MACBETH • SALZBURG FESTSPIELE 2023

★★★★★☆

Foto: Bernd Uhlig

ANMELDELSE MACBETH: STARS ON STAGE I BLODDRYPPENDE HORROR OPERA

Den polske stage director Warlikowski’s horror-iscenesættelse af Verdi’s take på Shakespeare’s Macbeth med stjernesopranen Asmik Grigorian i centrum, er en vild oplevelse på Salzburg Festspillene – en operaproduktion på et musikalsk og sceneteknisk niveau, man sjældent ser andre steder.

Lad så være, at fortolkningen af Shakespeares dystre drama om magtsyge, skyldfølelse, paranoia og nedstigning til vanvid, er ekstemporeret så heftigt, at det i perioder af forestillingens 2,5 times spilletid er svært at gennemskue, hvad det i grunden er, der foregår.  

Sangere, orkester og ikke mindst et bragende stærkt Wiener Staatsoperkor præsterer på allerhøjeste niveau i en scenografi, som betager med sit overvældende mix af gigantiske sætstykker og videoprojektioner, der veksler mellem retro sekvenser af Pasolini-footage og live feed fra scenen.

Realtime closeups fra groteske vinkler, fanget med minikameraer, skjult så behændigt i rekvisitter og sætstykker, at det aldrig lykkedes mig at gennemskue, hvordan de slap afsted med at afvikle den komplicerede, tekniske operation så overlegent.

Musikken diverterer med Verdis innovative brug af orkestrering, med Wiener Philharmonikerne i storform, dirigeret af Philippe Jordan, der lykkes med fange mørket og den psykologiske uro.

Mareridtsagtige drømmesyn blander sig med storladne, Evita-agtige sejrsceremonier hvor en af tidens største sopranstjerner Asmik Grigorian brillerer i rollen som Lady Macbeth, med sin levende sopran og velkendte, sceniske udstråling.

I titelrollen imponerer ligeledes den hviderussiske baryton Vladislav Sulimsky med sin magtfulde fremtoning. Stars on stage i en opsætning, nogle nok vil kalde rodet, men som jeg foretrækker at kalde hyperdynamisk.

Spektakulært er det, da en baby serveres til festmiddagen på sølvfad med smuk garni af dampede grøntsager, som et flamsk rokoko-stilleben, blæst op på video til fuld scenebredde.

Vilde film noir-videoklip af dunkle togstationer afløses af  droneoptagelser over skotske highlands, mens henrettede børn i undertøj ligger spredt over scenen og  grotesk maskerede dværge blander sig med bizarre grupper af blinde, men altseende, cigaretrygende hekse.

Gynækologiske undersøgelser af Lady Macbeth foregår for åbent tæppe og fastslår hendes ufrugtbarhed – en diagnose, der sætter turbo på myrderierne, og topper med en makaber woodoo kastrering af titelpersonen, som efterfølgende trilles rundt i kørestol med skridtet sejlende i blod.

Alt sammen framet i en 1930’er-fascistisk ambience, der løfter fortællingen frem mod vor tid.

Er det for meget? Nej, jo, måske. På den anden side tilfører Warlikowski i denne fabulerende horroropera Verdis klassiker et ordentligt skud moderne vitaminer, som ikke glemmes lige med det samme.

Stor oplevelse i Salzburg og ingen vej uden om fem stjerner fra Det Sku’ Du Se.