Vælg en side

JORDENS INDRE PÅ HIPPODROMEN

 

★★★★★

 

JORDENS INDRE ER EN LILLE PERLE

 

Iben Hjejle stråler i smuk og rørende fortælling om den ukendte, verdensberømte danske videnskabskvinde Inge Lehman.

Inge Lehmann er næppe et navn, der siger dig så meget. Netop dét er omdrejningspunktet for dette super fine skuespil om den ukendte, verdensberømte, danske videnskabskvinde Inge Lehmann, der fortjente al vores anerkendelse, men aldrig rigtig fik den.

Inge Lehmann påviste mod alle odds, at jorden rent faktisk har en fast kerne – ikke flydende, som Jules Vernes (Rejsen til Jordens indre) og videnskaben ellers havde fået de fleste af os til at tro.

Som forlæg til et skuespil vil du måske tænke, at der ikke er meget kød på den historie, men mindre den skal opføres til julefesten på geologisk museum. Her tager du fejl. Det hele handler selvfølgelig ikke mindst om mennesket og kvinden Inge Lehmann og den stædige kamp, hun måtte kæmpe for at få anerkendelse. Det er en anden, overraskende interessant og vedkommende sag.

Hele sit liv måtte Inge Lehmann slås med, at det danske, mandsdominerede universitets- og forsker-miljø nægtede at anerkende, at en kvinde kunne stå bag en så epokegørende opdagelse.

Tonen slås an fra start, da Inge Lehmann første gang støder på Niels Bohr, der ikke har meget mere til overs for sin kvindelige forskerkollega og hendes teorier end at foreslå, om hun er sød at gå ud og lave noget kaffe.

Det var først under den kolde krig, at amerikanerne gav hende stjernestatus, fordi hendes forskningsmetoder kunne bruges til at kigge russernes atomvåben kapacitet i kortene.

Inge Lehmann var seismolog, og kunne gennem aflæsning af jordrystelser beregne f.eks. atomprøvesprængningers styrke. Som hun siger i stykket. – man kan sige meget om jordskælv, men kedelige er de ikke!

Som en del af forskningen, hun måtte foretage i sin fritid, da det ikke var velset at kvinder gerådede ud i den slags mandearbejde, stødte hun her på den overraskende kendsgerning, at rystelser, der burde skyde tværs gennem jordkloden, faktisk bøjede af midtpå, som for at undvige et tætpakket centrum. Og derfor ’ramte skævt’ i ’udgangshullet’ på den modsatte side af planeten. Først i 1977 kunne computerberegninger officielt bekræfte, hvad Inge Lehmann hele tiden havde vidst.

Mad og børn blev det aldrig til, og måske havde hendes brillante, matematiske evner en bagside i form af en snert af autisme og sociale handicaps, herunder mangel på empati og sans for noget så åndssvagt som at give sig hen til sine følelser.

Jeg holder meget af tanken om at arbejde på en seismografisk målestation på Grønland, hvor man kun bliver forstyrret den ene gang om året, hvor det er muligt for en båd at anløbe. Jamensåhej, Inge!

Som mand bliver jeg oprigtigt indigneret og vred over den sjofle behandling, der blev søde lille frøken Lehmann tildelt i det danske universitetsmiljø. Som hun selv sagde, brugte hun det meste af sit forskerliv på at slås med mandlig inkompetence, der alligevel løb med æren, prestigen og professoraterne til sidst.

Stykket er så fint, fordi det ikke bliver en Femø-lejr af feministisk brok og beklagelse, hvor velanbragt den end er.

Det er et stykke, der ikke prøver at gøre sig ud for noget det ikke er eller er pakket ind i løjerlige gags og grimasser. Det er slet og ret en god lille historie, ærligt og begavet fortalt med stor kærlighed til hovedpersonen og en klædeligt behersket udlevering af det kønshieraki, som selv de mest forbenede elskere af gode gamle dage, kan se, ingen steder hører hjemme.

Det er en smuk og enkel forestilling med enkle teatermidler – helt enkel scenografi og minimale sætstykker, der alligevel bliver til både konference i Stockholm, sommerhave i Nordsjælland og flyvetur over Atlanten. Sådan skal teater være!

I rollen som Inge Lehmann stråler Iben Hjejle, som det er en fornøjelse at opleve live i et ’rigtigt’ skuespil, der stikker dybere og spilles finere end de ellers så herlige action-rappenskralde-roller hun også har beriget sine fans med.

Den indestængte tåre, da forskerkollegaen fra England viser sig at have giftet sig med en anden under krigens ufrivillige radiotavshed…. Dén scene er så lækkersørgeligt underspillet, at det svier helt ind i sjælen. Det var bare så pokkers fint leveret og skulle have en præmie.

Som Niels Bohr med pibe, blød røst og nydelige manerer, er Jesper Lohmann et perfekt valg og såre velspillet i sin blanding af distant videnskabsmand og repræsentant for et patriarkalsk universitets- og forsker-hierarki, som man bliver noget så forbandet på undervejs. Laura Bro som søsteren er så fuld af liv og charme, at det ikke kan holdes nede.

Vi har at gøre med en ualmindelig vellykket og velspillet lille perle af et skuespil, som du virkelig bør unde dig selv at se.

 

GOD HVERDAGSMAD HOS GENBOEN

Lige overfor Folketeatret/Hippodromen i Nørregade finder du et hyggeligt, velbesøgt spisested, der er oplagt til en hurtig før-teater-dinner, der som bekendt handler om beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed.

Navnet er the Olive Kitchen & Bar. Et uprententiøst, familieejet foretagende, der serverer hjemmelavet hverdagsmad til hverdagspriser.

Menuen denne aften var en salat på forskellige beder med en slags creme af gedeost, bagefter en peberbøf med diverse ukrukket garni – og så en nydelig panna cotta med smukke bær.

Altså ikke så meget hokuspokus, heller ikke hvad angår et par glas glimrende pinot grigio, der ledsagede dette ukomplicererede måltid – og så er der altså bare 10 meter over gaden til teatret bagefter. Man behøver jo ikke altid gøre det sværere, end det er. Velbekomme.