AIDA • SALZBURG FESTSPIELE 2022

★★★★★☆

Foto: Monika Rittershaus

ANMELDELSE AIDA: ÅRETS STAGE DESIGN – TOO BIG TO FAIL

Salzburgs gigantopsætning af Aida antager uhørte dimensioner af scenografi og spektakulære tableauer af skarpt koreograferede masseoptog i mastodontisk, grafisk indramning.

Ved første øjekast er scenen sat i og omkring en grotesk oversize marmorglat flamenco kasse af den slags, man får bragt varer i fra supermarkedet, men som selvfølgelig viser sig at være det nøgne gravkammer, der skal blive Aida’s endeligt. 

Som en slags meta-scenografi er tilføjet enorme videoprojektioner af mellemøstlig kolorit, ikoner og narrativer – perspektiverende signatur-visuals af diverse tematik og artzy beskaffenhed.

Tilsammen danner det en prægtig ramme om den iranskfødte, New York-baserede videokunstner og fotograf Shirin Nedhat’s grandiose iscenesættelse, som en opdateret ny-instudering af 2017-udgaven her fra Salzburg –  den estimerede kunstners første operaiscenesættelse.

Opsætningen kan dog ikke sige sig fri for at fare en smule vild i sin mellemøstlige symbolik, der blander trøstesløse bådflygtninge, uhyggelige niqab-klædte kvindekor og langskæggede græsk ortodokse gejstlige i én stor mellemøstlig gryderet.

Hvis bagtanken forekommer lidt gemacht kan man imidlertid glæde sig over en opsætning, der forbløffer i størrelse og imponerer i sit stjernecast med Piotr Beczala i spidsen.

Ægte Salzburg spitzenklasse er det, da den polske verdensstjernetenor Beszcala i rollen som  Radamés, den ægyptiske hærfører og forræder-in-love, indfrier forventningerne og sætter sagerne på plads til salens højlydte begejstring i den kendte Aida-arie, som er blandt de kendte ørehængere i denne Verdi-klassiker. Så hørte man lige Salzburg publikummet rasle taktfast med juvelerne.

Allerbedst  er måske Éve Maud Hubeaux, der  brillerer i det store melodramatiske parti som Kongedatteren Amneris – måske operaens mest tragiske figur.

Hvordan synes du selv, det går,  når din elskede hellere vil lade sig begrave levende med din rival end at leve i frihed og rigdom med dig. Auvs.  Aida synges (selvfølgelig) blændende af Elena Stikhina.

Opsætningen huskes især for sine pompøse kæmpescener med stram grafisk geometri og sætstykker så store, at jeg ikke fatter, hvordan de har fået dem der ind i det hele taget.

Skal man være kræsen er det hele på en eller anden måde lidt for kæmpe til at blive rigtig gribende. Men hold da helt op  hvor er der volumen på.

Orkesteret er sublimt spillende og Aida-hornene i de kendte march stykker er næppe hørt skarpere og renere end her. Wiener Philharmonikerne  blev dirigeret af Alain Altoglu.

Grosses Festspielhaus, der lægger scene til, er et lidt sært teaterum, der minder mere om en koncertsal og mangler noget opera-intimitet. Det samme er problemet på The Met i New York, men det er en anden historie. 

5 stjerner til Aida i en opsætning, der på alle måder er  too big to fail.