LA VENDETTA + I PAGLIACCI • DET KGL. TEATER
★★★★☆☆
Foto: Anders Bach
ANMELDELSE LA VENDETTA + I PAGLIACCI: MORD I OPERAEN
Stærke solister og et kraftfuldt operakor løfter Jyske Operas italiensk inspirerede opera thiller dobbeltprogram med La Vendetta og I Pagliacci, som netop nu gæster Det Kgl. Teaters Gl. Scene.
Københavnerbesøget er en del af den igangværende Danmarksturne, der slutter 3. december.
Det kunstneriske greb om dette opera-sampak er en veltænkt meta-konstruktion, der lader publikum fundere over, hvad der er virkelighed, og hvad der er teater, i det drama, vi udsættes for.
Uskøn scenografi, koks i teknikken og lange passager af rodet massekoreografi står dog noget i vejen for en afmontering af Jyske Opera’s lidt provinsielle ry.
Aftenen indledes med en genopdaget, dansk operasjældenhed af komponisten Asger Hamerik, der slog sine folder i 1880’erne og komponerede en-akteren La Vendetta på bestilling af selveste La Scala i Milano.
Den opføres som femte opera i Jyske Operas danske serie, der har givet nyt liv til glemte, danske operaværker.
En sympatisk idé der ind til videre har budt på flere fine stunder i teatret.
Musikken i La Vendetta er af smægtende italiensk aftapning og smager lidt af Verdi.
Plottet er en ret så en-dimensionel kærlighedshistorie, der kredser om jalousi og hævn (vendetta).
At det ender skidt for alle implicerede, kommer ikke som den store overraskelse.
Scenen er sat i en café med drivende regn bag duggede ruder, hvor skiftende aktører søger ly, og balladen folder sig ud.
En stor plakat bag baren reklamerer for BOXING og understøtter en stemning af Raymond Chandler’sk film noir, hvori en mafialignende histore om skam, ære og blodhævn uden større problemer lader sig indlæse.
Sopranen Dorothea Spilger er absolut velsyngende som barpigen Estella med en problematisk fortid.
Det samme gælder Michael Bachtadze og Romanas Kudriaovas i rollerne som de to mænd med en fælles historie, og en hævntørst, som kun et sidste, definitivt opgør synes at kunne slukke.
I det afsluttende, fatale shootout rammes ingen af kamphanerne, kun dén, de begge elsker over alt. Kan du sige Godfather?
Efter pausen gælder det Leoncavallo’s I Pagliacci (Bajadser på dansk), en yndet enakter,der oftest opføres sammen med Cavalleria Rusticana.
En smuk og let tilgængelig del af det italienske opera-repertoire, det hører til almindelig, kulturel dannelse at have oplevet.
Det fortættede drama udspiller sig i en skuespillertrup, hvor jalousien breder sig med dødelig udgang. Stykkets dramaturgi er altså det gode gamle trick med et teaterstykke stykke inden i et teaterstykke. Det er fra 1892 og holder i høj grad.
Jyske Opera’s Philipp Kochheim parrer I Pagliacci med Vendetta, og får et måske lidt for homogent resultat ud af det, da handlingen i begge stykker kredser om de samme motiver med samme udgang.
Musikalsk løfter I Pagliacci sig et godt stykke over Vendetta, og tenoren Iurie Ciubanu trækker stor applaus i sin signaturarie, Vesti la giubba – ’Bær’ masken’ som er et gribende højdepunkt i den italienske smørtenors lidelseshistorie.
Odense Symfoniorkester imponerer med en flot, dramatisk eksekvering af den tårefremkaldende musik under ledelse af dirigent Christopher Lichtenstein.
Scenografien her i anden afdeling er desværre alt andet end vellykket.
Handlingen udspilles i noget, der skal illudere en slags backstage teaterproduktions lokale, hvor skuespillerne vikler sig ind og ud af den kærlighedshistorie, der ender i et forudsigeligt partnerdrab.
Kulissen har en udmærket indre logik men ligner mest af alt et dødssygt baglokale fra Messecenter Herning med et sammenrod af kasserede kantinemøbler og andet tilfældigt backstage-ragelse, hvor spillere og kor raver rundt i en rigtig sløj massekoreografi.
Sangerne er dygtige, men den visuelle oplevelse er unødvendigt uskøn og trækker ned på en aften, der samlet set ikke hører til de mest uforglemmelige på Kgs Nytorv.
BARABBA SPRUTTER AF SELVTILLID OG VELSMAG
Selvfølgelig lægger man ud med en knaldgod Negroni ved baren her på Barabba, mens bordet lige får det sidste trim. For seatingen er tæt i denne populære restaurant – og ikke uden grund.
Barabba er endnu en af de gode restauranter i Pluto-gruppen. (Gorilla, Maison, Retour, Pluto).
Grundkonceptet, der her i Kgs. Nytorv enden af St. Kongensgade, foldes ud med et italiensk touch, er orienteret mod en festlig aften i en uformel, og livlig setting, med gang i både musikken og trafikken i de rå, men også skarpt stylede omgivelser.
Menuen er et originalt mix af middelhavsprægede happere, småretter og deleanretninger, der fås i en generøs tasting udgave til blot 600,- eller a la carte.
Jeg gik efter sidstnævnte og nød en smuk servering af violet aubergine med let smeltet, røget provolove ost og sprøde sommertomater. En super velsmagende ret på enkle ingredienser, der indrammede det italienske køkkens basale charme.
Min ledsagers blæksprutte med sprød, dehydreret courgette fik ord for at være årets hidtil bedste sprutte – flotte, møre stykker grillet blæksprutte perfekt tilberedt og anrettet med stor selvtillid i et blæret insta-look.
Jeg kunne heldigvis ikke modstå husets signaturpasta med caviar, ansjossauce og riiiigeligt smør. Retten var både køn og helt afsindigt velsmagende.
Skammen over det massive smør indtag ramte øjeblikkeligt og har ikke fortaget sig endnu. jeg stadig vred på Luther over, at det lykkedes ham at få afskaffet betalt straks-tilgivelse gennem aflad. I dag havde man kunnet løse problemet via mobilepay uden at rejse sig fra bordet – og den dårlige samvittighed havde været pist væk.
En tallerken papardelle med rådyr og mørk chokolade var en interessant smagsoplevelse – chokoladens cremede bitterhed stod godt til vildtsmagen, og var et fikst, offensivt twist, der siger noget om et køkken.
Knap så original var måske den panerede hamachi (filet af hvidfisk) med fennikelsalat og kirsebær.
En afsluttende servering af andebryst i flotte skiver, på leje af god sauce med efterårssvampe var solid comfortfood i lidt mere klassisk antræk.
Barabba anbefales absolut. Og der god grund til gentagne besøg for at nå hele kortet rundt.
Velbekomme.
