COSI FAN TUTTE I OPERAEN

★★★★

MAN KAN IKKE FORTRYDE ET SPEJLÆG

Cosí Fan Tutte er en herlig omgang realityshow-opera med skøn musik og de sædvanlige narrestreger udi forviklinger og forvekslinger. Men så sker der noget…

Foto: Miklos Szabo

I dag lyder det som et helt almindeligt realityshow på en af de småtarvelige satellitkanaler.

Men Cosí Fan Tutte var en skandale, da den blev sat op i København første gang, for lidt over 200 år siden. Den spillede kun premieren og blev straks taget af plakaten – bum!

Handlingen gik langt over stregen. To mænd tester deres kæresters troskab. Vil kvinderne trods deres glødende løfter om det modsatte – kaste sig i armene på nye bekendtskaber, straks mændene vender ryggen til et øjeblik?

Ja, det er selvfølgelig præcis, hvad der sker – for, som operaens titel siger – Sådan Gør Alle Kvinder. Det var for stærk kost for borgerskabet i 1798.

I dag skal man være glad, hvis der ikke også ligger en mail fra Statsforvaltningen i indbakken dagen efter med krav om underholdsbidrag….

Cosí Fan Tutte er en af Mozart/Da Ponte-perlerne sammen med Figaros Bryllup og Don Giovanni. (Lad os bare sige, at Mozart/da Ponte er operaens svar på Elton John og hans faste tekstforfatter Bernie Taupin.) De tre mesterværker med tekst af Da Ponte og musik af Mozart har netop været opført som en slags trilogi på Staatsoper i Hamborg.

Både Beethoven og Wagner anså efter sigende librettoen til Cosí Fan Tutte for at være for gusten til Mozarts niveau – frivol – respektløs, stødende, ja ligefrem slibrig. I dag står musikken som et af Mozarts mest sofistikerede værker. Handlingen er på overfladen en herlig omgang klæd-ud-opera med de sædvanlige narrestreger udi forviklinger og forvekslinger.

Men så stikker det alligevel dybere. Det starter komisk og ender nærmest tragisk. Og det er i denne dobbeltbundethed, kunsten opstår.

Operaen på Holmen præsenterer Cosi Fan Tutte i det engelske operaikon Tim Alberys intim-opsætning, der har turneret verden rundt. Scenografien er udformet som et gigantisk camera obscura (en slags forløber for spejlreflekskameraet) – her blæst op til et kæmpestort, mørkt kamerahus, hvori de i alt 6 medvirkende udfolder plottet. Kun hjulpet af nogle få, enkle møbler og døre, der går uafladeligt op og i – tilsat klassiske 1800-tals kostumer med officersuniformer, silkekjoler, snøreliv og store babser.

Et rigtigt Camera Obskura er en oldschool, optisk ding, der projicerer virkeligheden på hovedet, og lad os endelig bruge dette som indgang til fortolkning – for det hele er faktisk et djævelsk eksperiment, der går ud på at tage to smaskforelskede par, vende deres kærlighedsforhold på hovedet og se, hvad der sker.

Don Alfonzo, er den skidte kammerat, der lokker sine to venner til at gå ind på et væddemål, der skal teste om deres kærester – selvfølgelig et henrivende søskendepar – nu også er så tro, som de siger, de er.

Don Alfonzo spilles af den britiske baryton William Dazely, der minder ganske meget om vor egen Morten Suurballe i en af hans nederdrægtige tv-roller som politikommissær – knivskarp og diabolsk som bare fanden. Han optræder som en slags game master, der styrer plottet og de gimmicks i form af arsenik, lægehjælp, notarservice m.m., der fra tid til anden må tilsættes for at drive missionen i mål.

Vennerne, der begge er officerer og gentlemen, indkaldes til hæren over hals og hoved – og snart efter står to kærlighedssøgende Albanere i stuen hos de efterladte søstre og ruller al deres charme ud. Albanerne er naturligvis vores venner i forklædning, der nu har til opgave at få damerne til at falde i.

