AIDA • OPERA HEDELAND

★★★★★☆

Foto: Mikal Schlosser

ANMELDELSE AIDA: FREMRAGENDE

Yana Kleyn er mildt sagt fremragende i titelrollen i Opera Hedelands aktuelle outdoor opsætning af Verdis hyppigt opførte pragtværk Aida, der trods en noget lav orkestervolumen spilles hjem til sejr, denne sommeraften under åben himmel i de maleriske omgivelser.

Den dansk/russiske sopran sikrer med sin varme klang og indlevende spil, en smuk og til tider ligefrem gribende operaoplevelse, der er hele udflugten værd. Fuldt fortjent, at hun senere på måneden står til at modtage prisen som Årets Operatalent ved Copenhagen Opera Festival. Glæd dig til at høre hende live, så snart du kan.

Aida er opera lige efter bogen: To elskende kan ikke få hinanden – undtagen i døden.

Rammefortællingen er krig mellem Etiopien og Egypten. Aida er tilfangetaget Etiopisk kongedatter, nu slaveholdt ved det egyptiske hof, hvor hun forelsker sig i den unge hærfører Radamés.

I sig selv et no-go, der kompliceres yderligere af, at faraoens datter, –  brusende smukt leveret af den rutinerede mezzo Andrea Pellegrini – har forelsket sig i selvsamme krigshelt, der synges overbevisende af den velklingende, norske tenor Kjetil Støa.

Endnu værre bliver det, da Radamés vender sejrrigt hjem fra slagmarken med Aida’s far i lænker.

Faderen udtænker en plan, Operation Pussytrap – hvor Aida får den unge hærfører til  tale over sig i et hedt øjeblik, og derved afslører en ægyptisk angrebsplan. Straffen for forræderiet er døden, og Aida følger ham i den, da de begraves levende sammen. Liebestod, nu med egyptisk fortegn til smægtende musik fra en operakomponist af pyramidalsk klasse.

Scenografien i det store, åbne udendørsteater er enkel og effektiv, og måske lige åben nok, indtil mørket falder på, og omslutter forestillingen med et såre smukt aftenmørke, hvor lyssætningen kommer til sin ret.

Kostumeringen er skåret i tykke skiver, så alle kan følge med. Slavinderne er klædt i de efterhånden så velkendte, røde A Handmaids Tale kjoler –  tidens udtalte og let aflæselige billede på undertrykkelse.

Soldaterne er dressed to kill i khaki med skrårem og automatrifler –  og præsterne passende ophøjede i lange, hvide kapper med guld og imposante hovedbeklædninger. Tilsammen skaber det flotte, grafiske tableauer, der giver publikum valuta for pengene. Jeg vil mene, dette er den mest vellykkede af de sidste tre opsætninger, jeg har set på Hedeland.

Orkesterspillet under ledelse af dirigent Carlo Goldstein er smukt men det ærgrer en kende, at forstærkningen er underspillet og den samlede volumen forekommer for lav, til at det rigtigt rykker musikalsk.

Højttaleranlægget virker ærlig talt lidt pjevset i forhold til, hvor stort et publikumsområde, der skal spilles op.

Når dét er sagt, fortjener Aida alligevel fem, flotte stjerner for en fremragende aften i selskab med stærke sangere i alle roller – og en dygtig udnyttelse af de rammer, der gives på dette spektakulære spillested.

Vind, vejr og de ret store afstande mellem optrædende og publikum, er et vilkår, man blot må acceptere for outdoor performance.

Til gengæld kan man glæde sig over at kunne nyde sin medbragte rosé i de behagelige luksusklapstole. Stor ros til arrangørerne og den travle teaterchef Claus Lynge, også for den velorganiserede logistik omkring hele arrangementet inkl. servicefaciliteterne, der spiller upåklageligt. Madkurven fra cateringfirmaet Moon anbefales absolut.

Tak for i år og på gensyn til Rossinis Askepot i 2023.

JA TAK TIL JATAK

Gravkammerstemning er der intet af i Rantzausgade, hvor et ungt, veloplagt team på restaurant Ja Tak glæder sig over den nyligt tildelte Michelin-stjerne. Jeg nåede lige akkurat at sikre mig et bord, straks efter den fine hæder blev offentliggjort. Det bliver svært at slå sig ind, den kommende tid, og det forstår man godt. Læs om mit besøg her.

Menuen var givet på forhånd, en fiks lille 8-retters til medgørlige 895 kr. bestående af  en serie, små lette anretninger., som jeg memorerede mens jeg nød en udmærket gintonic til at sætte stemningen.

Der fås en skiftende Dining Room menu, samt en køkkenbords-menu med småretter, der vælges frit og indtages ved en lang disk op mod det åbne køkken.

En trendy ting, jeg netop har oplevet på Michelin-og andre restauranter i Sydspanien. Konceptet understreger kokketeamets status fra at være noget, der foregår ude baglokalet – til selve spiseoplevelsens hovedattraktion. En kulinarisk scene, kort og godt. 

Ret fedt, især for to og lidt mere bakset til et større selskab, da man i sagens natur sidder skulder ved skulder. Jeg havde plads i Dining Room – komfortabel setting i enkelt, køligt, skandinavisk design  – og lad osså få noget mad på bordet.

En servering af små, delikate sommergrøntsager havde fået en snert hyldeblomst og mexicansk chili, og var køn uden at kaste det store af sig.

Det gjorde til gengæld en smuk tallerken med små stykker nænsomt udskåret, rå makrel, hvis fedme var pakket ind og inddæmmet af papirstynde slices af syrlig agurk. Godt tænkt og rigtig lækkert på tungen.

En herlig hvidvin ved navn Meteor fra Jura-distriktet med passende fadsmag i bunden og masser af syre i toppen, var en perfekt ledsager

Under et lag af tyndt skivede courgetter, svømmede kolde nudler i en syrlig suppe/sauce og var en laber mundfuld, der udgjorde næste ret (aftenens bedste?) til bordets udelte tilfredshed.

Kraftigt saltede mini-asparges kartofler i en grøn dressing, fortsatte ad det delikate spor, inden en insta-egnet anretning af sommertomater fra sjællandske avlere fristede med en topping af citrongræs og røget marv,  og tog prisen for Bedste Gastronomiske idé.

Et noget ydmygt stykke pighvar med garni af stikkelsbær, var desværre lidt for undertilberedt til at komme helt op at ringe. Syltede kirsebær med krysantemum og ’long pepper’ var en velsmagende dessert, der lukkede ballet sammen safran-æggetærte, der desværre var lidt for ægget til min smag, og manglede lidt sødme i denne ende af måltidet.

Den samlede oplevelse var absolut glædelig. Originale retter frembragt af helt enkle, næsten hverdagsagtige råvarer, med stor færdighed hos et entusiastisk team, der fortjener et kæmpe klap på skulderen. Ja Tak til Ja Tak.

PS. Efter middagen går du selvfølgelig skråt over gaden og drikker drøngodt, iskoldt øl hos De 12 Haner, der er så New Nørrebro-smart, at man faktisk selv bliver lidt yngre af det. Fedt, uformelt sted med en semi-intellellektuel, tjekket vibe. Stedet man render ind i cool, tilbagelænede privatskolelærere med hang til japansk denim og svensk punk på vinyl. Afsted med dig.