Vælg en side

LA TRAVIATA PÅ OPERAEN

 

★★★★

 

JUKEBOX-OPERAEN LA TRAVIATA ER ET SIKKERT HIT PÅ HOLMEN

 

La Traviata er smil gennem tårer, musikken er ren hitparade og man går syngende hjem.

Der er dømt plotspoiler fra første sekund i Operaens smukke, træfsikre jukebox-opera La Traviata.

I et spøgelsesagtigt, frosset, stillbillede af festklædte, parisiske velhavere, bevæger den afkræftede luksusprostituerede Violetta sig rundt i prologens vidunderligt knugende stryger-adagio, inden det hele vækkes til live og festen fortsætter.

Som med et moderne film-greb er vi startet med en øm snert af slutningen, før historien oprulles retrospektivt.

Vi befinder os i denne opsætning i en luksuriøs penthouselejlighed med udsigt til et glødende Paris by night med Eiffeltårn i baggrunden, rigeligt med gejle gentlemen, dyre drinks og damer på terrassen.

Partyscenen, der sætter det hele i gang, er en af Verdi’s frodigste og besynger på herligste vis livet, festen og vinen. Alt har en bagside, og havde det nu bare været tømmermænd, kunne et par Panodil’er have reddet dagen. En dødelig omgang svindsot i palietter er der imidlertid en hel del mere opera i……

Verdi’s La Traviata er en af de mest opførte operaer overhovedet. Sammen med La Bohéme, Tosca, Tryllefløjten og Carmen er den i top 5 på operapublikummets hitliste.

En jukebox-opera med det ene hit efter det andet. En smertelig, nærværende handling, lige efter bogen om umulig kærlighed, side 1, øverst – alt sammen udspillet i spektakulære kulisser og prægtige kostumer. Og med det klassiske cast af en dødsmærket skønhed, en uforstandig bejler og en tydeligt tegnet skiderik, der får ødelagt det hele, for senere at fortryde alt – men ak, – for sent.

La Traviata betyder ’den faldne’ og henviser til hovedrollefiguren Violetta, en underskøn, professionel glædeskvinde, der med sine klassiske, fysiske tjenester fordrejer hovedet på velhavende herrer, der kvitterer med rigeligt underhold.

Jeg kan ikke lade være at tænke på Jørgen Leth’s vidunderligt nøgterne iagttagelse af erotikkens besættende magt. Som han skriver: Kussen… kan gøre en mand vanvittig… og ruinere ham!

For det er naturligvis præcis, hvad der sker. Rigmandssønnen Alfredo forelsker sig hovedkulds i Violetta, der for en gang skyld sænker de professionelle parader og udvikler ægte følelser for den lidenskabelige, uspolerede Alfredo.

Snart går de som en slags John Lennon og Yoko Ono i kærlighedseksil i en knaldhytte uden for Paris, men what goes up, must come down som man siger, og da bunden af pengekassen er ved at kunne øjnes, agter Alfredo sig til Paris for at hæve resten af formuen til finansiering af den fortsatte tilværelses ulidelige lethed.

I Alfredo’s fravær fra skovhytten, får Violetta selskab af den store stygge ulv i skikkelse af Germont, Alfredo’s far, der trygler hende om at afbryde bekendtskabet.

Sagen er, at Alfredo har en søster, der står for at blive gift med et så godt parti, at faderen ikke kan risikere de ridser i lakken på familiens ry, som sønnens forhold til en kendt prostitueret kan medføre.

Er det hans egen forfængelighed, forklædt som faderlig omsorg og rettidig omhu, der bringes i spil her? Vælg selv.

Uanset hvad, er det NU, dilemmaet opstår.

For Violetta betror faderen, at hun er dødsmærket af uhelbredelig svindsot – og at forholdet til den intetanende Alfredo under alle omstændigheder har korte udsigter.

I en labyrintisk logik accepterer hun nu derfor at opgive kærligheden til Alfredo af ren og skær kærlighed til ham.

