Vælg en side

SWEENEY TODD I OPERAEN

 

★★★★

 

VILD OG BLODIG SWEENEY TODD

 

Nogle mener, hævn er en ret, der skal nydes kold. I Sweeney Todd serveres den ved stuetemperatur – indbagt i pie. Resultatet er dødskægt og garanterer en underholdende aften i operaen med lidt af hvert fra et vildt og blodigt mix af sceniske og musikalske genrer. En Bloody Mary shaket med lidt West Side Story, lidt Evita og lidt John Adams – skarpt skåret og kvikt i flow’et.

På en måde minder fortællingen om Sweeney Todd lidt om den forrygende Joker-film, der har hittet i biograferne dette efterår.

Med sin fortolkning af Batman’s senere dødsfjende, lykkedes det Joaquin Phoenix at give Joker-karakteren en menneskelighed, der både nuancerer og forsvarer den morderiske galning.

I både Jokerens og Sweeney Todds tilfælde har vi at gøre med en mand, der har fået nok! Hvor var kommunen og de sociale myndigheder, da det hele brændte sammen? – som de siger i Mænd Der Hader Kvinder-trilogien. Vi bevidner en ikke helt uforståelig jagt på retfærdighed, der kammer lidt over, hvis man kan sige det på den måde.

Sweeney Todd hedder egentlig Benjamin Barker og er en flink og lykkelig barber med en dejlig hustru og en smuk datter – lige ind til lynet slår ned.

Den korrupte dommer Turpin dømmer forsætligt og fejlagtigt den uskyldige barber til 15 års straffekoloni i Australien, hvorefter dommeren voldtager konen og adopterer datteren til senere brug i samme disciplin.

Stykket starter, hvor barberen, der nu kalder sig Sweeney Todd, vender hjem til London for at samle stumperne af sin tilværelse op.

Hustruen har angiveligt taget gift efter voldtægten og er borte – og datteren er spærret inde i dommerens ’beskyttende’ varetægt.

Sweeney møder sin gamle nabo Mrs. Lovett, der ud over altid at have haft et godt øje til barberen, er indehaver af en luset pie-snask med de formentlig dårligste meat pies i byen.

Mrs. Lovett har imidlertid gemt barberens gamle knive og stiller gavmildt et nabolokale til rådighed for genåbning af barbersalonen – og tadaaa – så kører toget!

Snart udsættes Sweeney for pengeafpresning af et skidt bekendtskab fra fortiden, der truer med at afsløre barberens sande identitet og oprulle fortiden. CUT, ELLY, sagde det under barberingen – og så har første mand mødt sin skaber.

Mrs. Lovett finder liget gemt i slagbænken og griber muligheden. I et aldeles herligt forløb indgås en slags uhellig co-produktion mellem Mrs. Lovett og Todd, hvor kødet fra afdøde kunder kan gøre nytte efter blot 3 gange gennem kødhakkeren.

I betragtning af kødprisernes himmelflugt og pie-snaskens faldende gastronomiske omdømme – er der i grunden tale om en både entreprenant og intelligent aftale, der såmænd nok også kunne have fået støtte fra Vækstfonden og give ulovlig refusion af udbytteskat.

Efter det første mord, der ligesom er klumpen i ketchupflasken, går forretningen hurtigt strygende eller skal vi sige sprøjtende, både i salonen og snasken.

Mrs. Lovett – helt forrygende leveret ved premieren af Susanne Resmark – øjner begyndelsen på et amourøst gennembrud – mens Todd (knivskarpt gestaltet af Palle Knudsen) selvfølgelig har den bagtanke at få korrupte dommer Turpin i stolen og ved hans blodige død sikre en form for retfærdighed.

Dommer Turpin synges stærkt overbevisende med gennemført, reserveret ondskab af Johannes Mannov.

Og her må jeg lige indskyde: Så ond var Johannes altså slet ikke, da vi gik i 3.-5. klasse sammen på Sankt Annæ i 70’erne og sang med Københavns Drengekor i Domkirken hver anden søndag morgen i matrostøj.

