IDOMENEO I OPERAEN
★★★★★
IDOMENEO TAGER OPERAEN MED STORM
Forrygende orkesterspil, Vidunderlig musik, stærke solister, et bragende godt operakor og spektakulær iscenesættelse gør Idomeneo til et must-see.
Den unge Mozart var i topform, da han skrev Idomeneo på bestilling af Bayerns kurfyrste til karnevallet i München tilbage i 1780’erne.
At musikken kan lyde så frisk, her 250 år efter, er et forbløffende bevis på Mozarts geni.
Allerede fra overturens første anslag mærkes, at her en noget musikalsk på færde, som er ud over det sædvanlige.
Vi befinder os i yderste havsnød i en frådende storm af hvirvlende strygere, buldrende pauker og susende orkesterløb, hvor oprørt sø slår ind over rælingen. Mageløst!
Den drønskarpe, britiske dirigent Julia Jonas har situationen under fuld kontrol og får det allerbedste frem i det Kgl. Kapel, der på denne premiereaften spiller med en forrygende energi og præcision.
Stormen raser, da den græske konge og hærfører Idomeneo er på vej hjem til Kreta med sin flåde. Efter en sejrrig kamp mod Troja går Idomeneo ned med mus og mand. Eller gør han?
Hjemme har kongesønnen Idamante passet butikken i fars fravær. Uden at vide, at rygterne om kongens død er stærkt overdrevne, løslader sønnen alle de trojanske krigsfanger, der er fragtet til Kreta i forvejen.
Det har givetvis hjulpet på imødekommenheden, at han har forelsket sig i den tilfangetagne, trojanske, prinsesse Ilia, som både har mistet sin egen far og bror i trojas nederlag, og må videre i livet, som man siger. Denne trojanske connection skal snart vise sig at få komplicerede følger.
Idamante begiver sig ud til kysten for at tage afsked med mindet om sin far, der antages at være omkommet i bølgerne. De har ikke set hinanden i 10 år, og genkender ikke straks hinanden, da Idomeneo pludselig dukker op, lyslevende og bærende på en grusom hemmelighed.
I det yderste øjeblik på søen, har Idomeneo pr. overlevelsesinstinkt indgået en uigennemtænkt handel med havguden Neptun, der lader ham snyde druknedøden, mod at han offer-dræber det første menneske, han møder på stranden. Ja, ups – og det blev så han egen søn. Goddamnit, kan man vist godt sige i denne sammenhæng – hvad nu?
Så stormer handlingen afsted, og i modsætning til mange andre operaer, er det rent faktisk til at hitte rundt i, hvad der foregår.
Idomeneo tøver med at eksekvere løftet, han undgår sin intetanende søn, der martres af faderens manglende kærlighed (vistnok et velkendt Mozart’sk tema). – men da tålmodigheden er opbrugt, sender Neptun et monster på dødstogt til Kreta, hvorefter den ellers så populære leder Idomeneo må betale prisen for at have fornærmet guderne.
Først da Idomenos selviskhed overtrumfes af prinsesse Ilia’s uselviske kærlighedsoffer – formildes Neptun, og en behændig løsning med happy end kan findes.
Men hovhov…hvad var lige dét med, at sønnen forinden havde løsladt alle krigsfangerne?
Idamante havde muligvis læst I Ching, bogen om den kinesiske krigskunst, der bl.a. råder en sejrherre at være nådig og fredssøgende overfor den besejrede, da hævnen altid vil altid komme, og krigen derved vare for evigt.
Dét tema bringer os i ekspresfart til Mellemøsten/Middelhavsområdet, hvor dødsspiraler af kamp og hævn og mere kamp og mere hævn, skaber alle de uhyrligheder, vi er daglige vidner til i nyhedsflimmeret.
Det er denne gruopvækkende virkelighed, der danner grundlag for forestillingens visuelle koncept – kostumer og scenografi – som er en blanding af militæruniformer, automatvåben, forhutlede, internerede flygtninge, strande med bjerge af opskyllede, orange redningsveste og en angstfremkaldende videobaggrund af tsunamibølger, tilsat et fuldkommen udbombet beboelseskvarter fra noget der ligner Syrien.
Effektiv iscenesættelse, det tør siges. – men det vil helt sikkert blive diskuteret, hvorvidt dette greb fra instruktøren Robert Carsen er galt eller genialt.
Det er jo ikke nødvendigvis en dårlig, dramaturgisk idé at opdatere og kombinere gamle græske gude-dramaer med aktuelle temaer, der på sin vis understreger tematikkens eviggyldighed.
På den anden side er det også lidt et noget billigt, eller måske ligefrem smagløst trick, at projicere den syriske ulykke op som gigantisk bagtæppe for et drama, der i grunden handler om et menneskeligt dilemma, hvor egoisme straffes og uselviskhed belønnes.
Der kan argumenteres for og imod iscenesættelsen, som måske kan forekomme lidt for insisterende undervejs. Men bundlinjen er, at der ud over den store musikalske oplevelse, også er meget for øjnene – og meget at tale om bagefter i denne Idomeneo, som skal have en stor anbefaling fra denne anmelder.
Idomeneo Himself synges stort, flot og magtfuldt af Niels Jørgen Riis, mens Gert Henning-Jensen, som jeg synes bare bliver bedre – er på toppen som sønnen Idamante.
Den belgiske sopran Margaux de Valensart er en knus-dejlig, velklingende Ilia, mens vor egen Sine Bundgaard leverer en superpræstation som Elektra, der trækker en øjeblikkelig applaus i den store exit-arie.
Vi er forkælet med et super velsyngende cast og får fuld valuta i operaens berømte, fabelagtige kvartet, hvor de fire karakterer synger deres hjerte ud i en ekvilibristisk legestue af melodi-linjer der vikler sig ind og ud af hinanden. Det er Mozart, når han er allermest overlegen. Enjoy!
GENSYN MED FRANK
Var Restaurant Frank lige så god anden gang? Nej. Endnu bedre!
Tæt ved Kgs. Nytorv og derfor et godt valg på vej mod Operaen på Holmen, ligger Restaurant Frank, som jeg tidligere har besøgt og skrevet om.
Denne gang kom jeg i bedre tid så jeg kunne nå hele menuen med 8 serveringer for 545 kr.
Bl.a. østers med fløde og agurk, Knivmusling med peberrodscreme, stenbidderogn med avokado og endive , Torsk med palmekål, mandler og karrysauce, sandart stegt på crouton med gulerodspuré, og pæresorbet med creme af gedeost & yoghurt.
Der er forbløffende velsmag over hele linjen, retterne er originalt og intelligent sammensat og serveret med præcision.
Det hele pakket ind i en ung, ukrukket atmosfære, der gør et besøg på Frank (eller søsterrestauranten Polly ude på Frederiksberg) til byens hotteste restauranttip netop nu. Velbekomme.
