URINETOWN • ØSTRE GASVÆRK

★★★★☆☆

Foto: Søren Malmose

ANMELDELSE URINETOWN: TEMPOFYLDT SATIRE MUSICAL TAGER PIS PÅ DET HELE

Hvem si’r det er en menneskeret, at ha’ fri adgang til et lokumsbræt? Den gedigent underholdende satiremusical Urinetown tager pis på magthaverne, klimapopulisterne og musicalgenrens stereotypi i en veloplagt, tempofyldt ensemblepræstation på Østre Gasværk.

Det gakkede, dystopiske plot tapper ind i en klimadagsorden, hvor manglen på vand er blevet så katastrofal efter 20 års tørke, at brugen af private toiletter er blevet forbudt.

I stedet tvinges borgerne ’af miljøhensyn’ til at tisse på særlige betalingstoiletter med henblik på en ikke nærmere defineret genanvendelse.

Toiletterne er selvfølgelig ejet af en gusten rigmand i skikkelse af den gamle Matador-kommunist Kurt Ravn, nu cool silverfox finansfyrste i fedt, slikket silkesuit med rosa slips, en tydelig amerikansk kliché, der har korrumperet magtapparatet og tjener kassen på de tissetrængende masser.

Oprøret ulmer efter nye prisstigninger, og med panserbassen Lockstock (overskudsramt Mads Rømer Brolin-Tani) i en aparte dobbeltrolle som impliceret aktør og gennemgående meta-lags fortæller, ledes vi gennem et plot, der vil rigtig meget, og lykkes med det meste.

Oprørslederen Strong (velsyngende energisk Thor Vestergaard) og rigmandens datter Hope (skøn langbenet blonde-babe) Katrine Schmidt Nørgaard) snubler ind i et fatalt kærlighedsforhold.

En umulig lovestory, der holder lidt sammen på historien, som mest af alt er et fyldt glas af stikpiller til totalitære magthavere og kynisk storkapital.

Men som også får kant ved at tage pis på populistiske klimakæmpere, der træffer uforstandige valg, blændet af naiv, idealistisk selvforståelse.

(Det viser sig faktisk, at den onde kapitalist, der bliver kylet ud fra taget af sit Trump Tower i finalen, i virkeligheden havde fat i den lange ende af klimakampen – og hvad er der nu galt i at slå lidt mønt af anstrengelserne samtidig? Ta’ dén, Gretha.

Forestillingens instruktør og koreograf, Kim Ace Schjerlund, har pakket det hele ind i sprudlende dansenumre, trashet scenografi og fed musik, der sammen med et skvæt go’ gammeldags slapstickhumor og flotte lyseffekter udløser stående bifald fra et overvejende ungt publikum.

Musikalsk er URINETOWN en original og ikke uinteressant størrelse, et kompliceret partitur fornemt eksekveret af et velspillende backingband, der desværre er gemt bag snavsede ruder i scenens skumle venstrekant.

Blandt højdepunkterne er et prægtigt koreograferet og helt ustyrlig morsomt dansenummer med en deling kampklædte politisoldater, der giver den gas et sted mellem Sugarhill Gang og rapnummereret One Night in Bangkok fra Chess.

Sådan er der hele vejen gennem Urinetown subtile referencer og indforståede nik til højre og venstre, herunder en kitchet pastiche på Les Miserable og  elementer af Bertolt Brecht’s Mahagony med Kurts Weil’s skramlede, zirkus agtige lydbilleder.

Et virkeligt fedt gospelnummer tager i dén grad kegler mod slutningen, der også swinger omkring en runde klassisk musicaljazz i stil med Ellingtons 1931 feelgood-hitter It Don’t Mean a Thing (If It Ain’t Got That Swing).

Musicalen væltede Broadway ved premieren i 2001, blev nomineret til 12 Tony Awards og vandt en lille håndfuld af dem.

Urinetown kunne opleves for fem år siden på Fredericia Musicalteater – også med nuværende Gasværk-boss Søren Møller som chef.

Der er fire stjerner fra Det Sku’ Du Se og ikke mere pis.