Jeg har læst mig til, at Johannes bl.a. har gjort flot karriere i Tyskland, men hvad har de dog gjort ved ham dernede, siden kan udlevere nederdrægtighed så autentisk? En rigtig led Scarpia i Tosca kunne man godt se for sig!

Et sideplot sikrer den romantiske flanke og giver mulighed for en ungersvends bortførelse af datteren, der i mellemtiden er blevet spærret inde på en sindssygeanstalt – vildt festlig scene – efter at have afvist dommer Turpins sexisterende ægteskabstilbud (ja, det var lige et nyt ord, du fik med i købet dér).

Datterens endelige flugt med sin unge elsker ud i friheden skal afgå fra salonen, hvilket Sweeney listigt bruger som lokkemad for at få Johannes, jeg mener dommer Turpin, til at troppe op og møde sit blodige endeligt i et gevaldigt showdown, der ikke efterlader mange tilbage på scenen i levende live.

Ej heller Sweeney Todds’ uigenkendelige hustru, der viser sig at have overlevet giften, men nu også får en dødsbarbering af Sweenys’ ragekniv i et nærmest Rigoletto’sk hint til, at dén der bereder ulykken for andre, selv skal smage den…

Det hele er dødsjovt, tempofyldt, velsunget og velspillet – og hvad er det så i øvrigt for en slags forestilling, jeg anbefaler dig at gå ind og se i Operaen?

Nogle kalder det en Broadway-opera. Komponisten, det amerikanske musik ikon Stephen Sondheim, der i dag er i 90’erne og stadig in business – har udtalt, at hvis du oplever Sweeney Todd på Broadway, så er det en musical, og hvis du oplever den i et operahus, så er det en opera. Vi er altså ude i et musikalsk og dramaturgisk mix, man kan kloge sig længe på.

Du kan også bare prøve at forestille dig en Bloody Mary shaket med lidt West side Story, lidt Evita, lidt John Adams, (ham med musikken til Nixon in China hvis du så den helt geniale opførelse i Operaen tidligere på sæsonen) – og en anelse Sound of Music – skarpt skåret og kvikt i flow’et.

 

Også bravo til et flot, udvidet program med spændende vinkler på ondskabens motiver. Jo det kunne faktisk ha’ været dig!

LIGE I FÆLDEN I LONDON

For et par år siden var jeg i London og se Kasper Holtens udgave af mestersangerne i Nürnberg. Det var en både modig og flot opsætning – og en smule angstfremkaldende at opleve det reserverede, stiff upper lip London-publikum i Covent Garden bevidne Wagners monumentale besyngning af overlegen tysk nationalisme.

Jeg blev i hvert fald helt tørstig af det. Altså, jeg troede det var tørst, men måske var det bare angst…

På vej mod mit hotel efter forestillingen – jeg bor gerne på det godt nedslidte, men velbeliggende, syntetiske gulvtæppehelvede Strand Palace – får jeg færten af et par pints på en nærliggende pub, der minder mig lidt om Handelsbankens gamle hovedsæde på Kgs. Nytorv ved siden af Magasin.

Ind med mig på den pub og hurtigt hit med noget autentisk cask ale i glasset, så der kommer lidt ro på.

Således velforsynet og i tilløb til afslappethed begynder jeg først nu at kigge mig ordenligt omkring i lokalet, som er kæmpestort og viser sig at være en ældre og nu nedlagt afdeling af selveste Bank of England. Købt og renoveret af Fuller’s bryggeriet i 70’erne og nu til tjeneste for en god tørst. Her er fuldt hus og god stemning, lige som man kan lide det i London.

Det er først, da jeg i den ene ende af lokalet ser en stor tavle med en lang tekst og fisker mine læsebriller frem, at jeg langsomt forstår, jeg er gået i en fælde og næppe var sluppet levende herfra, hvis dette havde udspillet sig for 200 år siden.

Denne pub, The Old Bank Of England på Fleet Street 194 er nemlig placeret præcis mellem Sweeney Todds gamle barbersalon på den ene side og Mrs. Lovett’s velbesøgte pie-bageri på den anden. Og det er angiveligt i kældrene under denne bank, få meter under det gulv, jeg står på, at myrderierne og parteringerne har fundet sted. Another pint, Sir? Well… Yes, please…