Vælg en side

 

DEN SKALDEDE FRISØR I FALKONER SALEN

 

★★★★★

 

DEN SKALDEDE FRISØR
SMASH-HIT AF
INTERNATIONAL KLASSE

 

Thomas Helmig sparker Den Skaldede Frisør helt til tops med et super groovy, top veloplagt soundtrack af fed dansemusik, ørehængende ballader og et hold sangere, der i dén grad leverer varen.

 

 

Der er ikke ændret et komma i historien om den Skaldede Frisør, der klarer transformationen fra feeelgood-comedy til musical med bravour og mere til.

Musicalen er ikke blot lige god som filmen. Den er flere hak bedre!

Jeg Netflixede filmen inden musical-premieren for lige at være på omgangshøjde. Den skaldede frisør af Susanne Bier og Anders Thomas Jensen, ramte biograferne i 2012, og var en øjeblikkelig kæmpesucces med sin lune historie om at lede efter kærligheden og lukke den ind, når man finder den.

Velprøvet opskrift, javist, og med et lidt sært valg af mandlig hovedperson i form af ex 007 Pierce Brosnan som indesluttet, lækker-gråsprængt enkemand, der skal dirkes op med en kræftramt damefrisør, før solen igen kan oplyse hans formørkede sind.

Frisøren, i filmen spillet af topdejlig Trine Dyrholm som den måske-måske ikke kræftkurerede frisør, pilskaldet af kemoterapi med blond paryk og brovtende skiderik til ægtemand, må på sin side gå så gruelig meget igennem, før hun omsider finder mod til at forlade sit forløjede forstadsægteskab med udestue og sidespring i lædersofaen, før lykken kan findes i citrusplantagerne omkring Sorrento.

Banalt, men behændigt væves plottet sammen af et pludseligt bryllup mellem enkemandens søn og frisørens datter. Naturligvis rammes det hele af en række benspænd, der er med til at komplicere sagerne, slippe latteren løs, både det umiddelbare skrupgrin og det lidt mere skæve, eftertænksomme smil.

Og ja, har livet endnu ikke gjort dig til en hårdkogt kyniker, vil Den Skaldede Frisør enddog få nogle tårer til at trille.

Musicalen er en kraftpræstation af flyvende scenografi. Personer og plateauer på rullebånd drøner over scenen, ekvilibristisk akkompagneret af sætstykker med videoprojektioner der farer ind og ud og op og ned som jeg ikke har set det før.

Virkelig flot, virkelig effektfuldt, virkelig fedt. High five til scenografen Benjamin la Cour, der b.la. også stod bag det æstetiske pragtstykke Danish Design ude på Bellevue sidste sommer.

Xenia Lach-Nielsen er i topform og komplet overbevisende i rollen som frisøren Ida, og herlige Niels Olsen sikrer et skævt twist som den indesluttede enkemand Phillip.
I rollerne om de to unge ægteskabs-aspiranter er der super-charmerende, stensikre præstationer fra musicalstjernen Silas Holst og en rørende køn, højgravid Maria Lucia.

Topscorer i holdopstillingen er imidlertid Bodil Jørgensen, der triumferer totalt som papmor til brudgommen og søster til enkemandens a afdøde, første kærlighed.

Bodil Jørgensen lægger hele salen ned i den grotesk morsomme scene hvor hun vandrende hen over et veldækket spisebord afsynger Pavarottis glasnummer og Sorrento’s ’nationalsang’ Torno a Surriento (Kom Igen til Sorrento), så jeg aldrig vil kunne høre denne vidunderlige sang igen uden at knække sammen af grin.

Historien fortæller i øvrigt, at sangen blev til som bestillingsopgave til en festmiddag i forbindelse med, at det fattige bystyre i Sorrento skulle have fint besøg af embedsfolk fra Rom, der skulle afgøre, om byen kunne få økonomisk hjælp til et posthus. – eller var det et kloaksystem. Den er i dag en af de mest spillede, italienske sange i O Sole-Mio-klassen.

Tilbage til frisøren! Thomas Helmig har begået en perlerække af nye hitsange til lejligheden og de sidder lige i skabet hver og én.

Det er Thomas Helmig Classic – og han kan ikke løbe fra stadig at være charmerende som bare pokker, når han står dér, storsmilende og glad i varme krammere med en flot Susanne Bier i guld-outfit og resten af holdet på scenekanten og modtager den vilde jubel fra publikum denne premiereaften.

Det er Thomas Helmig, når han demonstrerer, hvordan han som ingen anden dansk sanger og sangskriver kan skrue enkle, fængende melodilinjer og søde ord og sammen i pumpende, groovy beats, – så det er umuligt at sidde stille i sædet.

Og så minsandten om ikke sangerne tilmed synger så godt, som jeg kun sjælden har hørt på danske musicalscener. Flere af dem fraserer tilmed fuldkommen som klokkeklare Helmig-kloner i Helmigs kendte, bløde, soul-prægede stil. Der er dømt Midnat i Europa og Mit Hjerte Længes og man kan ikke få nok når det først kommer i gang!

International klasse er der over det store, point of no return dansenummer iscenesat med et respektfuldt nik 60’ernes rød/sorte West Side Story-grafik, hvor det går op for os, at brudgommens nølen, helt i takt med tidens søgen efter seksuel identitet, er sprunget ud (haha) af hans hemmelige forelskelse i vennen Alessandro.

En fandens flot, moderne pas de deux af Vild med dans-vinderne Silas Holst og Jacob Fauerby, der hæver hele forestillingen fra forventelig happiness til et top underholdende smash hit af en feelgood musical.

OLDSCHOOL I FREDERIKS HAVE

 

Eva og Ole Sellberg udgør det imødekommende værtspar på Restaurant Frederiks Have ikke langt fra Falkoner Scenen. Ved det veldækkede bord i en behagelig, varm atmosfære, præget af værtsparrets afslappede, fynske charme, får du serveret oldschool mad der så rigeligt kompenserer for fraværet af moderne narrestreger ved sit kompetente kokkehåndværk og indiskutable velsmag.

Som pre-teater dinner måtte jeg af hensyn til timingen skære lidt ned i den fristende menu men indledte med en smuk tallerken stenbiderrogn med creme af porrer og ristede skiver af skorzonerrod. Herlighederne blev ledsaget af en hvid portugiser (på flaske, forstås), som bakkede godt op med en frisk syrlighed.

Aftenens overraskelse var noget så simpelt som en cremet sellerisuppe med sprød skinke og citron. Suppen havde en dyb og velklingende undertone af skøn fond, og blev hældt op ved bordet så den lige akkurat ikke dækkede den sprødristede skinke, der gav den særdeles flødemættede lækkerbisken en dejlig crunch, der sammen med strimler af citronskræl løftede denne oldschool klassiker til et smukt bekendtskab, som er med til at sikre fitnessbranchens fremtid. Et dejligt glas hvid Rhone gjorde smagsoplevelsen komplet.

Hovedretten var lam i to tilberedninger med rødbede og savojkål. Flotte stykker, smukt anrettet, kyndigt tilberedt og med en pragtfuld glace, der igen vidnede om et kvalitetskøkken med styr på sin fond. En rigtig dejlig servering, akkompagneret lige efter bogen, af en udmærket Cabernet S. fra Deloach i Californien.

Velbekomme!