VILD MED DANS – THE MUSICAL I ØSTRE GASVÆRK

 

★★

 

 

IKKE SÅ VILD MED DANS

 

Jeg ville så gerne have skrevet, at de finkulturelle skulle tage og stikke piben ind og bare overgive sig til et glædesfyldt hurlumhej af smittende, sorgløs glæde. Men den er altså gal i Gasværket denne gang.

 

Av av, et enigt anmelderkorps har uddelt stokkeprygl til Vild Med Dans – The Musical, som fejer over gulvet på Østre Gasværk i disse uger.

Rent plattenslageri. Skuffer fælt. Skulle aldrig have været skabt. Én stor misforståelse. En desperat idé. Instruktøren har opgivet. Etc. etc….

Det mest festlige ved forestillingen, synes at være læsningen af, hvordan anmelderne har fundet deres allermest mest syrligt/vittige betragtninger frem.

Hvor ’slemt’ kan det lige være, når vi bortser fra nogle finkulturelle mediers indbyggede antipati mod populærkultur – herunder nogle anmelderes umættelige appetit på at ’få gaflen ind’.

Op mod 1 mio. tv seere har fulgt med når VMD gennem flere sæsoner har danset over tv-skærmen. En musical-udgave af tv formatet ligger på sin vis lige til højrebenet.

Vild med dans – The Musical – er en kasse inden i en kasse. En musik/teater/danseforestilling, der handler om det show, der udspilles på tv skærmen.

Ideen er, at vi følger nogle almindelige mennesker, som er blevet castet til at være med i tv-showet og er sluppet gennem nåleøjet.
Nu er det alvor med hård dansetræning, frustrationer, fortrydelser – og et kig bag facaden.

For hvem er disse ’nydansere’, som det hedder – og hvad er deres bevæggrunde for at træde ind i den skærsild, som reality-tv har udviklet sig til.

Hvordan klarer de skærene, hvordan navigerer de i mediestormen og hvordan kommer de ud på den anden side – måske som rigere mennesker med nye indsigter og noget at lære os?

Tag lige ja-hatten på, så lyder det som en udmærket rammefortælling, der nok kunne komme en underholdende musical ud af.

Tilsæt kompetent liveband, kendte dansehits og letpåklædte glatkroppe I et orgie af pailletter, what’s not to like?

Konceptet med de såkaldte showbiz musicals er afprøvet et hav af gange med succes.

Lad os nu bare tage ’The Mother Of All Showbiz-musicals – 42nd Street, som jeg var så heldig at se i London for nogle år siden – Den nåede 3.488 opførelser, så man må sige, den havde fat i noget.

Plottet er mildest talt til at overskue.

Køn ung pige kommer ind med 4-toget for at gøre lykken på Broadway. Hurtigt kommer hun i clinch med teatrets skrappe primadonna, som snart må udgå med en brækket ankel. Pigen fra 4-toget, der i mellemtiden er blevet fyret fra showet – må komme tilbage og tage over – og en stjerne er født. Bum! 3.488 opførelser, blev der sagt.

Historien er altså en gang fuldkommen forudsigelig pladderballe og det gør bare nul og niks, fordi indpakningen er fantastisk. Det vælter i danseglæde og showbiz glimmer-dimmer, så det slet ikke er til at stå for. Og hvis du ikke tror mig, så tjek dette link til 42nd St. traileren og husk at holde på hat og briller.

https://www.youtube.com/watch?v=R8Q7vcnU9nc

Når jeg bruger så meget tid på at snakke udenom, så er det fordi jeg gerne vil forsvare genren. Showbiz-musicals kan være fantastiske. Også selv om man kun har en tynd eller bare banal historie at hænge hele balladen op på.

Vild med dans – the musical – lykkes ikke.

De ’almindelige menneskers’ rejse gennem VMD universet efterlader både dem selv og publikum aldeles upåvirkede, måske på nær krumme tæer.

Showet – (nogle siger man ikke kan kalde det en musical fordi skuespillerne ikke synger) – lider under en fæl mangel på dramatik, plot, pointe og overraskelser.