Og så har vi balladen.

Violetta genoptager sine usædelige rutiner i Paris, hvor det snart buldrer afsted i boblende party revivals, jalousi og dårskab. Den ulykkelige, intetanende Alfredo ender i blodig duel og må flygte. Inden bølgerne når at lægge sig – og før fortrydelsen og tilgivelsen når at slå rod – er Violetta’s formkurve styrtdykket så brat, at der kun er lækker-sørgelig elendighed tilbage.

Death by opera – bum!

De fleste roller er dobbeltbesat. Giselle Stille leverede en flot Violetta og Francesci Castoro en velsyngende Alfredo. Omend hans rolle som førsteelsker nok havde forekommet mere overbevisende med en bedre skrædder.

Allerbedst på denne aften var David Kempster som Germont, der med en dyb klang fra helvede tilførte skurkerollen som Alfredo’s far en passende ondskab.

En mildt sagt indtagende Henrike Henken som Violetta’s veninde Flora, vil jeg anbefale dig at holde øje med, det kan man slet ikke lade være med.

Hvor kommer historien fra? Her kommer lidt La Traviata trivia.

Hvis der er nogen, der kan fortælle en historie, så er det den franske forfatter Alexandre Dumas. Det er ham med De Tre Musketerer, Greven af Monte Christo, Manden med Jernmasken og mange andre.

Men når jeg har sagt fransk, så ved du også, at der lurer noget rod lige rundt om hjørnet.

Dumas havde en søn, uægte, naturligvis – vi er jo i Frankrig – og uden at han blev lige så berømt som sin far, var det faktisk ham, der skrev romanen Kameliadamen, en tragisk, selvbiografisk kærlighedshistorie, der senere blev til et skuespil, som i Verdis hænder blev en gribende opera fuld af træfsikre hits og tårevædede lommetørklæder.

Kurtisane-temaet er klassisk og går igen i et hav af variationer i operaer og moderne musicals. F.eks i La Bohème, film-musical’en Moulin Rouge og sågar Pretty Woman.

Kameliadamen levede faktisk i virkeligheden. Hun hed Rose og gik under navnet Marie og var en af Paris’ smukkeste og mest fashionable kurtisaner i 1840’erne. Dumas – den unge af dem altså – mødte hende i Pariseroperaen og havde et 11 måneder langt, umuligt kærlighedsforhold til hende.

Og nu tager du aldrig mere fejl af Alexandre Dumas den ældre og Alexandre Dumas den yngre. Ok?

Forestillingen på Holmen er en genopsætning. Jeg så første udgave for nogle år siden og bilder mig ind at den måske havde tabt lidt af pusten denne gang. På den anden side er det en driftssikker repertoireklassiker fra øverste hylde som hitter hver gang – og er en rigtig god anledning til en tur i operaen.

Fire stjerner til den sikre men måske lidt rutineprægede præstation med et operakor i topklasse – man synes at mærke, at det er en opera, de elsker at optræde i.

La Traviata er smil gennem tårer, musikken er ren hitparade og man går syngende hjem.

Og kan vi så lære noget som helst af sådan en omgang romanbladsromantik?

Ja, vi kan lære at gribe dagen, leve livet og omfavne kærligheden, når den ér der – for om lidt er vi borte.

VILD MED POLLY? – SÅ VIL DU ELSKE FRANK!

Siden jeg skrev om Polly i forbindelse med Bonnie & Clyde (læs længere nede her på sitet) – har madanmelderne stået i kø for at aflevere roser til det fremragende spisested på Gl. Kongevej.

Pssst. I will say this only once….

Polly har en søsterrestaurant, der er mindst lige så god men ligger ved Kgs. Nytorv. Perfekt som pre-opera spisested eller i hvilken som helst anledning du kan hitte på.

Den bærer det skal vi sige semi-poetiske navn Frank, og jeg siger ikke mere, ellers bliver det jo snart krop umuligt at få bord derhenne.