Musikken undervejs er en herlig buket af arier, duetter, terzetter, kvintetter for slet ikke at sige nogle fuldkommen akrobatiske sekstetter, der afleveres drønsikkert sammen med et wiener-style downsized Kgl. Kapel med en slank, skarp, dynamisk klang, som i grunden klæder de indviklede toneløb så flot – og ikke taber mere fylde i bredden, end at det gør noget.

Som Despina – Cosi Fan Tuttes svar på Emma fra Rottehulet – brillerer Mozart-eksperten Sine Bundgaardsmed stor røst og herlig komik. Bravo!

Sjovt er det – skæg og ballade bølger over scenen – men da eksperimentet til sidst lykkes med hiv og sving – herunder et pikant, men skæbnesvangert partnerbytte – pigerne er lige ved at gifte sig med ’Albanerne’, som de stadig ikke har opdaget, er deres egne kærester – men nu i det omvendte kryds – så begynder smilene på en eller anden måde at stivne….

For nylig så jeg den ret så introverte udstilling om Leonard Cohen og hans værk på Gl. Strand. I et Cohen-citat, der ligesom framer hele projektet, hedder det: There’s a crack in everything – that’s how the light gets in. Jeg tænker, det er ment som noget positivt, altså at der selv i den sorteste stund er en lysende sprække af håb.

Cosí Fan Tuttes camera obskura vender udsagnet på hovedet. Selv i de varmeste og mest forelskede parforhold, kan der brydes en sprække, hvor mørket kan komme ind og ødelægge det hele.
Det gjorde mig faktisk helt trist, for humlen ved hele stykket er jo, at al klippefast hengivenhed svajer som et siv i vinden.

Da intrigen er afsluttet og alle fejrer, at det hele bare var for sjov og en hyldest til, at vi alle blot er mennesker, så er der ingen, der længere er, som de var.

Katten er ude af sækken. Man kan ikke fortryde et spejlæg. Tandpastaen kan ikke proppes tilbage i tuben. Mistro og desillusion siver ind gennem alle sprækkerne.

Kan de elskende for alvor finde sammen igen efter dette gok i troværdigheden? Og er den oprindelige pardannelse blevet overhalet indenom af en ny spændende kombination – om ikke andet, så til den næste sporvogn drejer omkring hjørnet, som man siger…

Eksperimentet lykkedes, men kærligheden døde. Øv.

Fire stjerner til en velspillet, velsunget og intelligent nyopsætning af Cosi Fan Tutte – resten må du snakke med tekstforfatter Da Ponte om. Dén lyseslukker….

TATAR OG KRONDYR PÅ TOPPEN

På toppen af Operaen finder du restaurant Kost & Mask, som tidligere var under Bojesens vinger og i dag under Meyers. Det er på toppen på sin egen uhøjtidelige måde med dejlig, moderne mad til overkommelige priser.

Fidusen er, at du kan nyde et rart måltid Meyer-mad i en slags moderne skandinavisk stil uden at det går ”se hvad vi fandt på stranden-amok” inden forestillingen og dernæst sive ned på din plads i ro og mag. Uden at skulle kæmpe dig over cykelbroen i stiv kuling 10 minutter før tæppet går og gøre en forpustet entré i farver – altså rødkindet og blåfrossen.

Jeg nød en yderst velsmagende kalvetatar med trøffel, hyldeblomst og syltede løg. Derefter en tallerken stegt krondyr i overraskende godt selskab med tørrede rødbeder – mums – samt en mos af rodfrugt, tyttebærkompot og en frisk kålsalat med klædelig bitterhed.

Jeg supplerede afslappet med et glas af husets udmærkede rødvin National, en Syrah/Grenache blanding, der gjorde jobbet. Velbekomme.