Vælg en side

-SNEDRONNINGEN PÅ OPERAEN

 

★★★★

 

EVENTYRLIG FLOT FOR ØJNE OG ØRER

 

At sige man holder af moderne opera – tilmed dansk! – er lige som at sige, man interesserede sig for dansk kvindehåndbold, før vores jernladies med Anja, Camilla og Janne Kolling kom og vendte alting på hovedet.

Snedronningen kan være den disruption af dit syn på contemporary music og moderne opera, du bare ikke har opdaget, at du har ledt efter….

Snedronningen er en nyskrevet dansk opera af den danske komponist Hans Abrahamsen, skitseret frit over H.C. Andersens berømte eventyr.

Eventyret er i bund og grund en rejse i tid og sind – en dannelsesrejse fra barn til voksen. Med Snedronningen som legemliggørelsen og fortolkningen af en slags urkraft – nogle mener ligefrem opdagelsen af seksuel identitet! – sendes børnene Kay og Gerda på en rejse i tid, geografi og sind.

Tro og værdier udfordres i en sjælens roadmovie i et surreelt univers, som H.C. Andersen angiveligt har sat på papir i en feberrus i december 1844.

Der er masser af lag og fortolkningsmuligheder at arbejde med, både for komponist Hans Abrahamsen og tekstforfatter/librettist og operaekspert Henrik Engelbrecht. Resultatet er eventyrlig flot og har fuldt fortjent spillet for udsolgte huse.

Der er syngende blomster, kra-kragende krager, tik-takkende ure, dansende rensdyr og febrilsk ordjagt i neongejlet gameshow-scenografi. Cellophane flowers of yellow and green towering over your head for nu at blande lidt popkultur ind i det.

Jeg ved ikke hvad HCA kunne få på apoteket mod feber dengang i 1840’erne, men det er da lige før, jeg bliver lidt misundelig.

Musikken er moderne, symfonisk musik. Det er poesi i lyd. Digte på noder. Med store brusende klangflader, skarpe sving og runde hjørner. Det er fandens flot musik, der både behager og udfordrer. Det er bløde, æteriske stemninger, sylespidse stik, action, humor, vellyd og kradsbørstig larm.

Det er fedt, det er nyt, og det er nødvendig musik, som man ville sige for at gøre sig interessant i et kulturprogram med Adrian Hughes.

Problemet med de store klassikere er jo, at der ikke er flere af dem! Og så kan det godt være du synes, at måden der synges på, bliver lidt for insisterende i længden.

Så skal du bare tænke på, at pæne mennesker kom korporligt op at slås til en premiere på en Stravinskij ballet med et nyt musikalsk formsprog i Paris i 1913, fordi det var så anderledes. Dér er vi trods alt ikke.

Sofie Elkjær Jensen bliver bare bedre og bedre for hver gang man oplever hende, og hun føjer med denne fine fremstilling af Gerda endnu en side til sit i forvejen alsidige talent.

I triple-rollen som rensdyr, ur og Snedronning – (ja, Snedronningen er baryton her!) dominerer Johan Reuter fuldkommen overbevisende. Ikke mindst i den helt Wagner’ske ankomst til is-paladset med fuld knald på de ikoniske kvinter fra hornene, der pludselig titter frem højt oppe i kulissen. (Måske var det en kombination af højdeskræk og svimmelhed der gjorde, at de kvinter ikke sad helt i skabet ved denne tirsdags-opførelse sidst i november, for at sige det pænt…)

Det bedste har jeg gemt til sidst. Scenografien og lyssætningen. Wow!

Et fænomenalt lyshav stormer gennem hele forestillingen og giver en ekstra dimension af lysdesign udi det surrealistiske univers.
Den kæmpemæssige bagkulisse, der ligner en fortolkning af lamellerne i en gigantisk jetmotor og skifter udtryk undervejs gennem den raffinerede lyssætning, er en spektakulær baggrund for alle herlighederne.

Kan du nå den, så se den her i København ellers må du en tur til München, hvor den får Europa-premiere i en lidt anden opsætning 15. december. Man forlader forestillingen på Holmen med en stærkt tilfredsstillende fornemmelse af nytanket kunstnerisk input. Tak for det!

GENIAL DESSERT PÅ 108

Lige over Kyssebroen – cykelbroen fra Nyhavn over til Holmen, ligger Restaurant 108, der er søsterrestaurant til Noma og tilbyder en * Michelinstjernet, højgastronomisk teatermenu til en jordbunden pris.

Lokalet er industrielt og råt – et tidligere lager til opbevaring af hvalkød! – med udknaldede, tilfældigt mørtlede murstensvægge, rettet knivskarpt af med glatte betonflanker og glasruder i sorte stålkarme. Hertil skandinavisk stil i møbler og farvekoder. Sådan.

Bag 108 står – ud over høje ambitioner – som nævnt nogle af folkene bag Noma. Det mærkes på kvaliteten i alle led, fra du træder ind ad døren. Jeg talte mindst 6 kokke i det åbne køkken denne tirsdag og nok lige så mange tjenere på gulvet.

Jeg fik en lille anretning med koldrøget stør, der ligesom var sneet inde under et lag meget fintrevet blomkål. Velsmagende omend måske en anelse for diskret i smagen. Diskretionen gjaldt også vinmenuen, der havde valgt at holde sig et pænt stykke bag smagsindtrykkene fra det spiste og helt ærligt ikke gav så meget modspil.

Herefter et flot anrettet, perfekt tilberedt, super saftigt stykke ’indpakket’ havtaske med jordskokker i en drøm af en sauce på brunet smør med komplimenterende aromaer. Den meget lette rødvin på glas, hvis druer jeg ikke tidligere har hørt om, var et udmærket supplement.

Sluttelig en helt genial dessert bestående af smukke halvkugler af solbærsorbet på en tynd, hvid chokoladeskal i et delikat soppebassin af hasselnøddemælk.
Helt fortryllende – især da jeg på tjenerens råd havde gemt halvdelen af min aperitif dertil – en vanedannende god vermouth – Il Professore, som klædte perfekt. På gensyn.