AIDA • OPERAEN
★★★★★☆
Foto: Camilla Winther
ANMELDELSE AIDA: TORDNENDE FLOT
En tordnende flot Aida er nær ved at blæse taget af operaen, hvor det italienske dirigent-scoop Paolo Carignani løfter kapellet til international klasse, der sammen med et magtfuldt, internationalt sangercast, gør Annabel Ardens veltænkte iscenesættelse af Aida til en imponerende, femstjernet oplevelse.
Denne aften leveret af en overbevisende Anna Nechaeva i titelpartiet, stærkt flankeret af Nora Sourouzian som den ægyptiske kongedatter Amneris og Hovhannes Ayvazyan som den lige lovligt testoteron-boblende hærfører Ramades.
Det er pompøst, det er medrivende, det er ind benet knugende, det er Verdi, mørk og dramatisk – en mere fyldig, tungere musikalsk oplevelse, end man måske er vant til, fra mesterkomponistens hånd.
Brillant formet af Carignanis konstant årvågne, entusiastiske direktion, og betagende artikuleret af et kapel i topform.
Knivskarpe indsatser fra horn og slagtøj veksler med flydende, lyriske legato’er, båret frem af smukt, smukt stryger- og træblæserspil.
En aften, hvor orkesteret byder ind på at indtage hovedrollen.
Det intense drama, som du sikkert kender i forvejen og ikke behøver min udredning af, udspiller sig i en tragisk trekant af den slavegjorte krigsfange Aida og den giftemodne, egyptiske kongedatter, som Far har udset som præmie til nationens frelser.
To stærke kvinder, bragt på fatal på kollisionskurs af deres umulige kærlighed til hærføreren Ramades i et spil uden vindere. Døden sejrer hver gang. Sådan ér det nu engang i opera. Denne gang i en grum, levende begravelse for to. Liebestod, så tårerne triller.
Tragedien udfoldes snart i enkle, ømme kærlighedsscener fulde af poesi, snart i pompøst udstyrede masseoptrin, hvor det ikoniske triumftog (dét med fanfarerne på de lange, spidse Aida-trompeter effektfuldt placeret på balkon højre og venstre, sætter fut i en sejrsfest, der går vidunderligt party-amok, med hele koret i prægtige, sexede glimmerkostumer og heftigt ejakulerende konfettikanoner.
Et blændende optrin i fejende flot koreografi, der næsten tager pusten fra publikum, og trækker en løftet stemning med ud til pausebaren i foyeren. Herligt!
Aida har forladt vores museumsforestilling om oldtidens Egypten og er rykket op i noget, der kunne ligne vores egen tid – for en gangs skyd i en vellykket udgave af dette greb, der ellers plejer at ende i forudsigelige, orange Guantanamo-dragter og M51 automatrifler.
Ualmindelig veldrejet videoscenografi sætter en opdateret stemning af moderne krigsførelse med blæret hi-tech war footage på kæmpeskærme i egypternes krigskabinet, kombineret med abstrakt ørkenklippe tekstur og gedulgte ansigter, blæst op på to kæmpemæssige sætstykker, hvorimellem en kløft åbner sig for spektakulær trafik.
Det er i virkeligheden ret enkelt – bare absolut velgjort.
Den britiske instruktør Annabel Arden, der bl.a. stod for den tuttenut-hyggelige Barberen i Sevilla på Malmø Opera med blomstrede flygler svævende i luften for ikke så længe siden, har tilført et originalt, metalag af en håndfuld dystre skyggedansere, der flokkes omkring hovedkaraktererne i slags meta-ekspressionistisk gestaltning og forstærkning af karakterernes indre liv.
En på papiret noget insisterende add-on, man godt kunne blive lidt træt af, hvis det ikke var fordi det rent faktisk funger så godt.
Aida spiller i Operaen frem til slutningen af april og anbefales varmt for sin energiske nytænkning og stærke musikalske kvaliteter. Fem stjerner fra Det Sku’ Du Se.
SUS I CEVICHEN PÅ DEN VANDRETTE
Den Vandrette er en cosy vinbar med genial pre-teater beliggenhed i hjørnet af Nyhavn lige ved cykelbroen til Operaen, skråt over for skuespilhuset.
I det hyggelige, velindrettede lokale mødes gæsten af imødekommende service og et lille, ukunstlet spisekort med chic, delevenlige småretter i tidens afslappede stil.
Enkle råvarer i ukomplicerede tilberedninger, kønt serveret i atmosfærefyldt setting med et spændende udvalg af vine, der tilgodeser den moderne trend af naturvine.
Stedet er helt oplagt som preteater destination før Skuespilhuset eller Operaen, og jeg tog plads allerede kl. 17 for at tanke lidt op inden forestillling kl. 19. Stedet blev hurtigt fyldt af et ungt publikum og fin stemning i behagelig akustik. (Flere gæster genså jeg i operaen bagefter.)
Kritisk indstillet (gammel og gnaven) overfor naturvin, som jeg er, blev jeg efter konstruktiv samtale med sommelieren skænket en mere neutral-naturalistisk hvid fra Loire, som var rigtig god, nærmest glimrende, og gik fint til mine tre små retter.
Først en udmærket kyllingelever parfait serveret med ristet brioche og syltet blomme,
Dernæst en super frisk ceviche af Zander med fermenteret chili, der gav godt med sus i skørterne på denne lækre servering, som var måltidets bedste.
Endelig en slags kebab med braiseret svinekød og rødkål, der var velsmagende og tilpas ydmyg i størrelsen til den forestående teatertur.
Køkkenet hos Den Vandrette fokuserer på økologiske, biodynamiske, lokalt producerede råvarer. Stedet er et sympatisk bekendtskab med hverdagspriser, hvor mange andre, fristende småretter bød sig til, og må udforskes i nær fremtid.
