets bedste servering landede på bordet – et smukt, smukt fad med ananastomater og hindbær med basilikum og et lille rødt pift, som jeg tænkte måske var chili. Lækkert og billedskønt.

Den afsluttende isdessert med Chantilly creme og friske jordbær var god uden at være specielt hype. 

Esmée er på den dyre side og jeg havde nok forventet mig noget mere X-faktor. Måske tog jeg selv nogle uopfindsomme valg, eller måske har jeg bare misforstået den fisk. 

Jeg kommer givetvis igen, beliggenheden, det internationale feel og den anerkendte køkkenchef taget i betragtning.

Men derfor kan jeg jo godt være ærlig og sige, at mit første besøg ikke efterlod mig vildt imponeret.

Jeg er sikker på, at der er bedre oplevelser i vente, når man kommer lidt længere rundt i kortet. Velbekomme.