Orkesteret spiller helt bestemt mægtigt, sangerne James Sampson og Gry Trampedach leverer varen, Karin Betz giver den fuld skrue i guld og glimmer på kostumer og scenografi Men samlet set finder forestillingen aldrig takten. Allermest lider den under fraværet af de karismatiske dommerne, der er med til at gøre tv-udgavens live-format spændende og dynamisk i sin uforudsigelighed.

Dansenumrene er energiske og flot koreograferede, men som danseshow er der nok et indbygget problem i, at vores såkaldt almindelige mennesker, nydanserne, amatørerne – ikke kan følge med de professionelle, som er en stribe af de stærke kræfter, man har set på tv.

Kontrasten afføder selvfølgelig en vis munterhed. Men det helt store kiks er, at der ikke er proppet noget ordentlig teaterdramatik ind i selve historien.

De tre karakterer, vi følger på deres vejen mod finalen, er klippet ud af tredjerangs kabel-tv med en hækkesaks.

Powerkvinden (Iben Dorner), der har åh-så svært ved at give slip og lade andre styre. Den topmavede svagpisser af en fraskilt klodshans (Niels Ellegaard), der prøver at vinde sin ex tilbage. Den tomhjernede, absolut langbenede teenage-barbie-babe (Lise Koefoed) der bare vil være kendt osv.

Forestillingens ’publikumsopvarmer’ (Troels Thorsen) kæmper bravt med et usjovt manuskript. Charmerende Camilla Bendix er som showets producer på en umulig opgave i en rolle så tynd og kaloriefattig som en skive fladbrød.

Jeg ville så gerne have skrevet, at de finkulturelle skulle tage og stikke piben ind og bare overgive sig til et glædesfyldt hurlumhej af smittende, sorgløs glæde. Men den er altså gal i Gasværket denne gang.

Teaterdirektør Emmet Feigenberg har forsvaret forestillingen i pressen ved at sige at den ikke er lavet til anmelderne.

Den var åbenbart heller ikke lavet til de 4-5 veloplagte veninder i højt humør og festtøj, der sad bag mig i den halvtomme sal en grå torsdag få dage efter premieren, og faktisk lignede en del af kernemålgruppen.

Da konfettikanonen havde affyret sit sidste skud i forestillingens grande finale, hørte jeg dem fnise af, at man kan ramme så meget ved siden af.

På den anden side har jeg også godt læst, at andre publikummer giver den masser af stjerner og rosende ord på Facebook.

Måske siger det mere om Facebook, end det siger om forestillingen. Ej heller denne anmelder er Vild Med Dans.

ITALIENSK SOM AT VÆRE DER SELV

 

Du ikke må snyde dig selv for et besøg på l’Imperatore, som er en hyggelig, lokalt præget italiensk restaurant ved Østerbrogade, tæt på Trianglen.

Restauranten summer af liv i de højloftede lokaler, der en gang husede en tørstig fodboldbodega (Café Oluf) – nu italiensk familiedrevet spisested med kæmpe, kitschede vægmalerier af motiver fra Venedig

Med tankerne således sendt på sporet af det vidunderlige fiskemarked ved Rialto-broen, valgte jeg en tun-carpaccio, der blev serveret med ultra tynde strimler af frisk fennikel i en pivfrisk citrusmarinade. Mums.

Bagefter valgte jeg en Fettucine Vongole, der smagte helt fabelagtigt – lækker velkogt pasta, og en flot fangst af super friske muslinger i en sjældent velsmagende suppe med godt med chili og andre gode sager, så det smagte fuldstændig som at være der selv. Sådan skal dén bare serveres. Bravo!

Et par gode glas af en herlig frisk hvidvin oppe fra Lugano, satte prikken over i’et på dette enkle måltid på en uprætentiøs restaurant med herlig stemning og dejlig service, hvor jeg virkelig har lyst til at komme igen. Det må simpelthen undersøges, om menukortets andre klassikere holder samme standard. Velbekomme.