THE HANDMAIDS TALE • OPERAEN

★★★★☆☆

Foto: Det Kgl. Teater

ANMELDELSE THE HANDMAIDS TALE: OPERA DER RIVER OG RUSKER

Voldtægter, lynchning og ceremonielle henrettelser er hverdagskost for alle os, der følger the Handmaids Tale på HBO, den mørke publikumsmagnet, som netop nu er aktuel med sin 5. sæson.

I Det Kgl. Teaters operaversion, er der mættede kulturkalorier at hente for både begyndere og viderekomne, som får en stærk oplevelse med hjem, hvad enten man køber Tjenerindens Fortælling som hårdtpumpet feminisme eller alarmerende relevant, politisk postulat. 

Operaen på Holmen genopsætter den danske komponist Poul Ruders operaudgave fra 2000 – en isnende ond dystopi, som flere medier har yndet at tale op til at være mere aktuel, end godt er.

Truslen om et muligt Trump-comeback, synes heldigvis midlertidigt afmonteret efter det amerikanske midtvejsvalg.

Dæmpet er ligeledes omtalen af de surrealistiske meningsmålinger, der har italesat truslen om snarlig, amerikansk borgerkrig og et post-USA funderet på den neoreligiøse, højreradikale fascisme, som Margaret Atwood’s roman fra 1985 portrætterer i sit skrækbillede.

Operaen i John Fulljames iscenesættelse er effektfuldt eksekveret i et rent, modernistisk stagedesign med vægt på klare, åbne grafikker og truende undertoner, der adapter TV-seriens ikoniske look med tjenerindernes røde kjoler og hvide hovedbeklædning.

Poul Ruders musik er særdeles effektfuld og forløses med stor kraft af Det Kgl. Kapel i moderne opstilling hvor man bl.a. noterer sig en synthesizer i orkestergraven.

En frem for alt super effektiv og cinematisk score, med masser af bulder og brag, der akkompagnerer forestillingens actionfyldte koreografi med masser vold, ydmygende overgreb, flygtende stakler og modbydelige politisoldater pilende over scenen. 

Rigtig fiks er dobbeltbesætningen af vores hovedkarakter Offred, der tillader hurtige skift mellem dystopisk nutid i Gilead og harmonisk fortid med kæresten Luke, veninden Moira og datteren, før alle rives fra hinanden. Puha, uhyrlighederne udpensles nok så spektakulært i denne ret så kompromisløse iscenesættelse!  

Musikalsk er Handmaid ikke bange for at udfordre sit publikum.

Flere vil nok have det stramt med manglen på, hvad man normalt betegner som arier, der i denne aftapning af contemporary opera nærmere antager form af lange, talte recitativer, eller skal  vi sige spoken words efter noder.

Det hele er imidlertid dygtigt udført af sangerholdet, hvor Hanna Hipp som Offred, Gisella Stille som Tante Lydia og Hanne Fischer som Serena Joy  står for flotte præstationer. 

På herresiden diverterer Morten Staugaards klamme commander og Gert Henning-Jensens liderlige læge med stærke, dramatiske input, hvis man må udtrykke det sådan

De iskolde seksuelle overgreb, al dødsvolden og det totale fravær af håb, gør ikke Handmaid til en oplagt familieforestilling. 

Den vidunderligt smukke hymne Amazing Grace er behændigt indarbejdet i  operapartituret som musikalsk ledemotiv for voldtægt, og kan næppe genhøres foreløbig uden at fremkalde grimme billeder. Handmaid er moderne opera der river og rusker!

FRANSK VELBEFINDENDE PÅ LALALA

LaLaLa er en af restauranterne i det nye gastronomiske hopspot omkring Wilders Plads/Strandgade og Holmen, hvor Kyssebroen (Inderhavnsbroen) leder over fra Nyhavn. Det er her du også finder f.eks. Nærvær, Barr, Boathouse og andre glimrende spisesteder med kort afstand til Operaen.

LaLaLa er fransk til fingerspidserne og leverer en rigtig charmerende oplevelse i det store, men vildt hyggelige restaurationslokale, der med sin dæmpede belysning og gode akustik får et akut velbefindende til at indfinde sig fra man træder ind, godt hjulpet af et ungt, frisk og imødekommende personale.

Menukortet består af yndede, klassiske egnsretter- enkel, veltillavet mad af gode råvarer.

Nabobordet valgte en omgang  østers, der var så pænt anrettet, at jeg fortrød jeg ikke havde gjort det samme. Det bliver næste gang, for jeg kommer gerne igen på LaLaLa.

Mine meunierestegte frølår med persille og (meget) grillet citron var glimrende, omend lidt tung i paneringen. Mindre dej og mere spice havde gjort godt. 

Til gengæld var tataren ualnindeligt god, og fikst serveret med bl.a. friterede kapers, samt (naturellement) det klassiske udtræk af sprøde, tynde fritter, god Dijonnaise og en lækker, bitter salat.

Nabobordet  fortsatte med oksemørbrad fra Himmerland, der så aldeles indbydende ud med sin rødvinssauce og braiserede oksehaler, enkelt og lækkert ligesom deres søtunge, der gik i land med Limfjordshummer og vintertrøffel.

Næste gang stiger jeg nok på de hvidvinsdampede muslinger og kommer i bedre tid, så jeg også kan nå husets udvalg af modne, franske gårdoste med behørig garniture.

LaLaLa har glimrende vine på glas, ikke mindst den silkebløde 2015 Gevrey-Chambertin, som jeg nød næsten uden at skamme mig over mit uhørte velbefindende, på dette afslappede franske brasserie, der kvalificerer sig uden diskussion til et snarligt gensyn.